6. søndag efter Trinitatis (II) - Mattæus 19,16-26
Salmer: 838 - 854 - 600 / 592 - 365 - 431 - 761
Risskov Kirke, søndag den 30. juli 2000.

I.
Det er noget af en trist historie, vi har hørt. Der var ellers lagt op til en rigtig god fortælling med en lovende ung mand som hovedperson, én med store idealer, med vilje, hjerne og med hjerte. Hvad kunne det ikke være blevet til! Men historien slutter så brat - næsten før den er kommet i gang. 'Da den unge mand hørte Jesu svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.' Det er aldrig rart, når nogen bliver bedrøvede. Hvorfor skulle han da også altid være så kompromisløs, denne Jesus!

Jeg har lyst til at forsøge at digte lidt videre på historien, vel vidende at det kommer til at stå helt for min egen regning. Selv om den unge mand i øjeblikket var skuffet over det svar, han fik af Jesus på sit spørgsmål 'hvad godt skal jeg gøre for at så evigt liv?' lod han sig ikke så let slå ud. Det er ikke sikkert, at han blev en ulykkelig mand. 'Det var nok ikke det, jeg skulle, tænkte han'. 'Livet har så mange andre muligheder at byde på .'

Sine idealer om at holde budene gav han ikke køb på. Han var et menneske med høj moralsk standard, havde godt ry og omdømme rundt omkring; han brugte sine mange fornuftigt og uden at puge til sig; med en solid formue i ryggen kom han aldrig til at mangle noget; som leder af den virksomhed, han havde oparbejdet, var han vellidt af sine medarbejdere og tilmed en god familiefar for sine børn. Nej, der var ingen, som havde noget at sige ham på, tværtimod var han beundret og set op til af alle.

II.
Men det evige liv, som han spurgte om, fik han ikke. Nok et godt liv, men ikke evigt liv! Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Og Jesus fortalte ham, hvad han skulle gøre, men det skridt ville han ikke tage. Det evige liv både i det nærværende, det nuværende, og det kommende - fik han ikke. 

Der er åbenbart forskel på et godt liv og et evigt liv. Og det var ikke et godt liv, han bad Jesus om - det gode liv havde han jo allerede i fuldt mål - men et evigt liv! Et liv som ikke bare varer ved altid, uden ophør, strækker sig uendeligt, men et liv som også er af en helt anden art, end det vi kender til.
 
Et liv som ikke bare kan beskrives som et liv med høj livskvalitet, som vi ellers bruger som målestok for det liv, vi attrår. Men et liv, som rækker langt ud over, hvad et menneske kan fatte og rumme. Et liv som vi ikke selv med vore bedste evner eller gode vilje kan skabe eller arbejde os frem til, men som vi kun får givet. Et liv som har troen, håbet og kærligheden som den dybeste treklang. Det er et liv, som vi ikke blot har én gang for alle, men må fornyes dag for dag. Til alt det slår et godt liv altså ikke til. Heller ikke engang det ædleste og det fineste i et menneske slår til. 

Det liv Jesus kalder evigt, besidder en ejendommelig dobbelthed. Det er på én gang så dyrt og kostbart, at det ikke bare kan købes for det som bliver til overs, når vi har fået alt andet, som vi ønsker os. Det koster det hele - hverken mere eller mindre - alt hvad et menneske ejer. Og samtidig er det gratis, så det kan erhverves af selv den ubemidlede, den som intet har.

III.
Men lad os nu se på Jesu svar til den unge mand. "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Kom så og følg mig!" Det var den radikale løsning, den radikale fordring, som Jesus stillede op for ham. Og det var denne fordring, han undveg. "Han gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende".

Og overfor sine disciple, som mildest talt er rystede, uddyber Jesus det bagefter ved at sige: "Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." Det ser så vist tungt ud for Risskov, som en nylig statistik viser er det sogn i Danmark, der har den højeste gennemsnitlige indkomst. 

Er det Jesus svarer den unge mand virkelig kravet til os, om vi skal gøre os håb om det evige liv? Et ja til dette spørgsmål ville få det hele til at bryde sammen. Intet ville længere fungere. Det er vel også derfor, at vi nøjes med at give bare lidt, ja alt for lidt, når der skal ofres og bringes ofre! Her er det vist sådan, at vi jo da alle har forståelse for de små og svage, men når der skal handles og gives, vender vi ansigtet bort og lader som ingenting.

Eller har de relativt få mennesker, som virkelig har realiseret alt hvad de har, og er rejst et eller andet sted ud i verden for at gøre godt, virkeliggjort Jesu ord til den unge mand? Sikkert ikke! For pointen i Jesu ord er ikke, at enhver skal sætte hus til salg og al sit indbo på auktion og således realisere det hele. Det var kravet til denne unge mand, for det var præcis dér, at han i al sin godhed og stræbsomhed havde gravet en dyb kløft mellem sit eget liv og Gud. Så nær var han Gud og det evige liv og dog så fjernt fra det.

Hvad er svaret - kravet - så til dig og mig? Der er kun én ting at sige til det: det skal du og jeg selv finde ud af. Det skal vi selv lytte os frem til. Men som den unge mand i historien har vi alle uden undtagelse et eller andet sted i vores liv en forudsætning, en betingelse, som vi skal have anbragt imellem Gud og os selv for at følge ham.

For den unge mand var denne betingelse hans ejendom. Den var ikke i sig selv forkert, men den var blevet hans Gud. Den fik ham til at føle sig selv guddommelig. Han havde glemt det allerførste bud: Du må ikke have andre guder end mig!

IV.
Derfor handler denne historie ikke udelukkende om penge og rigdom; den gør det i hvert fald kun i det ydre. Den handler om at ville holde fast ved sit eget og ikke at ville give slip. For vi kommer aldrig igennem med det ved at betale af på det,- ved at betale lidt aflad, hvad form den så end får. Også i vores lutherske kirke har vi jo alt rigeligt med aflad!

'For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt', slutter evangeliet. Livet koster livet; det evige liv koster livet. Intet mindre! Det liv som vi har fået, skal vi give tilbage, bruge det - ikke i selviskhed eller grådighed, men i tro, i håb, i kærlighed. Kaste alle vore forbehold over bord og modtage vort liv og vor næste af Guds hånd. Da står vi ved evigheden, det evige liv, som ikke blot den unge mand, men også vi længes efter.

I en salme siges det sådan:

Glæden er den, at vi ikke skal spørge,
hvad der i grunden kom ud af vort liv.
Glæden er den, at vi ikke skal sørge
for vore gerningers rette motiv.

Glæden er den, at vor Herre alene
ved, hvor i verden han bedst får os brugt.
Glæden er den, at vi vokser som grene,
næres af stammen og bærer dens frugt.  

Amen.