 | |
| Hvis du har kommentarer så skriv til Caja Winterø | |
|
Efter prædiken skal vi synge en af de nye salmer, (307) som man foreslår skal med i den nye salmebog, dvs. ny er den ikke den er skrevet under krigen, midt i en tid, hvor man ikke vidste, hvordan det ville ende, hvordan det ville gå, men ikke desto mindre skriver salmedigteren om Guds Rige, at det er os ganske nær, ja midt i blandt os, men alligevel har ingen set det, og sådan ca. er situationen her i Simons, en farisæers, hus, hvor Jesus er til middag, og hvor en prostitueret kvinde, en uren person trænger ind i det rene hus, i huset hos den, der mener sig skyldfri og med rene hænder. Hun trænger ind over hans grænser, besmitter hans hus, hun viser med alle sine gerninger, at hun tilbeder Jesus, lige for øjnene af den fine rene mand, som selvfølgelig undrer sig såre over optrinet. Jesus er jo også jøde og burde ikke lade sig berøre offentligt af en kvinde og slet ikke af hendes slags, men Jesus vender hele situationen om og taler om, at den der skylder mest også har mest at få tilgivet. I modsætning til den "perfekte" mand har hun jo ikke desto mindre sat mere på spil, har turdet give ud af sig selv, hun er synder javist, men også den mindst egoistiske. Ikke fordi Jesus billiger prostitution, men han ved, at hun trods sit erhverv eller rettere på grund af det, er den, der har mest brug for at få noget tilgivet. Og hvad har det nu med Guds rige at gøre: det har det samme med Guds rige at gøre som med at "de sidste skal blive de første". De sidste er dem, der sidst fandt ud af, hvad Guds riges er, fordi de enten var forblindede af synd eller travlhed eller egoisme, mens de ivrige de rene, de selvretfærdige ja de kom godt nok først, men derfor skal de ikke belønnes ekstra. Det er ikke en almindelig køkultur, der hersker her, tværtimod er tilgivelsen nærmest dem, der har mest brug for det. Sådan vendes fortegnene om i Guds Rige, sådan vendes tingene også på hovedet i Simon Farisæerens hus. Han bliver sat til vægs i sit eget hjem, hans glans som vært blegner, det er Jesus og synderinden, der sætter dagsordenen, han taber både mund og briller, da tingene og begreberne forvandles lige for næsen af ham og det i hans eget hus. Jesus provokerer og gør det bevidst og sådan vil det Jesus gør også altid være IMOD, det mennesker forventer af Ham/ og af Gud. Jesus provokerer, fordi han vil have os til at se tingene på en ny måde, se på tingene med nye øjne. Han vil fortælle os om Guds rige. Det som ingen har set og det som er lige iblandt os. Han vil vise os at den korteste afstand mellem mennesker er den lige vej og at den korteste afstand til Gud er den længste vej., som vi synger lige om lidt: Så underligt, så dulgt, så klart, så skjult og god så åbenbart: Guds rige er vor synd til trods os ganske nær, ja midt blandt os. I denne fortælling såvel som i hele evangeliet er der en masse mennesker, der hentes ind fra skyggen. De bliver gjort synlige, får ny værdi eller bare værdi i det hele taget. De hentes ud af skyggerne fra deres usynlige og oversete tilværelse. De får ny status - ny identitet - således også hos kvinden her, hvor det er en ægte kærlighedshandling, der starter et nyt liv. I denne her fortælling sker der ikke blot det, at Jesu tilgiver kvinden for hendes liv. Hvis det bare var det ville det jo kun handle om det værdimønster som farisæeren står for, nemlig at hun er synderinde af den allerværste slags, fordi det er de seksuelle synder der er på spil. For farisæeren er hun BARE synder og intet andet, ligesom når vi kalder nogen for tyv somom vedkommende ikke var alt muligt andet end det. Jesus gør op med hele denne værdiskala. Han indfører en helt ny målestok ved at stille spørgsmålet - hvem viser kærlighed? Det er det det kommer an på. Her det jo kvinden og ikke farisæeren der viser kærlighed. Kvinden er ikke kun synder, men også et menneske, et HELT menneske og fremfor alt et godt menneske, fordi hun viser kærlighed og TØR vise den. Huset bliver gjort til et billede på Guds rige, hvor det er Gud og kærligheden, der bestemmer. Det Guds rige, vi også selv erfarer i glimt. Afgørende her er farisæerens og sikkert også det øvrige selskabs selvgodhed og de at de nok ved, hvad der sig hør og bør. Farisæerne skilte sig frivilligt ud og var ovenikøbet stolte af det. De følte sig bedre end andre og mente at hver gang de havde gjort noget godt, skyldte ANDRE dem noget. Så havde DE noget til gode hos andre. Så mente de - de selv var steget i værdi netop ved at have noget til gode. Jesus vender det hele på hovedet og taler om det at vi skylder noget, lidt eller meget, så når vi får det EFTERGIVET, så er det klart, at den, der får tilgivet, eftergivet mest, også er mest taknemmelig, eller som Jesu spørger farisæeren - hvem vil nu elske ham mest og simon svarer : jeg tænker den, som han eftergav mest. Jesus bruger et eksempel hvor det handler penge der skyldes. Men han taler om og mener naturligvis forholdet generelt mellem mennesker. At vi ikke skal have travlt med om vi har noget til gode hos andre, men om vi dog ikke hellere skal se på, om VI skylder ANDRE noget. Og det er den dybeste betydning af ordet tilgivelse, der her er tale om. Det betyder give til, lægge oveni og derpå forlade. Og Jesus kan tilfulde tilgive, eftergive kvinden hendes synder, fordi han på Guds vegne, som hans repræsentant her på jorden, tilfulde kan opveje, hvad hun end måtte have gjort af forkerte ting. Simon, der havde regnet med at når gæsterne havde forladt hans selskab, ville de stå i gæld til ham, får så at vide, at han ikke har noget at komme efter. Hans måltid var ikke en kærlighedsgerning, hvor han gav noget fra sig frit og kvit, men noget han regnede med at få noget ud af. Og det gør hele forskellen. Og Simon får sig nok noget af et chok, da Jesus sammenligner ham med kvinden. Jesus gør ham til skyldner på lige fod, der har det tilfælles med kvinden, at ingen af dem har noget at betale med. Vi plejer at sige, at Det Nye Testamente handler om Jesus, hans fødsel, hans voksne - hans offentlige liv og så hans død og opstandelse. Det er selvfølgelig også rigtigt, men faktisk optræder der jo et væld af andre mennesker, både navngivne personer og mere anonyme personer, som alle er med til at tegne konturerne af Jesus som person, hans ord og gerninger. Der ligger en meget vigtig pointe i, at Jesus kun kan vise, hvem han er i kraft af de mennesker, han møder og som omgiver ham. Han kan være nok så meget Guds søn, men hvis vi ikke ser hans gerninger eller hører om virkningerne af hans ord afspejlet i ganske almindelige mennesker som os selv, giver det ligesom ikke nogen mening, ihverfald ikke nogen, vi ville kunne forstå. Det er evangeliets styrke, at det handler om netop også ganske almindelige mennesker af kød og blod, mennesker, vi kan identificere os med: disciple, der skændes, forældre, der ønsker, deres børn er raske, folk, der er syge, folk, der er udenfor det gode selskab, som kvinden her. Mennesker, der søger mening med livet. Oplysningerne om de enkelte personer er i grunden sparsomme. Vi hører aldrig om deres fortid, men om hvad der er deres situation nu og her. Kvindens situation nu og her er at hun behøver Jesus og vil vise det og bryder alle grænser for at gøre det. Hun vandt mere end det ,nemlig at Jesus så hende som et helt menneske, han så noget HELT andet end et menneske på samfundets bund. Og sådan er det at blive set med kærlighedens øjne: hold da op er jeg god nok, jeg er pludselig elsket og har fået værdi, den anden kan se nogen kvaliteter jeg aldrig selv har tænkt over og man forstår pludselig sig selv på en ny måde. Sådan er selvværd - sådan er kærlighed, den kærlighed fra Gud, der får mennesker til at vokse. I Jesu Kristi navn. Amen. | |
Den 8-9-2000 |