7. søndag efter Trinitatis (II) - Mattæus 10,24-31

I.
"Det handler om at være TRYG" - lyder det i et kendt reklameslogan for et forsikringsselskab. Og da de fleste af os er tryghedsnarkomaner, går dette budskab rent ind hos de fleste. Jo sandelig handler det om tryghed. Tryg-hed i ansættelsen, tryghed på arbejdspladsen, tryghed i familie og blandt venner. Tryghed i livet. Så vi sikrer os og forsikrer os overalt, hvor vi kan komme til det.. For det handler om at være tryg!

Hvem siger forresten, at det først og fremmest drejer sig om at være tryg? Det er dét kritiske, nagende spørgsmål, som evangeliet i dag stiller til os. Er det tryghed fremfor alt, det gælder? Jo det er godt og vigtigt at være tryg. Det er det for vores børn, men da også for os. Men hvad vil det sige?
 
I evangeliet, vi lige har hørt, står Jesus for at skulle sende sine disciple ud for at prædike og helbrede. Indtil nu har de blot fulgt ham på hans vej. Det var trods alt trygt nok. Men nu skal de ud helt på egen hånd - ud på deres farlige færd. Og farlig - det var den. Et par trøstende og beroligende ord kunne nok være på sin plads her.

Det giver Jesus dem, når han siger: "Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve." 

Men når han i samme åndedrag også siger: En discipel står ikke over sin mester og en tjener ikke over sin herre. Det må være ham nok, når det går ham som hans herre. Vi skal ikke frygte dem, der vil slå legemet ihjel - og undertiden gør det - vi skal i stedet frygte ham der dræber sjælen! - så be-gynder nakkehårene at rejse sig på os. Hvad er det for en slags trøst - eller tryghed!!

II.
Derfor kan det godt være, at Jesu ord i evangeliet i dag mere foruroliger, end de beroliger. Overfor disciplene, som skal ud på deres farefulde færd, er Jesus ganske realistisk. Han kender vilkårene for dem. Det kan godt væ-re, at de mister livet på deres mission, men Gud forlader dem ikke. Det kan godt ske, at de går ned med nakken, men alle deres hovedhår er talt. 

Vi vil alle helst beholde det billede af Gud, at han er én, som ikke blander sig i, hvordan vi i øvrigt ordner vores liv. Men hvis der sker noget fare-fuldt, holder han forhåbentlig hånden over os. I yderste nød er han der med en afværgende manøvre. Måske er dette et langt stykke vej billedet af fol-kereligionen i Danmark. Vi føler, at vi på det nærmeste har en gudgiven menneskeret til tryghed.

Derfor er det måske heller ikke så underligt, at mange mennesker mister deres barnetro, når de på et eller andet tidspunkt oplever, at det går galt. At der ikke var nogen afværgende manøvre: at ulykken alligevel kom, at syg-dommen alligevel ramte vort barn, at det uventede og det uønskede skete på trods af alt det, vi gjorde for at undgå det. Hvor var han da, den Gud, nu hvor jeg omsider havde brug for ham? Vi danner os et billede af en Gud, som vi synes, at han bør være, og hvis han ikke lever op til vore forvent-ninger, så skipper vi ham.

Men det er ikke det billede af sådan en Gud, vi får i evangeliet i dag. Bille-det af spurvene, hvor ikke en eneste falder til jorden, uden Gud er med dem, er kendt, men samtidig er der en usikkerhed om, hvordan det skal gengives og en tvivl inde i os om, hvad meningen med det er.

Nogen har forstået det sådan, at det er Guds vilje, der sker, hver gang blot en spurv falder til jorden,- at det med andre ord er Gud som bestemmer hver gang en spurv flyver ind i en bil og dræbes eller mod en glasrude og falder død til jorden. Og at det på samme måde er Guds vilje, ikke bare når der sker noget godt, men også hver gang ulykken rammer et menneske.

Men Gud tager ikke ansvaret for menneskers tåbeligheder, for vores lejlig-hedsvise trang til at volde fortræd, eller for vor uforsigtighed og uagtsom-hed. Vi kan ikke så let smyge ansvaret fra os og uden videre sige, at alt hvad der sker er Guds vilje. Der findes en menneskelig skyld, som virker, og som rammer også de uskyldige. Vi kan ikke bare sende alle de mange ubetalte regninger højere op.

I den gamle oversættelse af Bibelen før 1992 hed det "Ikke én af dem fal-der til jorden, uden jeres far er med i det". Men i udtrykket 'at være med i noget' ligger der i det mindste også en form for medskyld, meddelagtighed i alt hvad der sker. Som bekendt er det også strafbart i Danmark at forholde sig passivt til en ulykke, som man kunne være med til at afværge.
Og ulykkerne sker jo dagligt og voldsomt rundt omkring i en verden som vores, også i vores eget lille land, selv om vi via lovgivning og på alle mu-lige måder forsøger at skabe den størst mulige tryghed for alle.

Men nu hedder det "Ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres far er med den." Det er jo en noget anden tanke, som her dukker frem. Ikke for at vi absolut skal give os til at frikende Gud. Men fordi her dukker det sande billede af Gud frem. Det billede, som vi skal forholde os til.

III.
Derfor forkynder evangeliet i dag et andet billede af Gud end den gudfa-derlige godhed, som ingen kan være imod, men som heller ikke hjælper noget menneske. "Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans herre". I den ene sætning ligger en dyb og en enestående kraft. En afgrundsdyb og ufattelig kærlighed, som ikke forekommer rimelig.

Her fortælles om en Gud, som ikke har et elfenbenstårn at sidde i eller en trone at posere på, men lever med i vort liv, i lyst og i nød, i glæde og sorg, i jubel og i smerte og ulykke. "Alting har en tid, for alt, hvad der sker un-der himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde, en tid til at rive ned, en tid til at bygge op, en tid til at græde, en tid til at le, en tid til at holde klage, en tid til at danse." 

Det er ikke Gud, der slår ihjel eller stifter krig. Men Gud er i tiden, og tiden er hans, og han er også i menneskers helveder. I en af de nye salmer hedder det sådan om Gud: "Du, som gik foran os helt ned i angstens dyb, hjælp os at finde dig, Herre, i mørket. // Du, som bar al vor skyld, bar den og tilgav den, du er vor hjertes fred, Jesus, for evigt." Videre hedder det i salmen: "Du, som med livets brød går gennem tid og rum, giv os til hver en tid brødet fra Himlen. // Du, som går foran os her i et søndret liv, send os med fred og brød ud i alverden. (Tillæg til Salmebogen nr. 867)

Det er Ham, der sendte disciplene af sted på deres farefulde færd. Og det er Ham, som vi møder her i kirken, Ham vort liv er givet til i den hellige dåb. 

Det er tryghed. Men af en helt anden slags, end den vi forsikrer os til.
Amen.
Salmer: 686 - 854 - 511 / 493 - 365 - 864 - 331

Risskov Kirke, søndag den 6. august 2000.