5. søndag efter Trinitatis (II) - søndag den 23. juli 2000, Risskov Kirke.
Tekster: 1. Peter 2,4-10; Mattæus 16,13-26
Salmer: 289 - 854 - 775 / 279 -  365 - 431 - 53 (Salmebogsforslaget)


I.
Umiddelbart før ferien var jeg i England for at deltage i den festlige genindvielse af kirken i vort engelske venskabssogn i Baildon efter endt renovering. Under mit besøg havde jeg lejlighed til at besøge byen York, hvor vi finder den største gotiske katedral i Europa nord for Alperne, den såkaldte York Minster. Det er et imponerende bygningsværk, opført fra 1100-tallet til 1400-tallet.

Katedralen er opført på fundamenterne af en gammel romersk garnison fra de første århundreder efter Kristi fødsel. Man kan komme ned under katedralen og se både resterne af de gamle fundamenter fra den romerske militærforlægning og de kolossale nyere fundamenter, som nu bærer den store katedral. Der skal noget til, for at en sådan bygning kan stå, og man imponeres af, at man allerede ved begyndelsen af sidste årtusinde har besiddet en ingeniørkunst af et sådant omfang.

Kirken står godt og solidt, ikke kun i York. I Danmark kan vi glæde os over et par tusinde smukke og vel vedligeholdte kirker. Men stærkere end måske længe taler vi samtidigt om krise for kristendommen og kirken. I flere stifter er man nu begyndt at tælle kirkegængerne om søndagen for at få et klarere overblik over, om det virkelig står så galt til, som det siges, og som i al fald pressen altid er så ivrig efter at dokumentere.

Og det er desværre en kendsgerning, at ikke så få steder må præsten søndag formiddag konstatere, at der ikke er kommet nogen at holde gudstjeneste sammen med og må gå hjem med sin forberedte prædiken i lommen; og da er det allerede ved at være for sent at tænke på, at man jo altid kan komme juleaften eller når der skal være dåb; for da er der ikke længere nogen menighed til stede til, så at en gudstjeneste kan holdes. Og det i sig selv kunne være med til at pege på den aldrig ophørende opgave, som vi alle har, for at der stedets menighed samles søndag efter søndag.

II.
Gudskelov er evangeliet selv ikke slet så pessimistisk som vor tids mange  profetier, undersøgelser og udtalelser om kirkens situation. Det er dét, vi skal mindes om ved at komme i kirke i dag. Evangeliet fører os længere tilbage end både begyndelsen til den danske folkekirke og grundlæggelsen af York Minster. Vi føres tilbage til Jesus Kristus selv.

Der er noget som peger på, at den situation, som her skildres fra området omkring Cæsaræa Filippi (som for øvrigt også var en romersk garnison!) har haft en del til fælles med vor egen tids panderynken omkring kirkens situation. Der er meget som tyder på, at den popularitet, som Jesus især den første tid af sit virke havde haft, var i aftagen. Han havde mistet nyhedens interesse. Det han siger er hård tale, var der tilmed nogen, som sagde om ham. Det tyndede ud i flokken om ham.

Folk dengang som nu havde nok af meninger om ham, men det hele blæste efterhånden temmelig meget i vinden. Hvad skulle det hele blive til? Hvem siger I, at jeg er? spurgte Jesus den lille forhutlede skare, som stadig fulgte ham, og da tog Peter bladet fra munden og sagde: Du er Kristus, den levende Guds søn!

Her fik Peter altså sagt - og vi får jo at vide, at det han sagde ikke kom fra ham selv, men som en åbenbaring - at Jesus ikke var en mere eller mindre tilfældig profet, en vismand eller en religionsstifter, men at Jesus var Kristus selv, Messias, det betyder Guds salvede - den evige og ophøjede Gud selv kommet midt blandt mennesker for at være sammen med os og afsløre sit væsen og sin vilje for os.

Derfor lyder Jesu ord til Peter: På den klippe - ikke på dig Peter som person, men på det som du netop har sagt, vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke så magt over den. Her lægges der et fundament for kirken, som er langt stærkere end selv de kolossale fundamenter under York Minster, de romerske ganisoner i York eller Cæsaræa Filippi, folkekirkens kirkelovgivning og system med både kirkeministerium, stift, provsti og det hele.

Da kan det meget vel hænde, at vi kan komme dertil, at gudstjenesterne må aflyses, fordi ingen mennesker finder det interessant eller nødvendigt at ulejlige sig derhen, eller vort fint opbyggede kirkelige system vælter, fordi vi ikke kender vores besøgelsestid: at det er kirke vi skal være; at det er Jesus Kristus som skal forkyndes og hans gerninger der skal gøres - først og sidst. Så kan vi ikke længere få al den kirkelige service, som vi så gerne forventer ved livets store højdepunkter.

Men Jesu Kristi kirke vil stadig være der for ethvert menneske, som hungrer og tørster efter livets ord; for enhver uden undtagelse som ikke kan leve så meget som en eneste dag uden Jesus Kristus, hans ord, hans gerninger; for enhver som ved at livet taber enhver mening hvis ikke det er sandt, at Gud er kommet os nær og deler sit liv med os.

III.
Det er dette ejendommelige fundament, evangeliet tegner for os i dag. Tilsyneladende ser den kirke, som Jesus tegner for Peter og de andre disciple imponerende og storslået ud, med klippegrund, nøglebundt, med magt og det hele. Ren triumf og herlighed!

Men kort tid efter begynder Jesus at udrede, hvad der lå i ordet Kristus, og hvad alt dette i virkeligheden betød: Han lod disciplene vide, at han snart efter skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel på den tredje dag. Sådan ville hans skæbne blive. Han ville være i de nederstes sted og ikke i fremgangen og fremdriften. Ud af et kors skulle livet vokse. 

Vi må gerne bygge imponerende og mægtige katedraler, og gøre det til Guds ære. Vi må også gerne lave store programmer for alt det, som vi har i sinde at arrangere og stable på benene, for at der kan blive mere liv og røre og opmærksomhed om kirken. Men vi skal også vide, at kirkens væsen ligger ikke i alt det. Det er ikke kirkens fundament, vi finder her.

Kirkens fundament ligger i den Kristus, som Peter på egne og disciplenes vegne bekendte, og som vi bekender når vi holder gudstjeneste, hvad enten det er i en katedral eller i en bambuskirke på Madagaskar. Det er den bekendelse, vi døber vore børn på, og det er den Kristus som vi sidder til bords sammen med i nadvermåltidet, som han indbyder os til.

Evangeliet i dag lover os ingen genvej til Guds rige, ingen rabatordning der angiver hvor lidt vi kan nøjes med, men det lover liv og evig og vedvarende glæde og velsignelse til alle, som tør kaste hele sig selv ind i troen på Ham, koste hvad det vil.

Tør vi det? Hvis ikke - kan alt andet i grunden være ligegyldigt!
                                                                                                               Amen.