 | |
| Hvis du har kommentarer så skriv til Susanne Fabritius de Tengnagel | |
|
Begravelsestale af Susanne Fabritius de Tengnagel - 2000 Tekst: Præd. 3,1-8 + Gal 4,4-7 Salmer: 642 - 111 - (orgel - Jesu bleibet meine Freude) - 727 ----- Vi tæller tiden. Det gør vi meget i vores del af verden. Vi tæller tiden i sekunder, minutter, timer, dage, år. Vi har et personnummer, som fortæller andre og staten, hvilket år vi er blevet født. - Og jeg ved, at NN blev født den !! 1913. Næsten et helt århundrede havde hun i sig, inden hun i onsdags 30. august døde i sit hjem på plejehjemmet fulgt til dørs om jeg så må sige af sine børn. Jeres mor kaldte sig også jeres fars fornavn, fordi familien har været en slags institution i byen. Men hun kunne også selv. Først og fremmest var hun mor, en energisk mor, som gik foran jer børn i sport og mange fritidsbeskæftigelse, som hun også selv mestrede. Og der var eftermiddags- og aftenteen, som jeg ved, I har sat stor pris på, for der var tiden en anden, dér i jeres hjem fik I med forældre ordnet verdenssituationen, kultur og religion. Efter jeres fars pludselig død i december 73 viste jeres mor at hun også havde administrative evner, og hun har indtil for et par år siden sørget for, at Hugos vinkælder også blev et kultursted. I 70-erne sad hun også i menighedsrådet her i sognet, og med perfektionisme holdt hun hus på NN, indtil hun blev så svækket, at hun for 5 år siden måtte på plejehjem. Tiden er brudt for en af vores bys markante kvinder, som turde bryde grænser for, hvad kvinder ellers foretog sig i hendes generation. Men også markant og omsorgsfuld i sin moderrolle, ikke mindst. Her vil ties, her vil bies! Trange tider, langsomt skrider. Tider skal komme, tider skal henrulle. Tiden til udfordring, engagement, til fødsel og glæde, men også tid til at give slip, til at sørge, til at miste, til at dø. Salmerne vi synger taler om tiden som en uafvendelig størrelse, vi får tilmålt en tid at leve i, samtidig forkynder de, at Vorherre har brudt tiden, at tiden med Vorherre er af en anden slags. I Vorherre Jesus Kristus kommer Gud til os med sin tid, sin glæde og fred for at erindre os om, at der er en tid, som vi ikke kan måle og sætte på skinner eller sætte i system. Der er Guds tid, tidens fylde, en lodret tid, en himmelsk tid, som kommer til os her, og som er en virkelighed, også når vor egen tid er fordi. Gud blev født ind i vor verden for aldrig at forlade os. Der er ikke længere nogen adskillelse mellem os og Gud. Evigheden er brudt ind i tiden. Guds tid og menneskets tid mødes i krydsfeltet i korset. Tværbjælken, hvor Kristus er korsfæstet med armene strakt ud, med arme, der bærer alverdens synd og død og smerte, , er verdens tid, menneskets tid fra fødsel til død, og den lodrette bjælke fra himmel til jord er Guds tid og kirkens tid. Når et lille eller stort menneske døbes, bliver den vandrette tid, der kan tælles, indføjet i Guds lodrette tid, som ikke kan tælles. Vi kalder Guds tid for evigheden, hvor tiden så at sige er gået i stå. For uanset, hvad livet bringer os af ond eller god tid, så døbes vi ind i evigheden i Jesu Kristi navn, vi bliver arvinger til det evige liv. Sært nok tæller vi vores tidsregning ud fra en person, vi faktisk ikke har noget årstal på. Vi tæller ud fra Herren Jesus. Han kom til verden, blev født ind i tiden, han, som var af Gud, ja, var Gud, blev menneske som os og gav os himlen i eje. Ham tæller vi tiden ud fra, også vor egen tid, så vi kan se egen vor tid som en guddommelig tid. Og en tid, som ikke ophører, når vi dør. Og vi skal om et øjeblik hører Bachs musik over ordene: Jesu, bleibet meine Freude - En bøn: Jesus vær min glæde i tid og evighed. Og vi kan tilføje: Herre, i din tilgivelse og kærlighed, giv vore døde den evige hvile og det evige lys lyse for dem. Susanne Fabritius de Tengnagel susanne.fabritius@koege.mail.telia.com www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest | |
Den 8-9-2000 |