5. søndag efter trinitatis 2000 i Kr. Skensved og Jersie.

Epistellæsning: 1. Pet. 2,4-10.
Evangelium: Matt. 16,13-26.
Salmer: DDS 289, 355 - TS 775, (432) og 46.

Som nogen bekendt er vi i Jersie sogn ved at udvide rammerne for det kirkelige arbejde med en bygning ved Jersie Station.

Siden april har arkitekt og byggefolk haft travlt med det sognehus, hvor lokale beboere med tiden kan samles og være kirke på det sted, hvor de bor.
Og hvis man nu ikke er bange for de ord, vi netop har lyttet til i dagens epistel, så kunne Sognehuset kaldes en bygning, hvor der skal bygges fællesskab af "levende stene", og hvor børn, unge, voksne og ældre kan opleve sig som del af det kristne folk, som her kaldes "et kongeligt præsteskab", 
"et helligt folk" og "Guds ejendomsfolk".

Og det skal nok blive spændende at følge.
Ikke blot selve byggeriet, men også hvordan alle de, 
der bor omkring Sognehuset, vil tage mod indbydelsen til at være med til at udfylde bygningens "døde" mursten med "levende" menneskers initiativ og virkelyst.


Nu er det ikke en kirke, vi bygger, men netop et sognehus.
Alligevel bør alt det, der kommer til at udfolde sig indenfor de nye rammer, ikke være uden sammenhæng med kirken.
Ikke at vi skal til at holde gudstjenester, døbe, vie eller begrave folk fra Sognehuset - det er ikke meningen!
Men Sognehuset skal være et "nyt" sted, hvor der bygges videre på det, som begynder i kirkens "gamle" bygning, sådan at det kristne budskab også kan leve i hverdagen.

Vi står foran store udfordringer med at bygge noget nyt op. 
Rammerne, bygningen og huset tager håndværkerne sig af,
men indholdet, fællesskabet og de aktiviteter, som skal samle områdets beboere, det er der ikke andre til at bygge op end dem, der frivilligt ønsker at være med.

Dagens gudstjenestetekster handler begge om byggeri.
Apostlen Peter taler om Jesus som "den levende sten", 
der ved sin korsfæstelse og død blev forkastet af mennesker, men som Gud ved opstandelsen fra de døde har gjort til "hovedhjørnestenen" i en helt ny bygning.
Den bygning, der er tale om, er nok et tempel eller i overført betydning den sammenhæng, hvor mennesker søger Gud og hvor Gud møder mennesker.
Men efter Jesu liv, død og opstandelse møder Gud os ikke udelukkende på bestemte steder og i bestemte bygninger. 


Det ville unægteligt være bekvemt om det var sådan, 
men falder vi for fristelsen til putte Gud i den lille kasse, som kirkebygningen nu engang bare er, vil den Jesus, der kan møde os hvor som helst, hurtigt forvandle sig fra det dybt nedgravede fundament til en lille irriterende sten, 
vi ustandseligt snubler over og slår sig på.
For det, som Jesus grundlagde, var jo netop ikke en bygning til brug på bestemte tider og steder, men et fællesskab af og for troende og tvivlende mennesker.
Og netop dette aspekt er det, der kommer til udtryk, 
når apostlen kalder sine læsere - og os - for "en udvalgt slægt", "et kongeligt præsteskab" og "et ejendomsfolk".
Gud er ikke Gud for bygninger af "døde sten", men Gud samler mennesker for at de til alle tider og på alle steder kan blive til fællesskab - en åndelig bygning af "levende sten".

I selve evangeliet er det Peter selv, der er hovedperson i endnu en af de mange begivenheder, der viser, hvor tvetydig og sårbar en størrelse vi mennesker og kirken er.
Jesus indleder en samtale med disciplene.
Han ved at han snart skal forlade dem, og når han er væk, 
er det dem, der skal føre hans virke og budskab videre.
Man kunne derfor have ventet en slags pep-talk, hvormed han ville indgyde disciplene mod og selvtillid.
En tale med fremhævelse af, hvor vigtige de var for ham og hvor galt det ville gå, hvis de ikke gjorde deres bedste.

Men sådan går det imidlertid ikke.
Jesus indleder i stedet med en slags opinionsundersøgelse. Han spørger disciplene, hvem "folk" mener han er?
Svarerne er lige så forskelligartede som folk er det;
Nogen mener Johannes Døber, andre en af gamle kendte profetskikkelser fra fortiden. 

Interessante er det imidlertid ikke, hvad "folk" mener, 
for det er jo ikke dem, der skal føre Jesu virke videre.
Jesus strammer derfor skruen og spørger sine venner, 
hvem DE mener, han er?
Hvad folk siger og mener, forpligter ikke disciplene i det, som de snart skal til at bygge op.
Det afgørende er, hvad de hver især mener - og tror - om Jesus, for det er denne tro, som er udgangspunktet og fundamentet for alt, hvad de skal give sig i kast med.

Da træder så Peter frem; Han, der mens Jesus levede, optrådte som disciplenes leder, og siden gik hen og fastholdt en ledende rolle i den første kirke.
Men selv om Peter gik for at være lederen, må vi ikke glemme, at hans rolle var alt andet en entydig rosværdig.
For nok har han på mirakuløs vis det svar parat, 
Jesus fisker efter, men selvom han kan sige ordene og udtale bekendelsen til Jesus som "den levende Guds Søn", 
har han ikke fattet en pind af, hvad de indebærer.
Nej, for Peter har ikke indset, hvad det betyder, at Jesus er Guds udvalgte og hellige ejendom - den egentlige og rette præst for al gudsdyrkelse på både jorden og i himlen.
Men hvordan skulle Peter da også kunne vide det?
Der er jo endnu to erfaringer, han mangler at gøre.
Det ene er sammenbruddet i både sine egne og folks forventninger til Jesus - de uforpligtende forventninger, som "man" i al almindelig altid har rettet mod historiens frelser- og helteskikkelser, hvor magten og den ydre glans ofte har dækket over indre korruption og råddenskab.
Og det er altid Satans værk - uanset de fremføres af den mest hellige skikkelse vi kan forestille os.
Det andet er åbenbaringen af, at Jesu vej til mennesker og til Gud er af en helt anderledes karakter.
Hans vej er nemlig vejen gennem kors, lidelse og død.
Og det er sjældent den vej, som vi tragter efter at gå. Tværtimod er det den vej, vi helst viger udenom, fordi vi instinktivt fornemme den belagt med alt for mange sten, som vi vil snuble over og slå os til blods på.

Men når Peter alligevel har ret - i det mindste med sine ord - og når Jesus derfor på trods af misforståelser og fejltagelser alligevel giver ham en central opgave i kirken, så er det netop fordi det er den besværlige vej, Jesus har forpligtet sig på - den vej, han fastholder uanset hvad både vi og "folk" mener om ham. 
Jesus har valgt den vej, der går via menensker som Peter.
Det er nemlig forkastelsen, ydmygelsen og smerten, som er hans vej til sejr over ondskaben og det ondes herredømme. 
Kun ved at holde alt dette ud, vil han sejre over de magter, 
der undertrykker mennesker og leder os væk fra Gud.

Det er Jesu vej; korsets og lidelsens vej, som han kalder Peter, disciplene og os ind på, når vi vil bygge videre på det fundament, som er lagt for kirkens fællesskab.

Peters bekendelse til Jesus som Kristus og den levende Guds Søn betyder, at det er ham og troen på ham, 
kirkens fællesskab bygger videre på.
Ikke på hvad "folk" og "man" uforpligtende mener om Jesus, men hvad enhver, der ønsker at følge ham, ønsker skal være sandheden om ham og os. 
Derfor skal der blandt alle vigtige steder også være et sted, en kirke, et fælleskab og en bygning, hvor denne bekendelse til stadighed lyder. 
Til påmindelse og irritation for os, når vi kaster os over alle de opgaver som kirkens fællesskab og samlivet i vort samfund i øvrigt udfordrer os med. 

For der er meget, som skal bygges op.
Vi skal f.eks. have bygget vort sognehus og vi skal have fyldt rammerne i denne bygning med liv og atmosfære, 
så mange får lyst til at komme, være med og give sit bidrag.

Men vi må ikke glemme, at det som skal udfolder sig dér, er en fortsættelse og en udvidelse af kirkens fællesskab.
Vi skal ikke for enhver pris lad alt komme ind og fylde op.
Det, vi skal, er som Jesus at følge mennesker på den til tider svære vej gennem livet og dagligdagens fortrædeligheder.
Måske vi ind imellem vil erfare, at vi må give slip på nogle af de ydre former, vi ofte værger lige så meget for, som var det vort eget liv.
Men så må vi huske på og minde hinanden om, at der er en afgørende forskel på livets selv og de rammer, der skal værner om livet og fællesskabet med hinanden,

Men midt i alt dette er der kun én eneste ting, vi ikke må; 
fornægte fundamentet og forkaste den hovedhjørnesten, som troen, håbet og kærlighedens fællesskab bygger på. 
Kristi eksempel med at gå vejen til og sammen med mennesker - nemlig respekten og kærligheden til ethvert menneske - skal stå uantastet.
Selv når vi ikke længere kan overskue følgen af det, 
skal vi fastholde bekendelse til Jesus som "Kristus, 
den Levende Guds Søn".
For mister vi først dette perspektiv for vort virke, mister vi det vigtigste - den sjæl, som ingen kan kompensere os for.
Og den, der først har mistet sin sjæl, sit fodfæste og sit livs fundament, har ikke mere noget at bygge på.

Gud bevare os for det - amen!