<H5>Ja og måske </H5> Hvis du har kommentarer så skriv hertil

 





Kære brudepar - y og x



Så er den store dag kommet, jeres bryllupsdag, hvor I har samlet de

mennesker omkring jer, som I holder af og som I er bundet til. Det er en

festdag for jer - både her i Sct. Clemens kirke, og bagefter når I

samler de nærmeste til fest, fest for at I to har sagt ja til hinanden

her idag.



Eller rettere sagt - det med at sige ja til hinanden, det her i gjort

for lang tid siden, hen ved 10 år siden har jeg forstået. Men for det ja

skal der festes i dag, hvor i bekræfter det ja i alt offentlighed -

foran Gud og mennesker, som det hedder.

_________________



Idag, på jeres bryllupsdag, der vil jeg nu i talen til jer tage

udgangspunkt i ét enkelt lille ord. Måske tror I nu, at det ord er

kærlighed, for det ville jo være oplagt.



Men det er det ikke. Det lille ord, som jeg vil tage udgangspunkt i

idag, på jeres bryllupsdag, det er det lille ord - måske. Måske.

_____________________



Det er et lille ord, som man godt kan synes er temmelig uinteressant,

sådan på en bryllupsdag, men det er det ikke. 



For når man putter det lille ord - måske - når man putter det ind i en

sætning, ind i det vi siger til hinanden, ja,- så sker der de

mærkeligste ting. Og det kan faktisk åbne øjnene for noget vigtigt.



Hvis nu vi forestiller os, at om lidt når jeg spørger jer hver især, om

I vil tage hinanden til ægte, om I vil elske og ære hinanden, og leve

med hinanden i medgang og modgang, indtil døden skiller jer ad -



hvis vi så forestiller os, at I svarede Ja - måske. Så bliver det

åbenlyst at det lille ord gør en stor og afgørende forskel.



Man kan ikke love hinanden noget - og så sige måske. Man kan ikke elske

- måske. Faktisk kan man ikke møde noget af det, der gør livet stort og

dejligt med et - måske.



Det slår simpelthen ikke til. For hver gang man siger måske, så gemmer

man sig selv en lille smule, man holder noget tilbage, lever

forbeholdent, tør ikke rigtigt.

_______________________



Men det er nu engang sådan, at alt hvad der er noget værd, det koster.

Kærlighed koster. Ægteskab koster. 



Det koster at man giver sig selv, helt og fuldt, ikke noget lunkent her,

ikke nogen forbehold. For det er livet det gælder.

______________



Man hører ellers ofte mennesker sige, at det med at gifte sig, på den

måde sige ja til at leve sammen indtil døden skiller én ad,



at det er fuldstændig gammeldags, - og måske også urealistisk, for hvor

mange bliver mon sammen?



Det er en fattig holdning, udtryk for et syn på livet, der nærmest er

bange for det, som livet rummer, udtryk for en holdning, der lukker

livet omkring sig selv.  



Og som også afskærer fra det mest fundamentale, - det vigtigste i

menneskelivet, sammenhørigheden. 

_________________



Det kan da godt være, at det er det nemmeste, at lade være med at binde

sig til nogen, for så risikerer man da ikke noget, så risikerer man ikke

at miste.



Men som det lød i en sang, jeg engang har hørt i radioen, og som fangede

mit øre - det var en sang med bassisten Ørsted-Pedersen og Lisa Nielson

- der lød det: jeg vil heller elske og miste, end aldrig kende

kærligheden.



Hver gang vi binder os til et andet menneske - som vi er bundet til

vores forældre, vores familie og vores venner, så ved vi, at det under

alle omstændigheder får ende på et tidspunkt,- som alt får ende,- som

livet selv får ende.



Men det er det værd, at binde sig, at vove det ene øje. For det er bedre

at elske og miste, end aldrig at kende kærligheden.


Det der bærer vores liv er kærligheden mellem forældre og børn,

kærligheden som vi møder den i venskabet - og kærligheden mellem mand og

kvinde, 



- det er i det hele taget kærligheden, der gør livet værd at leve.



Derfor må vi sige ja, hvis vores liv skal have fylde og mening. Ikke

noget med at indføje et lille måske. Derfor må I to, y og x sige

Ja til hinanden i dag, holde fast i det ja, som I har givet hinanden -

og ikke noget med måske.

_____________________________________________



Det her hus, som vi er i idag, kirken, Guds hus, det hus er også bygget

for at rumme et rungende ja. 



Det er det ja, som der fortælles om hver søndag herinde, det ja som Gud

sagde til mennesker, da han selv blev menneske i Jesus fra Nazareth.



Og Jesus fra Nazareth mødte netop andre mennesker med et ja - ikke noget

med et måske og nu må vi lige se om I nu også er gode nok, om I gør jer

fortjent, 



Jesus fra Nazaret sagde ja til mennesket sådan som det er.



Det ja, det møder vi her i kirken hver gang et lille barn bliver døbt,

det barn er som alle et Guds barn;



vi møder det Ja i ordene, der lyder herinde, vi møder det i brødet og

vinen ved altergangen; og til sidst møder vi det Ja når vi dør - også da

er vi Guds børn.



Huset her er bygget, for at ordet om Guds ja til mennesker skal lyde,

højt og klart. Vi menneske hører Gud til og han slipper os ikke.

__________________________________



Det ja, som I om lidt siger til hinanden, det bliver på den måde sagt på

det helt rigtige sted. Og det er I vist også enige i. For da jeg

forleden spurgte hvorfor I lige vil giftes i en kirke, så fik jeg at

vide, at I vil giftes ordentligt.



Og det bliver I i det kirkerum der gennem mange år har været og også i

fremtiden vil være stedet, hvor vi hører Guds ja til os.



Det ja, som Gud siger til os, det skal vi tage med ud i dagligdagen, som

en god ballast i rygsækken.



Det ja, som I to, y og x, - det ja som I siger til hinanden, det

skal I også tage med ud i hverdagen, tage det med i bagagen.



Det ja, det skal være den base, hvorfra jeres liv skal udgå. Base for at

elske og ære, det vil sige holde af og respektere. 



Derfor siger I to om lidt ja til hinanden. For intet menneske kan leve

af - måske - vi kan kun leve af at sige ja - sige ja til livet, sige ja

til hinanden, sige ja til det liv som bliver vores.



Jeg vil ønske jer Guds velsignelse over jer liv sammen.



Amen



Tryk her tilbage vielser
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 230398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email