 | |
| Hvis du har kommentarer så skriv til Peter Kiel Nielsen | |
|
Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men be-spottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Sådan indledes dagens evangelietekst. Og disse ord - om at bespotte ånden - har voldt mange, mange mennesker sjælekvaler. Mange mennesker har været anfægtet af, om de på én eller anden måde er komme til at bespotte Helligånden og dermed står uden for Guds tilgivelse og nåde. Tænk hvis man engang for mange år siden, har sagt et eller andet, som gør at man kommer til at stå uden for Guds frelse. Det er der mange, mange mennesker, som har spurgt sig selv om. Mennesker, som har gruet for dommedag. Men hvad vil det egentlig sige at bespotte Ånden? Hvad mon Jesus egentlig mente med det? Ja, hvad er det for en synd, som et menneske kan begå, der får så katastro-fale følger, at et menneske udelukkes fra Guds frelse? Udsagnet om, at bespotte Ånden, står i en fortælling i Mattæusevangeliet, der handler om et opgør Jesus havde med den tids mest fromme og retskafne mennesker - nemlig farisæerne. Farisæerne mente, at de havde styr på alt det med Gud og menneskets forhold til Gud. De mente, at et menne-ske kunne forbedres så meget, at det kunne blive værdig til Guds frelse. Ja, de havde - kan vi sige - næsten ikke brug for Gud for at blive frelst. Men de kunne selv. Vi kender det fra Jesu lignelse om farisæeren og tolde-ren. Her går to mænd op i Guds hus for at bede. Og den ene er en farisæer og den anden er en tolder. Farisæeren står helt oppe ved alteret og beder: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker. Rø-vere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen. Og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod langt borte og turde ikke engang løfte sine øjne mod alteret. Men slog sig for sit bryst og sag-de: Gud, vær mig synder nådig. Denne lille historie illustrerer meget godt, hvad Jesus mener, når han taler om at synde mod Helligånden. For Jesus slutter nemlig historien med at sige, at det ikke var farisæeren, der gik retfærdiggjort hjem. Men derimod tolderen. Ham der sagde: Gud vær mig synder nådig. Men hvordan i al verden kan jeg sige, at den - på mange måder - selvglade farisæer, havde syndet mod Helligån-den? Og hvordan kan jeg sige, at den syndige tolder kunne få Guds tilgivelse? Ja, hvis vi ser på disse to mænd, så var der to forskelle mellem dem. Den første forskel var, at farisæeren levede et pænt og ordentligt liv. Han fastede to gange om ugen. Han gav tiende af hele sin indtægt. Han har sikkert været et både pænt og ordentligt menneske. Med rigtige politiske me-ninger. Ja, med hele moralen og etikken i orden. Han var vel ikke fejlfri. Men næsten da. Tolderen var derimod en ussel landsforræder. Han for-rådte sit ege fædreland for penge. Tog skat af sine jødi-ske landsmænd. Og var derfor altid et godt mål for de jødiske oprørere. Forhadt - og med god grund. Et syndigt kryb. Der var altså den forskel på disse to mænd. At den ene levede et pænt og ordentligt liv. Og det gjorde den anden ikke. Men der var også en anden forskel mellem disse to mænd. Nemlig den, at den ene blev retfærdiggjort. Den anden ikke. Og den der blev retfærdiggjort, var ikke ham der havde den korteste straffeattest. Men det var den usle tolder. Det er nemlig sådan, at i forhold til Gud, kan et menne-ske få tilgivet alt. Ja, for tusindvis af synder. Men der er én synd, som ikke kan tilgives. Og det er den synd, ikke at ville tilgives. Og det er netop det bespottelse mod Ånden betyder. Og det var netop den fejl farisæerne gjorde. De havde så travlt med at overholde alle Guds bud og anordninger, at de lukkede sig selv ind i deres egen forblindelse. De ville selv frelse sig selv. Og derfor havde de dybest set ikke brug for Guds nåde og tilgivelse. Ja, de kaldte ligefrem Guds egen søn, for en dæmonbe-sat. En gudsbespotter. Det der hindre et menneske i at komme til Gud er ikke menneskes mange synder. Det er ikke det, om alt ikke lykkes for én. Eller at der er så meget, der går i stykker. Men det er dette ikke at ville komme til Gud. Eller som Luther siger det et sted: Synden over alle syn-der, det er den ting, ikke at ville modtage syndernes forladelse. Og det var netop det, farisæerne gjorde. De ville ikke! For alt i deres liv tydede jo på, at de i hvert fald havde deres forhold til Gud i orden. Og så de på sig selv, så så det godt ud. De havde de rigtige meninger. De rigtigt fromme gerninger. De rigtige samfundsmæssige syns-punkter. De kunne bare det der med Gud. Og når de så på andre mennesker. Så så det vildt godt ud. Fx var der ikke noget bedre, end når man kunne sammenligne sig selv med en tolder, en ludder eller et andet menneske, der levede i åbenlys synd. Så fik man virkelig stivet sin egen retfærdighed af. Ja, så kunne man selvretfærdigt gnide sig i hænderne, og rigtigt føle, at jeg har da mit på det tørre. Men netop til disse farisæere sagde Jesus engang: Tolde-re og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For selvom farisæerne ikke gjorde mange syndere. Så gjorde de én synd, som var utilgivelig. De ville ikke lytte til evangeliet. De ville så at sige ikke møde Gud. De ville godt være sammen med sig selv og nyde deres egen selvretfærdighed. De ville også gerne være sammen med alle synderne, for så havde de noget at sammenligne sig selv med. Men de ville dybest set ikke være sammen med Gud i himlen. For det menneske, der er sammen med Gud, må indse med sig selv, at over for Gud har vi mennesker intet at skulle stille op. Over for Gud står vi som skyldige. Hvad enten vi står med en enkeltbillet til Horsens statsfængsel. Eller vi - i egne eller andres øjne - ligner nogen, der har vort på det tørre. For menneskelivet er jo desværre sådan, at kærlighed til Gud og mennesket magter vi dybest set ikke. Det bety-der ikke, at vi ikke gør gode ting. Slet ikke. Der findes så sandelig meget godt i mennesket. Og ikke mindst kan en god og kærlig opvækst give ganske gode resultater. Men dybest set er det jo sådan med os mennesker, at det gode som vi gerne vil, ofte ikke lykkes for os. Og det onde, som vi ikke vil, ofte er det vi gør. Var mennesket indrettet anderledes så havde vi ikke brug for politi, militær og domstole. Så havde der aldrig været et Auschwitz eller Birkenau. Eller for den sags skyld - så var verden fri for den lille smule gøren hinan-den fortræd, som foregår både indenfor og udenfor den idylliske ligusterhæk. Men netop fordi vi mennesker bærer roden til det onde i verden i os. Netop derfor sætter Gud os til regnskab. Og i det regnskab stilles vi der, hvor vi enten kan vælge at føre vores egen sag. Men vi kan vælge at lade Gud føre vor sag. Og han har ført vor sag i Jesus Kristus. I hans død og opstandelse har han vundet - eller genvundet - retfær-digheden til os. Ja, vi er med et gammelt ord blevet gjort retfærdige. Blevet gjort til det, vi ikke er i os selv. Og at holde sig til dette i tro og tillid, er hvad et menne-ske skal gøre for at blive frelst. Det er det tro går ud på. Det er ikke en blankochek, der stiller os uden for ansva-ret. Tilgivelse er ikke det samme som tilladelse. Men til-givelsen er at blive fri - fra skyld. Ikke fri fra ansvar. For indser du og jeg, at vi har brug for Guds tilgivelse. Så indser vi jo også, at vi er sat til ansvar. For der er jo en dyb forbindelse mellem at føle ansvar og føle skyld. Det menneske, der ikke føler skyld, kan heller ikke for-stå et ansvar. Og det var jo netop farisæernes problem, at de dybest set ikke følte ansvar. Og derfor heller ikke følte skyld. Og derfor heller ikke havde brug for tilgivel-sen. Tilgivelsen dækker ikke over ansvaret. Og det ansvar vi har fået, er et ansvar for den verden, der er vores. Både den store verden. Og den verden som er i og omkring vor hjemlige ligusterhæk. Men tilgivelsen er at være elsket af Gud. Det er at give Gud ret, når han dømmer os. Hvad enten vi er store eller små syndere. Og Gud give os den nåde, at vi må indse vort ansvar og vor skyld. Så vi altid må have brug for hans nåde. Og at vi må elske vort medmenneske med den samme kærlig-hed, hvormed han har elsket os. Ja, Gud give os den nåde, at han ved sin Helligånd vil holde os til evangeliet - alene. Amen. | |
Den 7-9-2000 |