PÅSKE af   Elsebeth Sølling



Foråret er så småt begyndt at titte frem efter en kold og våd vinter. Vi

glæder os over, at vintergækker og erantis, og snart også påskeliljer og

tulipaner atter finder deres vej op af den kolde jord.; knopperne på træer

og buske bliver større og større   -  og vi undres over, at det kan lade

sig gøre. Vi oplives, oplyses og fryder os over farverne, især den gule

farve  -  denne varme farve, som møder os fra påskeliljen, forsythiagrenene

og fra de små kyllingefigurer, som mange af os pynter vore stuer op med. De

står der så dekorativt sammen med påskelam og påskeharer. Børnene dekorerer

æg i fantasifulde farver og mønstre, og de sender gækkebreve til dem, de

regner med, de kan slå for et stort påskeæg.  Det er en pragtfuld tid   -  

det er som om livet begynder at vende tilbage til os efter vinterens dvale.

Og det er netop det, den kristne tros påskebudskab handler om, nemlig

livet, der sejrer.



Påsken er højtidernes højtid. Fortællingerne om påskens begivenheder hører

til de mest betydningsfulde i den kristne kirke. Alt kristent evangelium er

båret af påskeevangeliet: JESUS OPSTOD FRA DE DØDE. Samtidig er disse

fortællinger også noget af det mest ubegribelige. Ingen af evangelisterne

lægger skjul på, at det er en fantastisk beretning, de fortæller. Her er

virkelig tale om et mysterium, som ikke lader sig begribe. Vi får ingen

forklaringer  -  ingen smarte forsøg på at få folk til at begribe, hvad der

skete. Evangelisterne er klar over, at Guds handlinger   -   dem forklarer

man ikke   -  dem beretter man om.



Det, der skete på 3.dagen efter langfredag, er grunden til, at vi i den

kristne kirke fejrer påske  -  ja grunden til, at der findes en kristen

kirke på jorden. Tager man opstandelsen bort, er grundlaget for enhver

kristen tro, lære og liv forsvundet. Og der ville kun blive et minde

tilbage om Marias søn.



Påskemorgen gik nolge kvinder, der havde holdt af Jesus, ud til graven; de

ville færdiggøre begravelsesceremonierne, de ville tage afsked med ham. De

har sikkert grædt på deres vej derud. Jesu død langfredag havde forandret

deres tilværelse. Hvor de før havde levet i forventning og håb  -  var der

nu ingenting  -  udover en grav og et lig at ordne. Men da kvinder kom ud

til graven, fandt de den store sten væltet fra, og da de gik ind i graven,

var der ikke noget lig, men der sad en engel. "Vær ikke forfærdede", sagde

englen til dem, "I søger Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er

opstået, han er ikke her...!" Kvinderne blev bange, og de flygtede ud af

graven. De var ikke gået ud til graven med den tro, at Jesus var opstanden.

Deres tro var død, da Jesus døde på korset. Måske kan man sige, at de var

ikke parate til at høre englens ord. Men hvornår er vi mennesker parate?

Gud ventede ikke på, at mennesket blev modtagelige for hans ord. Så havde

han ventet altid. Han talte sit påskeevangelium til kvinderne dengang   -  

og han taler til os her og nu. Det, der skete med Jesus i graven, var

noget, der aldrig var sket før. Der er ingen, der har set opstandelsen;

ingen så Jesus gå ud af sin grav. Vi får ingen beviser. Men Jesu

opstandelse giver os et håb   -  selv der, hvor alting synes håbløst. Jesu

opstandelse fortæller os, at dødens magt er sprængt. Påske betyder, at

døden ikke kan mærke vort liv som sin ejendom. For Gud kaster opstandelsens

lys over det og mærker det som sig.

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store

barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi

opstandelse fra de døde."