7. søndag efter trinitatis 2000

NT-læsning: Rom. 8,1-4
Evangelium: Matt. 10, 24-31
Salmer: DDS 697, 128 - 44, (279 v.3-4), 36.

Der er fuglekvidder i luften i dag.
Vi har sunget om de "muntre fugle", der "kalde på hverandre", og om Fuglen, der (altid) har sin rede", 
mens Jesus Kristus vandrer hjemløs omkring på jord.
Bag ord som disse fornemmer de fleste vel den lette, trygge og ubekymrede livsholdning, som disse vingede væsner er blevet vor kulturs billede og symbol på.

Og i dagens evangelietekst møder vi så atter talen om de ubekymrede fugle.
Vi skal ikke frygte for noget, siger Jesus.
Eller rettere; han ligefrem befaler os ikke at være bange for noget som helst - uanset, hvad der end måtte overgå os:
"Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i helvede".
Og så kommer det som et direkte spørgsmål med fuglene som rollemodel for os;
"Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden uden jeres fader er med den."

Nu kan det jo være dejligt med fuglekvidder og salmesang, men som nogen måske fornemmer, er der mere på færde, når himlens uskyldige fugle bliver sat op som eksempel for vort syndige menneskeliv, end blot fred og idyl.
Det er jo ikke lutter fryd og romantik at være et umælende dyr - slet ikke i dag, hvor tusindvis af dyrearter er truet med udryddelse pga. af vort frygtløse og ubekymrede forbrug af naturens ressourcer.
Og forlader vi det konkrete og i stedet tolket fuglen som billede på det menneske, vi hver især er, så bliver det virkeligt farligt.
"Frygt ikke", kunne det så lyde.
Eller som det hedder et andet sted hos Matthæus, 
hvor markens liljer og himlens fugle stilles op som ideal for vor fælles tilværelse: "I må ikke bekymre jer"....
I skal hverken frygte eller bekymre jer for noget.
Heller ikke selvom 8-10 mennesker hvert år bliver dræbt i ferietrafikken,
Frygt ikke selvom 8 unge mænd trampes ihjel under en koncert med tusindvis af glade og opstemte mennesker.
Eller 120 mennesker tilintetgøres i et helvede af flammer, da et af vor tids teknologiske vidundere styrtede til jorden. End ikke da skal vi frygte og bekymre os!
For intet af det sker uden at vor far i himlen er med i det!
Eller som det hed i en tidligere bibeloversættelse:
"Uden jeres Fars vilje".
Og så kan det jo nok være, at vor mange talte såvel som utalte hovedhår begynder at stritter i alle retninger og protesten presser på for at komme til orde.
For det kan da ikke være rigtigt!
Hvis det er Gud, er han ikke værd at tale om.
Så kan vi da ikke i tillid og tro henvende os til ham. 
Så er der jo ingen forskel på ham og den argeste djævel!
Nej, så er det virkelig frygten og rædslen, og ikke troen og tilliden, der kaldes på.

Der er imidlertid to tilsyneladende paradoksale forhold, 
vi må gøre os klart:
Det første er dette, at man faktisk kan drive talen om Guds kærlighed og omsorg så vidt, at den bliver utroværdig.
Det andet er, at vi på den anden side ikke kan drive talen om Guds kærlighed og omsorg vidt nok, hvis vi skal kunne turde tro på, at den faktisk gælder i den verden, så er vores.

Og denne selvmodsigelse vil jeg nu forsøge at rede ud.

Man kan drive talen om Guds godhed og omsorg for vidt. 
Det gør vi i det øjeblik, vi siger, at Gud passer på og værner os mennesker mod alt smerteligt og ondt.
For virkeligheden afslører straks, at det er en løgn!
Ondskab og had stortrives, sygdom og lidelse rider os som en mare. 

Mennesker dør. Af sygdomme og smertelige lidelse, bliver trådt ned og kvalt af kammerater og andre, der blot er ude på at få en glad og livsbekræftende oplevelse.
Eller brænder op i et flammehav.
Hvis det er Guds måde at vise omsorg på, så ellers tak!
Jeg skal ikke nyde noget, tænker de fleste.
Ingen fuglekvidder og ubekymret tryghed her.
Så hellere frygten og lidt målrettet bekymring for, hvordan vi kan forebygge sådanne begivenheder i fremtiden.
Dette er konsekvensen af at drives forståelse af Guds omsorg ud over rimelighedens grænser!

Men på den anden side:
Hvis vi derefter har gjort alt, hvad vi magtede.
Hvis vi har set enhver frygt i øjnene og søgt at komme en hver bekymring i forkøbet.
Hvis vi har gjort alt, hvad vi magter for at hindre det, 
som kunne lemlæste vort legeme og slå vort liv ihjel,
og det så alligevel sker, hvad så?
Hvor er vi henne, når vi trods alle anstrengelser indser,  
at vi ikke lever evigt, at vi ikke magter at tøjle livets dæmoniske kræfter - at vi dør og intet kan gøre ved det?
Hvis helvede og dødsriget viser sig at være en realitet, 
vi står magtesløse overfor? Hvad så?
Ja, så var det måske anledningen til at se på talen om Guds omsorg med fornyede og mere realistiske øjne.

Det første, vi da må kaste vores forhåbninger til, 
er da talen om, at vort liv ikke alene er bestemt af, 
hvad der sker med den krop, der en dag dør.
Livet er mere end kroppen.
Ikke noget andet, men noget mere.
Og Guds omsorg viser sig i følge den kristne tro derved, 
at det er det hele menneske, hans kærlighed er rettet imod.   Gud blæser livsånde eller sjæl - og "sjælen" er her identiske med "livet" - ind i os.
Og efter døden tager Gud atter vare på det liv, han gav os.
Det betyder IKKE, at det er sjælen alene, som opstår og lever hos Gud.
En sjæl uden en krop er en hjemløs ånd og et spøgelse.
Mennesket er en helhed af krop og liv.
Sjælen er det levende, Gud tager vare på, både mens vi lever - og den dag vi dør.
Og derfor er Guds omsorg og kærlighed til os en altomfattende realitet - den dækker hele vor tilværelse i alle den dimensioner.
 
Det andet vi må holde fast ved er, at uanset hvad der sker os i livet, godt som ondt, så er Gud os altid nær.
Det er hans omsorg, at han ikke lader os alene - hverken i livet eller i døden.
Ikke en spurv falder til jorden uden Gud er med den.
Ikke et menneske trampes til døde eller brænder op uden at Gud også er der. 
For alt dette sker jo, men intet af det kan fordrive Gud. 
Selv når det sker for os, er vi ikke forladt af Gud.
Og her er der et spørgsmål, som presser sig på, 
nemlig hvad vi selv tror og håber, den dag det sker for os?
At vi er helt alene og bliver til intet?
Eller at Gud også møder os der, er hos os og bevarer os og vort liv hos sig indtil den dag, han genopretter alt, 
som døden og de livsødelæggende kræfter har lagt hånd på?
Det må enhver selv svare på.

Men ikke før vi har hørt beretningen til ende.
For den kristne fortælling om ham, der her taler så ubekymret og tillidsfuldt om Guds omsorg, videregiver ikke blot hans ord, men skildrer også hvordan han levede sit eget liv og til sidst selv døde i denne tro og tillid.
Selvom han på et tidspunkt vidste, hvor det bar hen.
Selvom han indså, at han ville blive tilintetgjort.
Ja, selv da han efter forhør og tortur hang på et kors og langsomt blev kvalt, da håbede han til det sidste på Gud, der end ikke lader en spurv falde alene til jorden:
"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?".      
Pointen i disse smertefulde ord er ikke blot, 
at Jesus da virkeligt følte sig alene og forladt.
Pointen er, at han forladt af alle fastholdt, at Gud stadig var hans Gud - og at det var fra Gud, han ventede hjælp.
Jesus fastholder og hævder her det meningsfulde i at tale, bede, råbe og trygle til Gud om omsorg og nærhed.
Selv i den største ensomhed og det tætteste mørke.
Ja, selv i døden.
Og svaret på denne bøn kom påskemorgen.
Opstandelsen og sejren over døden var Guds svar.
Siger altså de, der oplevede det og troede det.
Og derfor er der nu - for at citere Paulus - ingen fordømmelse for dem, som lever deres liv i denne tro.
Der er ingen kræfter og magter, som kan tage deres liv.
Vi kan lide og gennemleve smertelige ting.
Og en dag skal vi alle dø.
Alligevel skal vi ikke bekymre os og frygte for det.
Det kommer, men vi skal aldrig være alene om det.

Eller som Ingemann siger:
"Gud ånder på øjet, når det græder".
For sådan er livet jo.
Græde, det må vi. Det hører med til livets vilkår.
Gud hverken hindrer eller fremmer det, som kalder gråden frem. Men han er altid nær og ånder på øjet, når det græder.
Og hvorvidt man ikke vil nøjes med det og derfor vender ham ryggen eller man indser, at intet kan være mere trygt,
det er over til enhver af os at forholde os til.

Tro det eller lad være!
Men den, der tror det, har intet mere at frygte.

Amen!