Kære brudepar - kære YY og XX

Det i litteraturen nok kendteste møde mellem to mennesker er mødet mellem Adam og Eva i Paradisets have. Og den historie vil jeg gerne dele med jer i dag.

Historien fortæller, at Gud først skabte Adam. Et pragtfuldt menneske. Men Gud så, at det vist ikke var godt for Adam at være alene. Og derfor ville Gud skabe en hjælper, der svarede til ham. Og så skabte Gud alle dyrene. Løver, elefanter, myrer, sommerfugle osv. osv. Og Gud førte dem hen til Adam. Og Adam gav dem alle navne. Men, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

Så lod Gud Adam falde i en dyb søvn. Tog ét af hans ribben og skabte kvinden. Og han førte hende hen til Adam. Og lad os bare stoppe der. For hvad var det mon så, der skete?

For hvordan mon det var for Adam, at møde Eva. Husk på, at han vidste ikke, hvad et menneske var - ud over sig selv. Og han vidste da slet ikke, hvad en kvinde var for noget.

Da Stanley ude i Afrikas jungle mødte Livingstone var det selvfølgelig et stort øjeblik. Men alligevel - han fandt det, han søgte. Eller da Robinson Crusoe fandt Fredags fodspor i sandet. Ja, så vidste han trods alt, at fodsporet måtte tilhører et andet menneske.

Men det må have været helt, helt anderledes for Adam. Han havde sovet. Og vågnede op. Og hvad så han? Et mærkeligt væsen. Smukt. Men hvad var det? Noget han aldrig havde set før. Noget han ikke havde forventet at finde. Noget han ikke havde forestillet sig. Noget han egentlig ikke vidste, hvad var.

Hvad er dog det?

Så har han kigget på sig selv. Måske har han nogen gange set sit spejlbillede i floden, der udsprang i Paradis have. Og første gang blev han vel også forskrækket over dette. Men hvad var dog det? Dette væsen som stod foran ham.

Da tror jeg Adam har set ligheden og forskellen. Og han udbryder: Denne gang er det ben af mine ben. Kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinden - for af manden er hun taget.

Men hvad betyder dette? Det betyder, at Adam i hende, som han senere kaldte for Eva, så det som lignede ham. Men alligevel på forunderlig måde var forskellig fra ham.Hun var anderledes både på den måde, at hun var anderledes skabt. Men hun var også anderledes på en anden måde: Hun var et andet menneske.

Og hvad var det Adam følte? Jo, han følte, at her var noget, der berørte ham i det dybeste af hans sind. Noget, han måske ikke engang kunne sætte ord på. Det var dette, som også et menneske kan opleve i dag. At efter man har set på alt andet i tilværelsen, står man pludselig over for én, der rører ved dybere strenge i ens sind.

Hvad var det egentlig Adam opdagede? Jo, han oplevede, at han var i slægt med dette mærkelige men skønne væsen. Kvinden.

Men - YY og XX. Hvor vil jeg så hen med denne historie. Ja, det som historien skal bruges til i dag, er at fortælle jer noget, som I måske godt ved i forvejen. Nemlig dette, at kærlighed og ægteskab i høj grad har noget at gøre med to modsatte ting. Nemlig identitet og anderledeshed.

Der er ikke nogen af os, der kan komme til at opleve det, Adam oplevede. Og alligevel har I nok oplevet det engang. Det oplevede I første gang, I fandt ud af, at der vist var noget ved hende YY. Eller der er vist noget med ham XX.

Dette at opleve, at her er én, der ikke bare er et andet menneske. En fremmed. Men det er et menneske, du er i familie med. Det er bare lige først nu, at det går op for dig. Det at gifte sig er egentlig at have fundet en nær og længe savnet slægtning i en fuldstændig fremmed. Ja, faktisk én, som man er så meget i familie med, at man vælger, at forlade sin far og mor og holde sig til hende eller ham.

I ægteskabet finder man én, som man bliver mere i familie med, end selv sin far og mor. Og én man kommer til at stå nærmere end selv de allernærmeste. Ben af mit ben - kød af mit kød. Det er egentlig det ægteskabet handler om.

Men hvad betyder det så? Ben af mit ben - kød af mit kød? Ja, det betyder for det første, at ægteskabet er et bøvlet sted at være. Man er to. To til at bestemme. To der skal tage hensyn til hinanden. Man skal indrette sig. Nogen gange gør vold på sin selvtilstrækkelighed. Måske ændre sit selvbillede. Og man skal finde ud af, at det menneske, man skal dele alt med, har man ikke alt til fælles med. Man er bundet - ikke bare af et fromt ønske - men af blodets bånd.

Men ægteskabet er også et herligt sted. Netop fordi man er to til at bestemme. To der skal tage hensyn til hinanden. Netop fordi man indretter sig på hinanden. Netop fordi et andet menneske får lov til at rokke ved ens selvtilstrækkelighed. Og får lov til at ændre ens selvbillede. Ja, netop fordi det andet menneske er knyttet til én med blodets bånd. Ben af mit ben. Kød af mit kød.

Men - YY og XX. Hvad er det, der er så forunderlig ved kærligheden? Det er at kærligheden inkarnerer sig. Og ordet inkarnerer betyder - som I måske ved - at det bliver kød. Kærlighed bliver kød og blod. Ben af mit ben. Kød af mit kød. Fra at kærlighed er noget, som I måske godt vidste, hvad var - så er kærlighed pludselig et menneske af kød og blod.

Der er to steder, hvor vi møder dette, at kærligheden inkarnerer sig. Det ene sted er i ægteskabet. Men det andet sted er i dette, at Gud inkarnerede sig - blev menneske som os. I Jesus Kristus. Også han blev ben af vore ben. Og kød af vort kød. Helt til det yderste.

Det gjorde han selvfølgelig for at frelse os mennesker. Men vi må også i dette have et forbillede for ægteskabet. Nemlig dette, at kærlighed altid gør to ting: For det første at kærlighed altid bliver kød - skal være synlig, mærkbar og følbar. Og at kærlighed altid går til det yderste.

Eller sagt på en anden måde: at Gud elskede jer - betyder, at I er skabt til at elske og også skylder at elske hinanden. Amen.