For nogle år siden sad vi der og var så

ivrige. Vi ville gerne formulere det, man kaldte en profil. Det vil sige, vi var

meget optaget af at formulere nogle grundsætninger, som gjorde skolen, vores

skole til noget særligt, noget, der kunne bruges til at arbejde ud fra, noget,

der ville gøre en forskel.


Vi gjorde det også af et ærligt hjerte, og det var da meget godt, for ellers

havde vi nok ikke været nøgterne,  da vi endelig blev færdige og

opdagede, at alle vore bestræbelser bare viste hen til noget, som ingen rigtig

kunne være uenige i. En hel masse positive ord, som skulle gøre skolen til et

godt sted for vore børn, udvikle deres evner og gøre dem til gode borgere i

samfundet. Vi kunne simpelthen ikke nå frem til noget andet. Pæne og nydelige

ord, som slet ingen forskel gjorde, fordi de aldrig i denne verden ville få et

øjenbryn til at hæve sig, eller få nogen til at bemærke netop vores skole.

Den slags pænheder rykker jo ikke noget i verden, de er og bliver komplet

ligegyldige


Det kan passende være lys på det, som er evangeliet i dag. Nemlig det, at vi

ikke kan tage vor Herre til indtægt for alle pænhederne, alle plusordene, de,

der på et tidspunkt uvægerligt vokser ud til store og uldne klumper i munden.


Det er næsten som at se på kunstværker. Man går dér på en af de årlige

udstillinger. Er behørigt optaget af det hele, tænker på om man kunne tænke

sig at få et de billeder op at hænge i sin stue. Det kan man ofte. Men når

man kommer ud fra udstillingen, går der sjældent ret længe, inden man har

glemt det meste af, hvad man så. For det betyder ikke noget, det kan være lige

meget. Lige meget hvor meget manden med penslen skriger kunst, så falder det væk,

er uden alvor. 


Kun disse enkelte gange sker der noget. I ved, sådan en kunstner, der med et

skrækindjagende raseri er optaget af at rive alting ned, så han eller hun kan

nå grundfjeldet. Det isnende og alvorlige, rystende, hvor man kan bygge huset.


-At høre vor Herres ord og at holde det. Det er sagen. Hvis man læser efter i

Bjergprædikenen, kan man, i det vor Herre siger dér, finde de smukkeste og pæneste

forskrifter for et ordentligt liv.  Det lader sig jo nemlig sagtens gøre

at etablere en sådan lidt kristelig, moralsk provins på det grundlag, hvis det

ikke lige var for de her enkelte spir, som stikker ud ind i mellem. Vi kan jo

vedtage, at det vor Herre siger er det, vi alle sammen så gerne vil. Altså, at

vi allesammen har et ordentligt liv, at der er respekt og omsorg, at der er pæne

huse, velopdragne unger, og ingen sorger, uden for så vidt sådan nogle sorger,

der kan lægge de nødvendige skygger på tingene, men som vi så også kan få

bragt ud af verden ved lidt professionel hjælp. Og hvis vi så bibeholder de

enkelte blinde vinkler, hvor man kan fedte lidt med det hele, sådan som

mennesker nu een gang er nødt til at gøre ind i mellem, -så ville det være

perfekt. Så har vi virkelig profeteret, uddrevet ånder og gjort det

ekstraordinære i vor Herres navn.  Det er lige til at hænge op på væggen,

et skilderi af de kønneste.


Men virkeligheden, hvad så med den?


For det første er jeg overbevist om, at hvis vor Herre havde holdt sig til alt

det pæne på den måde, så havde de ikke slået ham ihjel.


Og for det andet så er der et eller andet med virkeligheden. Skilderiet, det,

der passer til møblerne og farverne i gardinerne, ja, netop det skilderi, er

det et billede af det, der virkelig sker i vores liv? Husker det alle løgnene,

husker det alle de gange vi svigtede, eller de gange hvor vi selv blev svigtede.

Huskede det den rasende sorg, der flåede os på sjæl og krop, når vore

elskede pludselig kom os uden for rækkevidde på den ene eller den anden måde.

Husker det bitterheden? Eller rettere kan man male bitterheden, sorgen og den

tordnende tavshed i pæne lyse farver, som står til gardinerne? 


Spørg konerne om de kan huske den blodige smerte, de fik deres børn i! Det er

den samme blodige smerte, man mister dem i. Og der er et eller andet der. For så

står virkeligheden der pludselig, den skrider stor og urokkelig ind gennem de

lyse gardiner og de afstemte farver. Den er en unge i favnen på fødestuen,

denne navnløse jubel. Den er at skulle vende om og gå fra en grav, denne navnløse

sorg. Den spytter alle de pæne ord ud af munden og rammer grundfjeldet i os. 


Der, hvor der ikke mere er noget at henvise til, hvor det ligesom står selv.

Hvor der er sådan en myndighed, hvor virkeligheden ikke vil slippe os.


Der vil vor Herre møde os, ikke de andre steder.


Han siger jo: 


Når I kommer til mig med alt det pæne I har gjort, så prøv at se jer

omkring, prøv at lyt! Jeg vil spørge jer: Hører I hammerens klingren i

klippen, for de er ved at hugge ud hvor mit kors skal stå. Og jeg siger jer:

Golgatha er verdens grundfjeld. Hvis I bygger på noget andet end det, så kan

det ikke stå.


Jamen, er Gud da ikke god? Er det ikke ham der lader mig se det ene dejlige træ

efter det andet i min skov. Er der ikke ham der lader fuglen synge fra sin gren

i en ubegribelig jubel, og lader drengen gå over bakkerne og synge for sig selv

i vilden sky? 


Jo.


Man han glemmer ikke det andet. Han ved fra sig selv at drengens sang og fuglens

jubel og træerne i skoven slet ikke er ud af et harmløst skilderi over din

sofa, men ud af verdens grundfjeld. 


Tralleri og tilsyneladende lethed, javel, men alligevel er det så urokkeligt,

det beror i sig selv. For behøver drengens sang, behøver skov og fuglejubel

nogen forklaring? Det tror jeg ikke. Det er, skal ikke henvise til noget.


Guds ansigt er. Kristus er. Der står et kors derinde. Det står der, hvor man

ikke kan komme videre. Der er denne myndighed ind mod det som ser ud til at være

idelt mørke. 


Men der tier han så, den rasende kunstner, ham der ville rive alting ned, og se

nu efter hvad han har sat derinde. En stor og mærkelig mørk bygning, nærmest

skåret ned i fjeldet. Det er som om den trækker sig bagud, ind i billedet, men

alligevel er den fast, lader sig ikke rokke.


-Evangelium, spørger du efter det? 


Jamen, så bliv ved med at se, for du skal se og blive trøstet netop dér, i

den bygning, hvor der stik imod alle ting er først eet lys og siden mange, ud

af alle åbninger, hvor de kommer disse skikkelser, som er rejste og rolige, som

ikke rokkes i nogen storm og regn og flod, som vil kendes ved sorg og som vil

tage deres børn i favn. Som vil synge til Guds ære. 


Du og dine. Alle Guds børn, dem han kender og kendes ved. 


Det er ordet, det skal vi tro.


 


    Amen.


 






 

 

 

 

 

Sognepræst

Finn Edvardsen

Præstegårdsgyden 6, Horne

62601041

bfe@km.dk