 | |
| Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen | |
|
GT-læsning: Salme 39 v. 3-8: NT-læsning: Rom. 8 v. 31-39. Salmer: DDS 700, Musik: Edelweis og 677. De ord, som vi vil samle os om her ved NN´s båre, læser jeg fra Paulus brev til romerne det 8. kapitel, hvor Paulus taler om den kamp på liv og død, som Gud i Jesus gav sig hen i: “Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke i ham skænke os alt? Hvem kan anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja, endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?... Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”. Amen. Om nøjagtig en måned er det i dag 50 år siden at NN blev båret til Jersie Kirke allerførste gang. Den 2. oktober 1950 blev han døbt i denne gamle døbefond, hvor Jersies familier helt tilbage til engang i 1200-tallet er kommet med deres børn, og har hørt Guds løfte i dåben over dem, som de elskede og satte allerhøjest. Og nu - 50 år efter at jeres far først gang blev båret herind - er vi nu samlet om hans kiste og skal tage afsked med ham. Men hvor det dengang var med glæde, man var samlet, er det nu fortvivlelse og smerte, der fylder os. Hvem kunne dengang vide, at hans liv blev så kort? Hvem kunne vide det, som vi ved og har erfaret? At ikke blot er livet en smuk og dejlig gave, men også at døden kan være så svær, når man er tæt på. Og at døden ødelægger det bedste, vi har med hinanden. Ikke underligt, hvis vi skiftevis har mest lyst til enten at tie eller at råbe sorgen og smerten ud. Ikke underligt at alle mulige tanker og spørgsmål vælder op i et tempo, det slet ikke er til at følge med i. - Og slet ikke uforståeligt at anklagen trænger sig på: GUD, hvordan kunne du gøre dette mod ham - og mod os!! Men selvom det er to vidt forskellige situationer - dengang og nu i dag, så er der dog noget, der binder dem sammen. For det første er der alt det, som I har delt med hinanden. Enhver god og glædelig dag og time. Ethvert øjeblik af livsbekræftende omsorg og kærlighed. Alle de gange, han samlede hele familien for at I skulle hygge jer og sammen gentage de traditioner, som - trods vores forskellighed - stadig samler og forener os. For selvom han ofte havde travlt, skulle der også være plads til andet end det, der bare var nødvendigt. Hverdagen skulle også kunne rumme humør og fest - og var der ikke anledning nok i sig selv, så var han fyldt med et livsmod og et godt humør, som han ikke kunne holde for sig selv. Så også ved siden af sit arbejde, måtte han være sammen med andre, sådan som han som spiller, træner og dommer kom til at sætte sit præg på mange andre end sine nærmeste. Som I udtrykte det, x og y, havde jeres far et stort, rummeligt og stærkt hjerte, som aldrig lod jer i tvivl om, hvor I havde ham. Et hjerte, som til det sidste gav ham en ufattelig styrke, men også et hjerte, som livet igennem har kunnet omfavne og rumme mange forskellige mennesker. Alt dette begyndte da han blev født, og nu er det liv, som han fik givet, bragt til ophør. Det kan målt i år synes kort, men antallet af år - få eller mange - kan nu engang ikke ændre ved værdien af han liv. For havde det kun været over ganske få år, at I havde delt alle disse gode stunder med hinanden, som I i dag kan huske tilbage på med glæde, så står de urokkkeligt fast - uanset at livet nu har fået ende. Ingen af os ved selv, hvor mange år vi får. Det eneste, som er sikkert, er at fylde årene og livet, vi får med hinanden, med det bedste og det største, vi selv kender - at elske og møde hinanden med åbenhed og kærlighed. Alt dette, som I har mødt i ham og delt med hinanden, binder jer til hans liv - fra fødsel og til død. Men det andet, der binder begyndelsen og enden sammen for os er døbefonden, vi har foran os. Døbefond og dåb peger på noget udenfor os og vort liv, som bevarer betydning og kraft uanset os og vor skæbne. Symbolsk er den lavet af sten - tung og ikke til at flytte. For når vi døber og når vi begraver, siger vi de samme ord. Ord, som trods al erfaring hævder, at døden ikke er det eneste og sidste, som kan siges om vort liv. Ord, der trods smerte og død som en protestmod alt dette alligevel lovpriser Gud for hans kærlighed: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Og her har vi vel lov til at trække vejret dybt ind og spørge: Hvordan hænger det så sammen? Hvordan kan man tale om Guds barmhjertighed, når vi nu ved, hvor hæslig og smertelig døden kan være? Et sådant spørgsmål er oplagt! Og for den sags skyld kan vi råbe det ud over alle tage - det holder han, som vi råber mod til, nok til. Men om vi får svar, som er til at leve med, er ikke til at vide! For jeg kan ikke love nogen, at Gud er sådan til at tale med. På det punkt har jeg ingen fortrin frem for andre. Også jeg må stille mine spørgsmål. Også jeg får ikke de svar, som jeg helst gerne så - heller selvom jeg tit og ofte står i situationer, hvor jeg må spørge: Hvorfor? Men for mig er det med tiden ikke så vigtigt med svar, som er til leve med, men snarere et, som jeg kan dø på. For først når jeg kan dø uden vrede og bitterhed, kan jeg også leve helt og fuldt i kærlighed. Derfor valgte jeg at læse det stykke fra Romerbrevet, hvor Paulus for alvor går i clinch med det støre spørgsmål om rækkevidden og konsekvensen af Guds kærlighed. For det afgørende er ikke, om vi med hovedet forstår Guds kærlighed. Det afgørende er, hvorfor og hvor dan vi overhovedet tør tro på, om eller at Guds elsker os. Hvad enten det nu synes overbevisende eller ej, hævder Paulus og hele den kristne forkyndelse, at Guds kærlighed kom til verden, blev synlig og mærkbar, da Jesus blev født. I Jesu liv og død ser vi Gud komme os i møde. Han talte til mennesker og lyttede til deres bønner. Nogen gange helbredte han mennesker fra sygdom og smertelige lidelse, andre gange tilgav han den deres synd og lovede dem i plads ved sin side i Guds Rige. Men til sidst døde han - på et kors - forkastet og mishandlet, som mange andre mennesker har oplevet det i historiens lys. Den eneste forskel mellem deres og Jesu lidelse var påstanden om, at her var det Guds selv, der gik ind i smerten og døden. Og som følge heraf er der intet sted, ingen lidelse og ingen smerte, som er ham ukendt. Vi er hverken alene i livet eller i døden. Som Paulus spørger: “Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Eller som der stod på en væg i Warschawas getto, da byen blev befriet efter opgøret med nazismens umenneskelige udryddelse af jøderne dér: “Jeg tror på solen, selv når den ikke skinner. Jeg tror på kærligheden, selv når jeg ikke mærker den. Jeg tror på Gud, selv når jeg ikke ser ham”. Amen. | |
Den 7-9-2000 |