Hvis du har kommentarer
så skriv til
Thomas Feddersen
Det er så synden mod Helligånden, som vi har hørt om i dag. Den synd, der ikke kan tilgives.
Men hvad véd vi egentlig om synden mod Helligånden?
Vi ved, at det er et meget populært emne på landets psykiatriske hospitaler. Hvor mange føler sig forkastede, selv af Gud. OG begrunder det i et eller andet, som de har gjort eller ikke har gjort, og siger: Dét var synden mod Helligånden.
Vi véd at indre missions grundlægger Vilhelm Birkedal en gang skal have haft besøg af en mand, der kom ind på Birkedals studereværelse og desperat udbrød: Jeg har begået synden mod Helligånden! Hvorpå Birkedal skal have kigget op fra sit skrivebord, og over kanten af sine briller, og sagt: De?? Det har De slet ikke format til!
Og vi ved, jeg ved, at min amerikanske kollega Dan Ericsson i en periode hver uge fik besøg af en mand, der desperat udbrød: Jeg har begået synden mod Helligånden; Hvad kan jeg gøre?
Og svaret var: ingenting. Hvis du virkelig har begået synden mod Helligånden, så kan du ingenting gøre.
Ingenting. Et irriterende ”ingenting”. Det kan ikke tilgives. Der er ingen fortrydelsesret. Det kan ikke tilgives. Og man må undres. Undres over at høre det fra Jesus, fra ham, der ellers nærmest kunne tilgive hvem som helst hvad som helst.
Det må jo have en forklaring. Der må være sket noget før det. Og det er der også. Der er en baggrund for denne voldsomme vrede.
For kort før Jesus taler om synden mod Helligånden, der ikke kan tilgives, der var nogle kommet til Jesus med en, der var døv og blind. Og Jesus helbredte ham.
Jeg forstår ikke altid Jesu helbredelser. Kan ikke gøre som han. OG ved ikke, hvordan han gør. Men jeg er jo heller ikke Guds søn. Og det kunne jo være en forklaring. Og tilskuernes forklaring går da også i den retning. Men da nogle farisæere hører det, så finder de på en anden forklaring.
De hævder, at det er ved Beelzebuls hjælp, at Jesus helbreder. Hævder, at satan driver satan ud, gennem Jesus. Og så får farisæerne dette fur af Jesus, med, at al synd og bespottelse skal tilgives, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler imod Menneskesønnen får tilgivelse. Men den, der taler imod Helligånden får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller den kommende.
Jaså. Nu er det jo mig, der skal prædike over denne tekst. Og jeg har et problem her; jeg er nemlig ikke sikker på, hvad Jesus nøjagtig mener. Og det er jo en alvorlig sag, når Jesus siger så alvorlige ting, og hans præster ikke engang ved, hvad han nu nøjagtigt mener. Men måske kan vi pejle os ind på, i hvilken retning det går.
Hvad er det, som de her farisæere gør, når de beskylder Jesus for at uddrive dæmoner med satans hjælp?
Jo, de siger, at det, som Jesus gør, at det ikke er Guds værk. tværtimod. Men det lyder da vel nærmest som om de spottede Jesus. Så hvad skal vi med denne Helligåndssvada.
Men måske påstår de her farisæere jo snarere, at der ikke er nogen forbindelse mellem Jesus og mellem Gud. At det ikke er Guds Ånd, der virker i Jesus. Og så har vi fået Helligånden på bane. Så spotter de Helligånden.
Og bringer dermed rod i alting. Opløser alle grænser mellem rigtig og forkert, godt og ondt, Gud og fanden. Når de, mod bedre vidende, kalder Guds ånd for satan og dermed gør satan til gud, så sejler alt. Så ved ingen længer, hvad der tales om. Og hvem er hvem og hvad er hvad og hvad er godt og hvad er skidt?
Når nogen kalder lys for mørke og mørke for lys, så kan man ikke tale sammen. Og sprog er vigtigt. Ikke bare til at give beskeder til hinanden, som myrer også gør. Men også for samtalen. OG ikke mindst for troen. Tro kræver sprog. En tro, der ikke har et sprog, der ikke er iklædt en sproglig dragt, en tro, der ikke er formuleret, er ikke robust; den svajer frem og tilbage og flyttes af den mindste vind.
Troen har brug for sprog. Et sprog, hvor ordene har den betydning de har, et sprog, der skal kunne forstås. Men kalder jeg mørke for lys og Guds ånd for satan, så kan sproget ikke længere forstås. Og derfor er det en alvorlig sag at tale imod Helligånden. At påstå at Helligånden ikke er nogen hellig ånd. Men noget helt andet.
Og åbenbart er det alvorligt at gøre. At det er alvorligt, det er vel indlysende. Men det er så meget alvorligt, at Jesus siger, at det er der ingen tilgivelse for. Og sådan er det.
"Hr. Pastor hr. pastor, jeg har begået synden mod Helligånden; hvad kan jeg dog gøre?" INGENTING.
Et irriterende ingenting. Som så kan minde os om, at livet ikke er en soap opera, hvor alle igen og igen bliver venner med alle, men at livet er alvor og ansvar.
Også er alvor og ansvar i al fald. Det ligger i hvert tilfælde i vores ansvarsområde, at kalde Gud for Gud. Og at kalde Guds værk for Guds. Og Guds ånd for Guds. Og Guds gaver for Guds.
Det er det, som vi blandt andet har gjort i dagens første salme (nr.2). Hvor vi netop lovede Herren, for de tusinde velsignelser, som vores liv er smykket med. Som er forskellige for os alle. Men for nogle i dag er det garanteret et barn eller barnebarn.
Og i de tusinde velsignelser, der er også den velsignelse, at al synd og bespottelse skal tilgives mennesker. Al synd. Undtagen den, at hævde, at Gud er fanden. Denne ene ting, men ellers al synd. For vi skal ikke leve i frygt for en vred og olm Gud.
For alle de andre brølere, som vi har lavet, som vi går og laver, og som vi (og…) kommer til at lave, dem regner Gud ikke. De gange vi gør ondt på hinanden.
Og dette er det tilgivelsesbudskab og den velsignelse, som Jesus med sit liv stod inde for. Det er det
velsignelsens ord
til liv her på jord,
som vi skal leve på. (777)
Amen.
Thomas Feddersen
fg. sognepræst
Solrød