 | |
| Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen | |
|
9. søndag efter trinitatis 2000 - Solrød Kirker. GT-tekst: 2. Tim. 1,6-11. Evangelium: Luk. 18,1-8. Salmer: DDS 692, 268, 345 - 552, 432/697 v. 1-3, 4-5, 333. Prædiken Det fortælles om den engelske søhelt, Admiral Nelson, at han umiddelbart før det afgørende søslag ved Trafalger, fik signal om at afblæse angrebet og søge land. Da Nelson blev henledt på signalerne inde fra land, satte han kikkerten for sit blinde øje, og gav ordre til angreb! En lignende vane havde den dommer, vi hører om i dag, åbenbart også, når han karakteriseres med ordene; at han "ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker". For hvor dommere i udøvelsen af deres embede normalt er sat til at følge loven og naturligvis også tage skyldig hensyn til dem, som beder ham mægle eller dømme mellem sig, da er denne dommer tilsyneladende blottet for sådanne hensyn. Om han var korrupt eller blot vilkårlig i sine domme, står hen i det uvisse, men det har næppe været særligt trygt at overlade sin skæbne til ham. Han satte til tider retfærdighedens kikkert for sit blinde øje. Alligevel var man i visse situationer afhængig af ham. Sådan er det i det mindste for den enke, vi hører om i dag. På mange måder var hun nemlig fuldkommen retsløs, idet hendes position i samfundet og de rettigheder, der måtte knytte sig til den, på Jesu tid var bestemt af den mand, hun ikke længere havde. Hendes chance for at få sit krav gjort gældende var derfor helt afhængig af dommerens sympati. Altså var netop denne enke i særlig grad afhængig af, om dommeren valgte at sætte kikkerten for det blinde øje og tilkendte hende det, som hun i sin enkestand ikke selv ville have mulighed for at føre frem for en domstol. Lignelsen om enken og dommeren har dog givet anledning til en del hovedbrud hos fortolkerne. Bl.a. har man i tidens stået tøvende overfor at forstå den som en bogstavelig anvisning på, hvordan man skal plage sin vilje igennem overfor denne verdens dommere, da det synes at være både en umoralsk og samfundsnedbrydende holdning at lægge for dagen. Ja, for i så fald synes det som en oplagt anvisning vejen til klagesamfundet eller amerikanske tilstande. Men at lade ret og retfærdighed afhænge af en dommers subjektive og i høj grad påvirkelige afgørelser er dog ikke vejen frem for bedring af de svages stilling, men derimod virkeligt at åbne op for rige og magtfulde kræfter! Vi står derfor med en lignelse, hvis udlægning tilsyneladende kan virke lige så umoralsk, som prædiketeksten til første tekstrække, hvor den uærlige forvalter roses, fordi han afsløret i et bedrageri af stort omfang, skynder sig at eftergive sine herres skyldnere. For. som han realistisk udtrykker det: Så har han da formodentligt dem som venner, når han nu alligevel bliver fyret! Nu er der imidlertid det med en kikkert, at selvom den sættes for det øje, der kan se noget, så er synsfeltet stadig begrænset af, hvad kikkerten bliver rettet imod. Vi ser ikke alt, men kun et udsnit af det mulige synsfelt. Og en del af det, der virker begrænsende for vor forståelse af en lignelse, er netop hvad vi fra starten vælger at fokusere på - f.eks. allerede inden vi har hørt den! Netop ved - som man i mange år har gjort det - at kalde den lignelsen om "den uretfærdige dommer" og dermed sætte dommeren i centrum for udlægningen, ledes vi uvilkårligt væk fra den forståelse, Jesus selv lægger op til. Men evangelisten Lukas har med sine indledende ord sat lignelsen ind i en ganske anden sammenhæng. Lukas skriver nemlig: "Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte". Tager vi dette alvorligt, skal kikkerten og vores opmærksomhed altså ikke så meget rettes mod dommeren, som mod enken og hendes situation. Og hendes situation var næppe helt ukendt for tilhørerne på Jesu tid, ligesom den formodentligt heller ikke er det for de mange, der ramt af denne verdens uretfærdighed folder deres hænder og beder Gud om at gribe ind - og som alligevel føler, det ikke nytter! Lignelsen er nemlig talt ind i den situation, som må være enhver, der har prøvet at bede bekendt, nemlig at Gud ikke nødvendigvis straks svarer på bønnen. Eller at man ofte ikke selv ser nogen ændring i situationen. Søren Kierkegård omskriver i en af sine dagbøger denne situation til en ny lignelse: "Den, som banker, for ham skal der lukkes op. Og selv om Gud ikke straks lukker op, så trøst dig! Forestil dig en ældre, der sad i sin stue og forberedte sig på at glæde et barn, som skulle komme til en bestemt tid. Men barnet kom for tidligt. Det bankede, men der blev ikke lukket op. Og da barnet følte, der var nogen i stuen, for der var jo lys, og mærkede at der ikke blev lukket op, selvom det bankede, blev det dybt nedslået. O, hvorfor blev der ikke lukket op? Fordi forberedelserne til det glædelige endnu ikke var gjort færdige!" (Let omskrevet efter Carl Koch "Jesu lignelser"). Og dermed vil Kierkegaard jo sige, at når bønhørelse ikke finder sted eller ikke sker på netop den måde, vi ønsker det, er det ikke nødvendigvis fordi bønnen ikke er blevet hørt. Det kan - med Kierkegårds fortælling in mente - også være fordi, vi endnu ikke er parate til at modtage det, som Gud gennem bønnen søger at forberede os på. Denne indsigt har betydning f.eks. i forhold til de bønner i Fadervor, der taler om Guds Riges komme til. For hvor ofte beder vi ikke: Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden"? Og hvor ofte har vi ikke sukket efter at opleve Guds gode vilje ske? Eller var det måske vor egen forståelse af det gode liv, vi sukkede efter? Men i Fadervor har vi fra Jesu egen mund en bøn, der ikke blot indeholder alt, hvad vi har behov for at bede om, men som i sig selv udtrykker det forhold, vi er sat i overfor Gud. Og selv om jeg ikke ligefrem vil anbefale, at man opmun¬ trer sine børn til at plage, så har jeg ikke nogen steder set grænse for, hvor tit vi kan bede til Gud eller bede Fadervor. Ja, af lignelsen til i dag bliver vi ligefrem opmuntret til at plage med bøn - ikke fordi vi dermed får gennemtrumfet vores vilje, men derimod for at vi skal vide, at bønnen dog altid bliver hørt. For at slutte fra den uretfærdige dommer, der af bar ærgrelse over den plagsomme enke ender med at lade hendes få sin vilje, det er ikke at lade Gud være mere uretfærdig og vilkårlig end dommeren, men derimod at lade hans lydhørhed overfor vores bøn være så meget større end dommerens, der kun tænker på sig selv. Pointen er således ikke at gøre Gud lille eller uretfærdig, men at understrege og fremhæve Guds lydhørhed som langt større og bedre motiveret end vi menneskers. Vi kan og skal altså bede - bede utrætteligt og uden ophør. Bønnen om Guds Riges komme og hans viljes sejr skal som vort åndedræt være uden ophør indtil den dag, vi dør. Og det skal den, fordi vi i bønnen finder modbilledet til den urettens verden, vi ser omkring os. For gennem bønnen forbereder Gud os på en virkelighed anderledes end den, vi erfarer, så ikke fristes til at sætte kikkerten for det blinde øje og se bort fra alle de ubehageligheder, vi udsætter os for ved at påtale uretten og arbejde for retfærdigheden blandt mennesker. Og ved at bede uden ophør, kan vi bevare modet til at kæmpe, samtidig med at vi holdes fast i troen på, at Gud selv både vil og kan oprette sit rige, når og hvor han vil. I denne tro kan vi både hvile og kæmpe indtil den dag, Menneskesønnen kommer igen. For når det sker, er det alene troen han spørger efter og ikke de resultater, vi også selv sukker efter at se. Indtil det sker, må modgangen ikke slukke troens og håbets flammer. Og for ikke at det skal ske, har vi derfor lov at bede og plage Gud med den bøn, som endog er givet af Gud selv. Som Paulus skriver til Timotius: "Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed". En uforfærdet ånd lever af det, som gives gennem bønnens åndedræt. Men dør bønnen, dør troen og med troen dør også håbet og kærligheden. Og uden tro, håb og kærlighed dør verden. Lad os derfor ikke være bange, men frimodigt sætte kikkerten for det øje, der ikke blot ser verdens elendighed, men også den nye verden, som Gud forbereder os på. Og med kraft og besindighed vil vi uden ophør bede: "Komme dit Rige - ske din vilje!" Amen. | |
Den 8-9-2000 |