 | |
| Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen | |
|
10. søndag efter trinitatis 2000 - GT-tekst: Ez. 33,23.30-33 Evangelium: Matt. 11,16-24 Salmer: DDS 350, 383 - DDS 407, (432) og 761 Prædiken: "Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa summarum: Jeg gider slet ikke!" Det er Søren Kierkegaard, der i en bittersød kommentar om tilstanden på hans tid skrev disse ord. Ingen gad noget, som krævede det mindste engagement. Derfor var det hele - både kirke og kultur - blevet til udtryk for én stor middelmådighed, bedøvet af ugidelighed og pakket ind i en følelse af, at der ikke er noget ved noget. Eller for at vi nu ikke skal gå hen og tro at det er et overstået fænomen, kan vi jo tænke på den ætsende titel, Milan Kundera har givet en af sine samtidskritiske romaner: “Tilværelsens ulidelige lethed”. "Jeg klager ikke over tidens usselhed, jeg klager over dens mangel på lidenskab", skrev Kierkegaard et andet sted. For resultatet af at tage tilværelsen let er usselt. Når lidenskaben fordamper, når der ikke mere er noget at kæmpe og sætte sig selv på spil for, når man intet “gider”, ja, da er der kun “tilværelsens ulidelige lethed” tilbage. Ingenting er vigtigt - og alt er ligegyldigt. Og denne holdning viser sig karakteristisk nok derved, at man kan sidde passivt og med ironiens selvretfærdige distance peger fingre af alle andre, mens man bekvemt undgår at blive udfordret af noget som helst selv. Eller som Jan Lindhardt rammende har udtrykt det, når han gengiver vor tids store spørgsmål: - Hvor kjommer vi fra? - Hvor går vi hen? - Og hvor billigt kan vi få det? Nej, der er ikke meget nyt under solen. Vi har ikke flyttet os så langt fra de sure børn på torvet, Jesus i dag taler om. Der er ikke noget, der passer dem - andet end at sidde og skubbe lidt til hinanden, mens de råber efter andre. De sure børn er billedet på holdningerne til den, der ville vække og ruske andre op af deres uengagerede selvtilstrækkelighed. Johannes Døber kom først og blev afvist som en fanatisk domsprædikant, de ikke kunne holde ud at høre på. Han forstyrede deres fred med sit krav om opgør med den udvendige moral og den selvretfærdige velbehagelighed, der ikke gad røre en finger uden at få noget for det. Og bedre blev det bestemt ikke, da Jesus kom med evangeliet om Guds Riges og indbød høj og lav til at være med - og oven i købet inviterede dem sammen! Med sin grænseløse tilgivelse gik han alt for vidt. Ved at spise af samme fad som landsforræddere og drikke af samme bæger som luddere, overskred han enhver grænse for anstændighed. For sådan tænker de, der har deres på det tørre. Selvfølgelig finde de det rimeligt nok at blive forsikret om deres små og uanselige synders forladelse; men at øse af tilgivelse til højre og venstre, til åbenbare syndere og bedragere, det var det bare for meget! Og så vil de gode borgere ikke lege med længere! For sådan kan de surmulende børn på torvet dengang, og selvberoende voksne i dag, altid finde gode grunde til at pukke på deres ret, mens de fordømmer dem, som har svært ved at holde sig på måtten. Hurtige til at pege fingre af enhver, som stiller spørgsmålstegn ved deres fortræffelighed eller tilbyder dem at blive løst fra deres skyld. "Som om vi ikke var gode nok, som vi er!", siger de. Men det er jo netop denne sure selvretfærdighed og ulideligt lette selvtilstrækkelighed, Jesus er så vred over! Det er netop den, som er baggrunden for hans smerteråb over Korazin, Betsaida og Kapernaum i dag. Disse byer var netop steder, Jesus havde været mest. Kapernaum var den by, han boede i og vendte tilbage til, når Han havde været på rejse. Ingen andre havde hørt eller set så meget som netop dem: Syge blev raske, spedalske blev rensede, sultne blev mættet - og evangeliet om Guds Rige blev forkyndt for dem. Og så var de bare fuldkommen ligeglade! Ingen af disse mægtige gerninger havde rørt dem så meget, at de turde tage imod Jesus som Guds udrakte hånd til dem. End ikke budskabet om syndernes forladelse og et helt nyt liv vandt genklang hos dem. Tværtimod oplevede de det nærmest som en fornærmelse. Hvad skulle de bruge det til? De var vel gode nok, som de var! Når Jesus sammenligner de fromme jøder i Kapernaum med indbyggerne i Tyrus, Sidon og Sodoma, hører vi i Jesu veråb også baggrunden for Kierkegaards ord: "Jeg klager ikke over tidens usselhed, jeg klager over dens mangel på lidenskab". For Tyrus og Sidon var berygtede havnebyer, hvor enhver form for små- og storkriminalitet havde gode dage. Sodomas synder havde nok altid stået som de mest himmelråbende, men der var bestemt også megen usselhed i Tyrus og Sidon. “Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig”, lyder en anden romantitel om ungdommeligt overmod, der brænder af lidenskab, men samtidig erkender prisen herfor. Også borgerne i Tyrus og Sidon havde lidenskab! De brændte dog for det, de ville, og turde slå sig løs. Og netop derfor kunne de også blive tændt af evangeliet: "For hvis de mægtige gerninger ... var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længe siden omvendt sig i sæk og aske". Her vidste de godt, hvornår man skulle kæmpe, og man var ikke bleg for at erkende et nederlag, hvis det skulle være. Men dét kunne de aldrig finde på at gøre i Kapernaum! Jesu ord er ikke et forsvar for hverken tyveri, druk, utroskab eller nogen anden form ussel omgang med hinanden. Den lidenskab, disse byers indbyggere var besat af, blev jo ødelæggende for både dem selv og andre. Men de var dog levende menneske, der var i stand til at reagere på det, de hørte og så - i modsætning til de snerpede selvretfærdige i Kapernaum, der havde sørget for at de havde deres på det tørre. "Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig". Med disse ord har Jesus én gang for alle afsløret og dømt den lidenskabsløse mavesurhed - både hos sin og vor tids velbjergede, der mener at have deres på det tørre. Og når han råber: "Ve dig!" skyldes det, at der ingen frelse er i det forsvar, vi selv kan bygge op omkring os. Over for dommen kommer selv den frommeste til kort. Og i døden bliver vi alle lige. Det katastrofale for jøderne i Korazin, Betsaida og Kapernaum var, at de afviste Jesus, fordi de ikke ville se, hvilken forskel han kunne gøre for dem eller hvad i al verden de skulle bruge syndernes forladelse til. Det ville de ikke være i tvivl om i Sidon, Tyrus og Sodoma, hvis de havde fået muligheden for at høre evangeliet. Evangeliet udfordrer os til engagement og lidenskab. I dag, på søndag og hver søndag. Og vi møder denne udfordring i et rum, der er fyldt med tegnene på Guds gerninger midt iblandt os: Alter, nadverbord, prædikestol, døbefont, Bibel og Salmebog. Alt dette er og bruges her af én eneste grund: Det indeholder vidnesbyrdet om, at Gud har allerede sendt sin Søn til verden som vor frelser! Og hvordan skal vi så reagere på det? Er vi ligeglade eller lader vi det betyde noget? Tør vi lade gudstjenesten være en del af svaret for os? For netop ved at tage del i og leve med i gudstjenesten, finder vi en måde, at svare på Guds tale på. Her synger, beder og bekender vi. Her modtager vi nadveren og fællesskabets sakramente. Her bærer vi vore børn til Gud. Her lytter vi til evangeliet, og her modtager velsignelsen. Det hele sker for øjnene af os. Det er mægtige gerninger, der alle som én udtrykker det samme glædelige budskab: At Kristus skænker os syndernes forladelse og evigt liv hos Gud. Har vi hørt det, er alting på spil. Så er vi er ikke længere blot publikum, der kan læne sig tilbage i stolen og sige: “Jeg gider ikke - ikke i dag!” For når vi er kommet dertil, ér vi blevet talt til. Gud taler til os og viser sine gerninger for os. Inviterer os til at være med til at lege livets vigtigste lege. Gider vi da være med? Eller vil vi bare ingenting? Det sidste fører til “Tilværelsens ulidelige lethed”. For at være med kræver lidenskab og engagement. Har Gud gjort alt dette for os, hvad svarer vi så på det? Har han givet alt, hvor lidt tror vi så, vi nøjes med? Svaret er lagt over til os. Måtte sandheden få ret ved sine gerninger. Amen. | |
Den 8-9-2000 |