Tale ved vielse
Læsning af 1.Korintherbrev kap. 13.
Kære brudepar!
Velkommen i kirke på en af de dejligste dage i jeres liv!

Tove Ditlevsen skriver i et af sine digte flg ord om den gade inde på Vesterbro, hvor hun voksede op: "Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod!"
Barndommens Gade, det er det sted eller de steder, vi boede, mens vi var børn. Og "Barndommens gade" vil nok altid være en blanding af gode og mindre gode oplevelser. 
Vi vil både huske dage med nærhed, latter, ømhed og lykke, og dage med nederlag, vrede og fortræd.
Helt sikkert er det, at de hænder, der engang modtog os og sagde: Velkommen til verden!
vil være dem, der igennem hele vores liv har held til at forme 
os mest og røre mest ved vores hjerte.
For det gælder for forældre, og det gælder for hver eneste af os i det liv, vi lever sammen med andre, at vi aldrig har noget med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af hans eller hendes liv i vore hænder. Meget eller lidt - vi mennesker er  hinandens liv og hinandens skæbne. 
Sidenhen, når vi er blevet voksne, synes vi stadig, at det er dejligt at have en hånd at holde fast i. Der er jo ikke noget, der er så skønt som at være forelsket og gå med hinanden i hånden. Det har I to helt sikkert også gjort, og vil forhåbentlig gøre det i mange år endnu. 
Og det kan være, at der i dag sidder nogen her i kirken, som  tænker: "Nu er hun i gode hænder!" eller "Han har vist egentlig også brug for en fast hånd!"
De gamle grækere fortalte engang en historie om det samme. Den handler om "byens vismand", som mange syntes var irriterende. Hver gang, der var en god diskussion, kunne han altid få det sidste ord, så hans mening kom til at fremstå som den rigtige. 
Men en dag, bestemte de, at nu skulle han trænges op i en krog. Nøje havde de planlagt denne afgørelsens time. Tidspunktet var en lørdag før lukketid, hvor mange mennesker var på torvet. 
Denne gang skulle vismanden ikke få det sidste ord. 
De mødte ham midt på torvet med en dejlig stor menneskeskare omkring sig. I hænderne havde de gemt en spurv. Spørgsmålet lød nu til vismanden: Er spurven død eller levende?
Svarede han: Død! ville de åbne hænderne, så spurven kunne flyve op mod himlen. Svarede han: Levende! ville de med et let tryk dræbe spurven og vise den døde spurv til vismanden. 
Spørgsmålet var nu stillet. Vismanden grublede. Det frydede dem. De havde ham i deres hule hånd. Endelig fik de sejren over ham. Hvad ville han svare?
Nu åbnede han munden og ordene lød: Om spurven er død eller levende? Det afhænger af jeres hænder! 
I to, Joanna og Lars, I er i dag kommet i kirke for at love hinanden, og for at fortælle os, som er sammen med jer, at  i den fremtid, som bliver jeres, dér vil I være medarbejdere på hinandens glæde og lykke. 
I har til hensigt at "elske og ære hinanden og leve med hinanden i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, indtil døden skiller jer ad" 
som vi om lidt skal sige det med ordene fra vielsesritualet.
I fortæller om jer selv……, 
I har glædet jer meget til jeres bryllup i dag her i …. Kirke.
Hvordan jeres liv og fremtid vil se ud, er der jo ingen af os, der helt kan overskue. 
Men det afhænger vel for en del af jeres hænder, som vismanden sagde. Dvs af jeres indsats og vilje til stadigvæk at lade kærligheden være det overordnede og bærende i jeres ægteskab. Af jeres omsorg for hinanden. Og måske først og fremmest af jeres vilje til at give hinanden plads og råderum, lade hinanden udvikle sig og vokse, så I hver for sig får lov til at være den, som I nu engang er.
Så derfor: Vær åbne og støt hinanden, tag jer tid til at lytte til hinanden, vær ødsle med ømhed og opmærksomhed, respektér hinanden! 
Lad aldrig jeres dage blive en selvfølge! Og husk, at I nok skal være ét i ægteskabet, men I bliver aldrig ens!
Paulus beskriver kærligheden med de meget smukke ord, som vi læste fra 1.Korintherbrev.
Kærligheden er det eneste og altafgørende, når det drejer om mening og indhold i vores liv.
Hvis den mangler, føles alt meningsløst "som et rungende malm eller en klingende bjælde!"
Selv om vi kun kan opleve og erkende i brudstykker, skal vi lade os overvælde af kærligheden. Alt andet burde komme i 2 række. 
For livet er nu engang ikke i tingene. Livet er i kærligheden.
Måske havde Paulus Guds kærlighed i tankerne da han skrev disse betagende linjer. 
For Gud er kærlighed! Det er det budskab, som vi kan læse overalt i Ny Testamente. Hans  kærlighed er ufattelig, uden begyndelse og uden ende. Den har magt til at skabe, til at tilgive, til at gøre det døde levende.
Vi ved det, fordi han sendte sin søn Jesus Kristus til Jorden, for at vi skal få mulighed for at komme til ham i tro og tillid, og for at vi skal have evigt liv i troen på ham.
Jesus fortalte om Guds kærlighed også til mennesker, der har svært ved at øjne en udvej. Han slog følge med dem, der havde mod til at indrømme, at livet ikke er let og problemfrit. Og han har lovet, at han vil være med os. Hver eneste dag, så længe vi lever.
Det er hans velsignelse, som I i dag får her i kirken, og igennem den aner vi et glimt af hans kærlighed. Hans velsignelse skal hjælpe jer videre frem i jeres ægteskab, både på gode og mindre gode dage.
Måtte Gud give jer lykke og velsignelse og holde jeres øjne åbne for den kærlighed, som han gav jer to at elske hinanden med. Amen