Abraham havde omsider fået sit allerstørste ønske opfyldt. Han følte sig virkelig som verdens

lykkeligste mand. Ikke mindst på Saras vegne glædede han sig. Strømme af tårer havde hun grædt i

årenes løb. Hver eneste måned, når hun måtte indse, at heller ikke denne gang var det lykkedes

hende at blive med barn. Det havde været, som om hendes kvindelighed hver gang blev en lille smule

mindre. Hendes værdi smuldrede langsomt men sikkert. Ikke i Abrahams øjne, for han elskede Sara

over alt på jorden, og intet kunne betvinge hans kærlighed til hende. Men han kunne se på hende, at

hun sygnede hen. At hun måned for måned ligesom krøb lidt nærmere jorden. Han kunne se det, og

han kunne navnlig høre det. Hun jamrede og stønnede, når hun havde det på kvinders vis. Abraham

vidste jo nok, at kvinder kunne have smerter, når det var sådan. Men det havde Sara aldrig haft, da

hun var ung. Abraham vidste særdeles vel, at den smerte, hun nu følte, heller ikke var af fysisk

karakter. Men Sara følte sig sveget af Gud, hun følte, at Gud holdt hende for nar. Han havde jo lovet

Abraham et rigt afkom. Som havets sand og som himlens stjerner. Sådan var ordene faldet, sådan

havde Abraham hørt dem, og sådan havde han glædesstrålende sagt dem igen og igen til Sara. Nu

var Sara for længst holdt op med at have det på kvinders vis. Og Abraham havde opgivet enhver

tanke om at lægge sig børn til. Udover Ismael. Men han var jo ikke Saras barn. Så det var nærmest

salt i et åbent sår at have ham gående omkring.

 Men så en dag, da Abraham havde siddet i middagsheden og nydt teltdugens skygge i oasen

ved Mamre, var der sket dette underlige, som han så ofte havde gennemgået i tankerne siden. Tre

vandringsmænd var kommet ind fra ørkenen. Det var i sig selv uhørt. Tre mand til fods i ørkenen, og

så lige i den varmeste stund på dagen. Abraham var på vagt. Måske havde de kamelerne bundet op

et sted bag en sandbanke. Men så havde nogle af Abrahams hyrder og vagtposter vel set dem, og så

burde han for længst være varskoet. Måske var det en hel hær, en fjendtlig stamme, som havde

overmandet Abrahams folk, og så var det derfor, han ikke var blevet advaret. Der var virkelig al

mulig grund til bekymring.

 Men mændene var venlige og gav alene udtryk for glæde ved at nå frem til en oase, hvor de

kunne få lidt vand til deres støvede fødder og tørre ganer. Abraham ventede med rynkede bryn på, at

de skulle fremføre deres ærinde. Et eller andet krigerisk, han ventede det værste. Et ultimatum. Men

mændene satte sig roligt ned og tog glade imod det beskedne måltid af figner og dadler, som

Abraham lod bære frem sammen med lidt brød og frisk vand fra oasens brønd. Efter dette

obligatoriske gæstemåltid, hvormed Abrahams slægt havde hilst enhver gæst, så længe man kunne

huske, rettede en af mændene sig op og rømmede sig. Det var den ældste af dem, han, der havde sat

sig i midten mellem de to andre, han, der syntes at være deres anfører. Nu kommer det, tænkte

Abraham og knugede uvilkårligt det lerkrus, han holdt i hånden, så det sprang med et lille smæld, og

vandet sprøjtede ned ad hans tøj. Normalt ville det have ærget ham. Høvdingens værdighed er svær

at opretholde i vådt og beskidt tøj, og Abraham var en ærekær mand, som vogtede nidkært over sin

høvdingeværdighed. Men den dag ænsede han ikke, hvad der var sket. Han var fuldt og helt

koncentreret om det, han nu skulle lægge øre til.

 Manden var høflig nok til heller ikke at lade sig mærke med Abrahams uheld. "Ja, vi ville jo

egentlig gerne tale lidt med dig, Abraham!" sagde han. "Det drejer sig om Sara." Abraham stivnede.

"Hun er jo en dejlig kvinde, men hun har jo ikke kunnet give dig en arving." Hvordan samtalen

herefter forløb, var det bagefter svært for Abraham at gengive i detailler. Han huskede kun ganske

tydeligt, at hans frygt og mistænksomhed hurtigt fordampede og gav plads for en uendelig glæde.

Han var pludselig ikke i tvivl om, at han stod over for Guds udsendinge. Det forklarede jo også

deres mærkelige opdukken ud af ingenting. Og han bød Sara at servere noget bedre for de tre

vandringsmænd end brød, vand og tørrede frugter. Det var hun nu ikke meget for, men der kom da

lidt kød på bordet, og vinen blev heller ikke sparet.

 Det var først, da de tre vandringsmænd brød op og begyndte at tale alvorligt og bekymret

om den nærliggende by, hvor Lot boede, at det dæmrede for Abraham, at det ikke alene var Guds

udsending, men den almægtige selv, der havde besøgt ham i hans oase.

 Der skete mangt og meget i den følgende tid. Lot blev reddet fra en frygtelig død i Sodoma,

men han var alligevel mærket for livet af den begivenhed. Hans hustru var kommet af dage på en

eller anden skrækkelig måde, som Lot kun kunne give en forvirret og usammenhængende beskrivelse

af. Men Abraham havde fået en søn. Imod enhver fornuft var den gamle Sara pludselig med barn, og

hun havde født Isak, den dejligste dreng. Så Abraham var virkelig verdens lykkeligste menneske.

Hans største ønske var blevet opfyldt.

 Og nu stod han så her på toppen af Morija Bjerg. Men han følte det, som lå han i den dybeste

og mørkeste dal. Som var han på havets bund, ude af stand til at få vejret, med tusinde favne vand

over sig. Isak lå der, bastet og bundet, dirrende af dødsangst, men dog med et mærkeligt roligt og

urokkeligt blik rettet imod sin gamle far. Abraham havde trukket kniven ud af dens skede, han havde

hævet den til hug, som så ofte før, når han havde ladet blodet sprøjte fra et slagtoffer til den

almægtige Gud.

 Abraham vidste, at Gud er en nidkær Gud. Han følte også, at han forstod Gud. Han var jo

selv høvding, han var selv den, der forlangte ufortøvet lydighed af sine folk, og som dømte

retfærdigt imellem dem. Som var rundhåndet med belønning og retfærdig med straf. Han vidste,

hvad han havde at gøre. Gud havde forlangt dette offer af ham, og han måtte adlyde. Begribe det

kunne han ikke, men han vidste, at det bundede i en retfærdighed, som han måske nok ikke kunne

gennemskue, men som var større end ham selv.

 Abraham vidste, at Gud krævede forsoning. At der skulle flyde blod for at opretholde

pagten. Egentlig var det ganske logisk. Isak var Abrahams førstefødte. Gud måtte have dette offer

for at opretholde sin velsignelse over Abrahams slægt.

 Da var det med et, som Abrahams bryst sang i ham. Netop, som kniven havde påbegyndt sin

alt for korte og hastige bane mod Isaks blottede hals, var det som hele universet drejede, alt ændrede

karakter, intet var som før. Abraham, som altid var sikker på hånden, når det gjaldt ofre til Gud,

huggede med et sus knivens blad ned i brændet under drengens hovede. Dirrende sad kniven der i en

brændeknude, mens Abraham stirrede vantro på sin hånd, der for første gang havde sveget ham i et

så vigtigt ærinde. Han vidste, at han ikke kunne gennemføre det, han var kommet for. Han ville det,

og han ville det ikke, men han kunne i hvert fald ikke gøre det. Gud tillod ikke dette offer, det vidste

han ganske klart. Der gik kun en brøkdel af et sekund fra Abraham borede kniven ind i

brændeknuden, og til han fik øje på vædderen. Da gik det op for ham, hvad det var, der havde fået

verden til at snurre rundt. Han så i et glimt, hvad der havde fået hele tilværelsen til at vende vrangen

ud, så menneskelivet aldrig igen ville blive det samme. Det var Gud selv, der havde bragt offeret,

Gud havde selv leveret vædderen. Abraham havde villet forsone sig med Gud, men det var Gud, der

havde forsonet sig med Abraham. 

Tryk her tilbage præd 2. tekstr

Tryk her tilbage til forside

Siden er opdateret den 230398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email