 | |
| Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen | |
|
11. søndag efter trinitatis 2000 - Solrød kirker. NT-læsning: Rom. 10,4-13 Evangelium: Lukas 7,36-50 Salmer: TS 850, DDS 275, 131 - 454, (432) og 464. Der er et spørgsmål, som trænger sig på. Når vi nu har lyttet til beretningen om Jesu besøg hos den rige farisæer Simon, og hvordan der dukker en kvinde op, om hvem man sagde, at hun var en særlig stor synder, så kan man godt fristes til at spørge, om der er forskel på synd og syndere? Er der forskel på den ene og den anden synd? Er der forskel på mennesker, der gør det ene eller andet? Ja, er det overhovedet muligt at graduere synd mod Gud og næsten, så at nogen handlinger er mere syndige end andre? Måske svaret i først omgang synes at være indlysende: Selvfølgelig kan det da ikke være lige meget om man stjæler en æske Gajoler i Brugsen, skælder kollegaer eller underordnede hæder og ære fra på jobbet eller rejser til et fjernt asiatisk land, hvor dette med at "kærlighed til børn" ikke just handler om at slå sig ned og stifte familie. Slår vi op i straffeloven, er gradueringen til at føle på. Her skelnes der mellemde mindre tafikforseelser, som afregnes på stedet med en bøde og så de helt store sager, hvor uansvarlig omgang med andres liv og helbred eller bedrageri i millionklassen medfører dom og fængselsstraf. Og i den forstand er straffeloven jo helt i overensstemmelse med vor fælles sans for rimelighed og retfærdighed, der jo udtrykt i en nøddeskal betyder, at små overtrædelser medfører lille straf, mens store lovbrud straffes hårdt. Og så findes jo også handlinger, som ikke er strafbare, men som alligevel anses for uacceptable. Det er den optræden, der overskrider de uskrevne regler for vores omgang med hinanden. Også de straffes. Ikke med bøde eller fængsel, men med ringeagt, hån og udelukkelse af det gode selskab. Men for begge former for overtrædelse - både af de skrevne og de uskrevne love - gælder det, at grænsen for det tilladelige og det uacceptable ikke behøver at ligge fast. Hvad der var forbudt for 50 år siden, kan være tilladt i dag, og hvad der blev betragtet som upassende opførsel for bare et par år siden, kan være fuldt ud anerkendt i dag. Ikke mindst i mediernes verden går det hurtigt - den, der var helten i går, kan nemt være skurken i dag - og omvendt. Sådan er det ikke med det, som bibelen kalder "synd". Her er og forbliver synd det samme uanset sin konkrete fremtræden. Og ikke mindst er det den bibelske forståelse, at synd ikke kan gradueres og sættes op i grupper af mere eller mindre forkastelige handlinger. Synd er nemlig bare og altid synd. For synd er - når alt kommer til alt - mere en indstilling overfor Gud og mennesker end det er konkrete handlinger. Synd kan have mange forskellige udtryk og menneskets fantasi synes på det område at være uden sidestykke, men synd forbliver sine mange udklædninger til trods det samme, nemlig et oprør og en stadig flugt væk fra dette, at skulle stå til ansvar overfor en anden for sin eksistens - dvs. hele sit liv og sine handlinger. I den kirkelige tradition findes der to udtryk for denne holdning overfor Gud. Det ene udtryk er fortællingen eller myten om "syndefaldet" og det andet er læren om menneskets "arvesynd". Begge udtryk kan og er i tidens løb både blevet misforstået og misbrugt, men det hindrer imidlertid ikke, at udtrykkene stadig kan rumme en dyb og uomgængelig erkendelse af vilkåret for vor eksistens som mennesker. Med beretningen om syndefaldet - den med æblet - skildres det arketypiske ved menneskets evige opgør mod at være afhængig eller underlagt noget udenfor sig selv. Adam og Eva, der mere skildres som type end som per- soner, ønskede ikke at være underlagt Guds vurdering af, hvad der var godt og gavnligt for dem. En sådan situation var for dem, som den jo også er for familiens teenagere, en urimelig og oprørende indskrænkning af deres frihed og uafhængighed. Derfor brød de bevidst, men jo blinde for konsekvenserne, Guds forbud og savede den gren over, som de selv sad på. For den frihed, som de dermed satte sig i besiddelse af, fik jo den pris, at de nu selv var ansvarlige for deres liv. De kunne nu hverken kaste skylden for deres livs succes eller fallit over på Gud. Fra nu af kunne de kun takke sig selv, for den tilværelse, som de tilkæmpede sig. Og når da teologerne og den kirkelige læretradition siden udviklede det ofte misforståede udtryk om "arvesynden", så var motivet ikke at gøre den enkelte ansvarsløs overfor sine handlinger. Det var ikke for man skulle kunne sige: "Det var ikke min skyld, det var mine forældres!". Tværtimod søgte man med udtrykket netop at fastholde både oprørstrangen og det personlige ansvar i handlingen. For netop enheden af holdning og motiv for en handling er et personlig anliggende, som intet menneske kan flygte fra, uden at fornægte selve dette at være menneske. Begge begreber - både fortællingen om syndefaldet og begrebet om arvesynd - søger at skildre synd, som et vilkår, vi ikke kan komme udenom, uanset hvordan og hvor meget vi prøver på det. Synden er og forbliver en iboende drift, der gang på gang fører os bort fra livet indenfor rammerne af den kærlighed, Gud skabte os til. Den eneste vej ud af syndes tvang er at få tilgivelse for både sine handlinger såvel som den bagvedliggende holdning, som skaber handling. Anden udvej findes ikke, og det er jo lidt besværligt, da den forudsætter både erkendelse og vilje til at stå til ansvar for sit liv - sådan som det nu engang er, og ikke altid sådan som man gerne vil have det til at være. Og dermed har vi nærmet os det, der er både ligheden og forskellen mellem den gode farisæer, Simon, og synderinden i dagens evangelium. For som udgangspunkt er begge syndere. Men den gode Simon bilder sig bare ind, at han, fordi hans syndighed er mindre synlig end synderindens, så er han dermed også en mindre synder end hende. Simon - og med ham mange andre - graduerer synd i bøjningen; "acceptabel", "mindre godt" og "forkasteligt", og vil helst selv definere overgangen mellem grænserne. Og netop derfor kan Simon ikke se sin forbundethed og fælles skæbne med hende. For vel er han ikke uden fejl, men i egne øjne prøver han dog at være et retskaffent menneske, der hele tiden søger at holde sig oprejst, mens kvinden blot lader stå til. Og mon ikke de fleste af de forsamlede er enige med ham i den vurdering, at kvinden ved Jesu fødder under ingen omstændigheder havde fortjent den opmærksomhed, som hendes provokerende optræden giver anledning til. Kun én ser anderledes på dette. Kun én har gennemskuet dem alle og set ligheden mellem Simon ved hans side og synderinden ved hans fødder. Kun én ved, at de begge står til ansvar for Gud og at ingen af dem, når det komme til stykket, består overfor kravet om ubetinget kærlighed. Men Jesus ser også, at kvinden - til forskel fra de øvrige ved bordet - har det fortrin, at hun ikke forsøger at gemme sig bag en blankpoleret facade. Hun skjuler ikke sit livs fallitter, men erkender og stiller dem åbent frem for alle. Som den eneste står hun derved ved sit liv og er ansvarlig for det, hun har været og gjort indtil denne dag, hvor hun lader det være op til Jesus at fælde dom over det, som han ser i hende. Og hvad han ser, det får vi at vide gennem fortællingen om de to skyldnere og hans spørgsmål om kærlighedens kilder. For med sin fortælling viser han ikke blot hvordan han selv, men også hvordan Gud ser på det menneske, der kommer til ham med sin synd og sit livs fallit. Og fortællingen herom er så klar, at selv den retskafne Simon - om end modvilligt - må give ham ret; Den, der kun kommer til Gud med bagateller, tager meget let på sin synd og den tilgivelse, den kan give anledning til, mens den, hvis hele liv selvforskyldt ligger i grus, gennem tilgivelsen har chancen for at få hele sit liv tilbage igen. For synderinden i Simons hus stod alt på spil! For Simon selv kun en lille plet på et ellers godt ry. Synderinden gik bort fra selskabet med fred, fordi hendes synd ikke lod hende i ro, før den var set og tilgivet. Havde Simon og hans gæster fangede denne pointe, gav det dem næppe ro i sindet. For de ville da have set, hvordan det skel, de havde sat op mellem de foragtede og alle de retskafne, i et nu var forsvundet ned i dybet af Guds tilgivende kærlighed. Og havde Jesus fået lejlighed til at sige mere til dem, havde det nok været en utvetydig opfordring til at droppe enhver forestilling om deres egen moralske uangribelighed, og i stedet være lidt mere solidariske med den synder, der netop kan modtage tilgivelsen, fordi de indser at have behov for den. For indser man ikke det behov, er tilbudet om tilgivelse ikke blot en uforståelig, men tillige en provokerende og utidig indblanding i et dybt personligt anliggende. Kun ved at se sig som et med synderinden ved Jesu fødder, vil ordene også lyde til dem og til os: "Dine synder er dig tilgivet - gå bort med fred!" Amen. | |
Den 8-9-2000 |