 | |
| Hvis du har kommentarer så skriv til Birgitte Fabritius | |
|
Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis. 6.sept.l992 Sædinge 9.00 og Nebbelunde 10.15 Tekst.: Matt. 12, 31-42 Salmer:4 - 360 - (402 -Sov du lille) 464 - 457 Utterslev 30. August 1998. 10.00 682 - 360 - 401 - 435 - 312 Der har her i sommer været sendt en hel række Bergman-film på Sveriges fjernsyn, og dem har man så kunnet glæde sig over, hvis man er til Bergman og hvis man kan tage Sveriges TV. Men fra Danmark er der blevet sendt interview med Ingmar Bergman , alt sammen fordi han er fyldt 80 år. Nu skal det hverken være en gennemgang af Bergmans omfangsrige produktion, men jeg nævner kun dette fordi jeg i den forbindelse kom til at tænke på en af de Bergman-film, jeg holder mest af. Det er slet ikke en Bergman-film i gængs forstand. Det er en Bille August-film, nemlig filmen om Ingmar Bergmans forældre, kaldet Anna og Henrik, i "Den gode vilje". Det er en af de film, jeg har været mest betaget af, den er så utrolig smuk og så rigtig i sin beskrivelse af mennesket. Selvfølgelig er dette helt specielle mennesker, den portrættere, men den er også utrolig almen. Et af temaerne i filmen er som titlen også siger: Den gode vilje. De har begge to viljen, den gode vilje, til at få deres ægteskab til at fungere. Vi der ser det hele udefra kan jo have bange anelser om, at den gode vilje ikke er nok. For det er jo et spørgsmål, om det er nok i livets forhold med den gode vilje. Er det nok i vores forhold til Gud, til Menneskesønnen, til Helligånden?. "Den, der taler et ord imod menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet." Hvem kender vi, der taler imod Menneskesønnen? Der er da ikke nogle her i menigheden. Indrømmet! Vi taler måske ikke så meget om ham, - men imod ham? Der står, at vi skal aflægge regnskab for hvert enkelt ord, nyttigt som unyttigt, og vi skal dømmes for det. Kan det virkelighed have sin rigtighed? Så tør man jo dårlig åbne munden mere! Hvis hvert ord skulle vejes efter sin værdi, før vi lod det slippe ud i verden, så blev der ikke sagt meget mellem mennesker. "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. - Det er da vist kun hos børn og fulde folk. Vi kan da nok godt selv kontrollere det, vi siger, det, vi hører. Vi bestemmer da selv fra hvilket forråd, vi skal tage frem. Det er da ikke et enten - eller! Jeg er da ikke nødvendigvis et godt eller et ondt menneske. Det er da vist både - og. Men viljen - den gode vilje - til at være et godt menneske til at tage frem af det gode forråd, den har vi. Der er måske ting hos mig, i mit forråd, som ikke er helt fine i kanten, men at de skal kaldes onde, at jeg ikke skulle have andet end ondskab i mig, det er vist lige i overkanten. Denne tekst i dag rammer sikkert nogle - jeg ved ikke hvem- jeg kender dem ikke, og - det er i al fald ikke mig. Det er ikke mig, der er noget galt med! Jeg har retten på min side - helt sikkert. Denne selvretfærdighed ! Anna og Henrik i "Den gode Vilje" lider også af den, især Henrik. Jeg husker et af afsnittene, hvor det unge forelskede kommende præstepar er taget til Nordsverige for at se på det sogn, som Henrik skal være præst for, og hvor hans selvretfærdighed, hans selvhævdelse rigtig kommer frem. Jeg vil lige kort skitsere situationen. Anna og Henrik er som sagt ude for at se på det præstekald, han har fået. De er kommet til kapellet, et gammelt drivhus, som skal gøres i stand til en lille kirke. Det er meget beskedent. Og så kommer det fra Henrik: Kunne vi ikke blive viet her? Og Anna er fuldstændig lamslået. De havde jo aftalt stort bryllup i Uppsala Domkirke med brudepiger og svende, Akademisk kor o.s.v. Hun er opdraget til det og glæder sig til det, og så kommer han her og er så selvnedgørende. Gør sig ringere end han i virkeligheden er. Men fremfor alt - utrolig selvretfærdig. Det kan hun vel nok gøre for ham, det er jo der de skal leve, men han ved jo godt, at lige netop det kan hun ikke på grund af sin familie og sin baggrund. Selvretfærdigheden lyser ud af ham der er bestemt ingen god vilje. Egoismen - selvoptagetheden hos dem begge, kommer på mange måder til at præge deres ægteskab, et ægteskab, som vi der ser det på afstand kan se er en mesalliance, de passer ikke sammen - men de har den gode vilje. Ligesom vi har den gode vilje til at høre evangeliet, men meget tit bliver det som hos Anna og Henrik os selv vi hører, os selv vi kredser om. Men altså, vi hører med god vilje og vil i mangt og meget også gerne rette os efter det, vi hører. Det er nok det billede, vi har af os selv i mødet med evangeliet. Det er det billede, vi gerne vil have. Det billede, at det rækker med den gode vilje. Det troede Anna og Henrik, de håbede det, men de erfarede, at det ikke var nok med den gode vilje. Det er heller ikke nok med den gode vilje i vores forhold til evangeliet, i vores forhold til Gud. "Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler." Det er os, der tales om, både de gode og de onde, og de der taler unyttige ord. Det er os der på dommens dag skal gøre regnskabet op. Så når vi går hjem fra kirke, så skal vi i hvert fald ikke tænke: Ja,ja vi har dog i det mindste været der med god vilje." Hvad vilje, god eller dårlig, vi har været her med, er ganske ligegyldig; det er ikke den, der skal hjælpe os. Det er en hård dom, man dukker sig, det føles ubarmhjertigt men: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene," Tilgivelsen er noget helt fundamentalt i vores tilværelse. Og igen trækker jeg Anna og Henrik Bergman frem, fordi det var en af de ting, der manglede i deres ægteskab . Det, at kunne tilgive hinanden, glemme sig selv og sin egen selvoptagethed. Det kunne de ikke, og det var det, der gjorde dem så ulykkelige på trods af, at deres ydre rammer efterhånden blev så gode. Det skal så lige indskydes at det gik heller ikke for godt for dem, da de ikke havde så meget. For - der er forskel på at være rig og fattig, syg eller sund, ja levende eller død; men den største forskel er mellem at være tilgivet eller ikke. Jesus siger, at al synd og bespottelse skal tilgives, og når Jesus siger al synd, så mener han al synd og ikke næsten al synd. Tilføjelsen: "men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives" siger ikke noget om, at Gud sætter nogen grænse for tilgivelse. Den tilgivelse, som er grænseløs. Disse ord drejer sig ikke om et forbehold hos Gud og i Guds tilgivelse. Nej, de ord er rettet mod mennesket, der, på trods af den altid så gode vilje, har et forbehold over for Guds tilgivelse. Selvfølgelig vil jeg gerne tage imod Guds tilgivelse, og jeg trænger også til den, men der er dog grænser. Og nu er det mennesket, os, der sætter grænser for tilgivelsen. Der er noget, mener vi, der ikke behøver tilgivelse "Nok har jeg mange fejl, men den og den fejl har jeg ikke." Og på den måde bruger vi den ene synd til at begrave den anden med og unddrager den derved Guds tilgivelse. Ved at begrave synden i stedet for at bekende den, gør vi tilgivelsen umulig, selv for ham, hvem alle ting er mulige. For det er det eneste, der hindrer synden i at blive tilgivet: nemlig det at den ikke erkendes som det, den er. Hvis jeg undskylder min synd eller måske ligefrem udgiver den for en dyd, gør jeg den dermed utilgivelig. For det er kun som synd, synden kan tilgives. Luther siger det således "At handle mod Ånden er noget helt andet end at synde mod alle Guds bud: Det er at spotte det, som alene er Helligåndens gerning: at bringe lutter nåde og tilgivelse for alle synder. Og man kan billigvis ikke på samme tid spotte tilgivelsen og få den." AMEN! | |
Den 7-9-2000 |