Mariæ Bebud af Kirsten Clement	



 "Min sjæl ophøjer Herren" siger Maria. Det lyder smukt,

men også lidt gammeldags - og det på trods af, at vi har

fået en ny bibeloversættelse.  Det er ikke spor mere

moderne end den gamle oversættelses: Min sjæl højlover

Herren. Ord som: "Min sjæl ophøjer Herren og min ånd

fryder sig over Gud, min frelser!" bliver normalt ikke

karakteriseret som nutidsdansk.  Der er ingen af os, der

går rundt og siger sådan - vi siger: "åh, hvor er jeg dog

glad; tak skal du ha'." - når vi altså er glade og har

noget at takke hinanden for.

   Men hvis vi ser bort fra det med moderne og gammeldags

sprogbrug, så er der alligevel stor forskel på de to

udtryk. "Åh, hvor er jeg dog glad" siger bare, at sådan

har jeg det lige nu. Jeg er glad og lykkelig, og det skal

I andre vide. Men "min sjæl ophøjer Herren" - de ord

rummer en bevægelse. Man kan næsten se Maria stå foran

sig, mens hun rækker hænderne frem i en bevægelse, som

siger: "Se her, se hvor stor Gud er!" Det er en bevægelse,

som peger væk fra hende selv, udad, opad. Og hun siger det

med hele sin sjæl - med hele sit jeg, helt ind til det

inderste. Det er næsten, som om bevægelsen er så kraftig,

at hun selv forsvinder for at vise alt det store, der er

sket.

   Ordene er smukke og gammledags, men vi kan ikke gøre

dem mere moderne, for så bevæger de sig ikke længere udad

og opad.

   "Min sjæl ophøjer Herren - for han har gjort store

ting" siger Maria, og så er det næsten, som om hun selv

forsvinder.

   Og det gør hun også i kirkekunsten. Der er i hvert fald

to slags motiver med Maria, der er så almindelige, at man

kan genkalde sig dem for sit indre blik. Det ene er

bebudelsen. Gabriel opsøger Maria for at meddele hende, at

hun skulle få en søn, og at hun skulle give ham navnet

Jesus, fordi det betyder Gud frelser. Billeder af

bebudelsen er så godt som altid malet sådan, at Gabriel

står til venstre i billedet og Maria sidder eller står til

højre. Gabriel er malet med vinger - eller i hvert sådan,

at ingen kan være i tvivl om, at det er en engel - en

budbringer fra Gud. Og Maria er malet, som er hun helt

uberørt af situationen - og det er jo umuligt. Ingen kan

være uberørt af en sådan besked. Billedet er blevet til et

symbol, og ofte understreges det symbolske ved, at

billedet også rummer et symbol for Helligånden.

Bebudelsessymbolet fortæller, at frelsen vitterlig er

Guds, for det er Gud, der handler.

   Og så sker der jo det besynderlige, at selv om

bebudelsesbillederne er stivnet i formen og er blevet til

symboler, så er de alligevel ikke uden dramatik og

handling. Dramatikken og handlingen kommer af, at vi som

beskuere, på forhånd ved, hvad det er, englen siger - hvad

det er, Maria svarer - og hvad det er, der videre sker.

   Og så er der den anden type motiv: Det er Maria med

barnet. Et motiv med en mor og hendes barn kan udfoldes på

utallige måder; men Maria med barnet fremstilles stort set

kun på  n måde. Maria sidder eller står med front mod

beskueren, og hun bærer sin søn på venstre arm. Det

passede altså, det englen sagde. Der er virkelig sket

noget. Men Maria sidder igen, som om hun er uberørt af

situationen - hun er hverken overrasket eller bekymret

over, hvad det nu er for noget, hun er kommet med i. Nej,

hun sidder bare der og holder sit barn frem mod os.

   Begge slags billeder er som regel dejlige og smukke, og

der er som regel en ophøjet ro over dem, som opfordrer

beskueren til at sætte sig ned og tænke. Til at tænke over

det, at Gud sendte sin søn til verden ved at lade ham

blive født af en kvinde - sådan blev Gud menneske.

   Men Maria - hun forsvinder i al sin uberørthed. Det

begynder allerede med evangelisternes beskrivelse af hende

- og i kirkekunsten er der ikke noget tilbage af pigen

Maria fra Nazareth: hende der var forlovet med en

håndværker, og som derfor nok selv var datter af en

håndværker. Hende der lige som alle andre unge kvinder

hentede vand, passede grøntsagshaven, spandt og vævede, og

hvad man ellers arbejdede med i husholdningen. Hende, der

på  n gang måtte leve med både en usigelig glæde og med

omgivelsernes hårde fordømmelse over et svangerskab i

utide.

   Og i kirken er pigen fra Nazareth forsvundet. Enten er

hun blevet om ikke guddommeliggjort, så i hvert fald gjort

til et idealbillede, en skikkelse af næsten overjordisk

karakter. Eller også er hun blevet glemt og gemt væk. Der

er kun trosbekendelsens "af Jomfru Maria" tilbage. Det kan

trods alt ikke slettes. Og Mariæ Bebudelsesdag er også

tilbage - men selv den kan en prædikant let gå uden om

hende, og det endda med god grund. Det er jo Jesu fødsel,

der bebudes.

   Pigen Maria fra Nazareth forsvinder bag sit skær af

uberørthed. Enten fordi hun ikke er berørt af denne

verden, eller også fordi denne verden vil være uberørt af

hende.

   Men det handler jo alt sammen om at blive rørt ved, at

være berørt. Det handler jo om, at englen kom til Maria og

fortlate hende, at Gud ville røre ved hende og hendes

verden. Hun skulle føde Guds Søn. Det betyder, at han

skulle vokse op i hendes hjem og hendes landsby. Han

skulle møde livet og lære det at kende lige som alle andre

børn. Han skulle lære kærligheden, omsorgen og glæden at

kende - og han skulle møde løgn og had og ondskab lige som

alle andre børn - for landsbyen Nazareth var ikke bedre

end andre landsbyer. "Kan noget godt komme fra Nazareth?"

var der ligefrem et mundheld, der lød.

   Gud ville røre ved hende og hendes verden, vores

verden. Ikke fordi Maria var noget særligt, eller fordi

hendes verden var noget særligt som et forbillede eller et

ideal. Tværtimod hun var født i en egn, man så ned på.

Men Maria blev til noget særligt, fodi Gud rørte ved hende

- Gud rørte ved Maria, den helt almindelige

håndværkerdatter i Nazareth, så hun blev Herrens

tjenerinde. Gud havde brug for hende.

   Og Gud vil røre ved vores verden, ikke fordi den er

noget særligt. Men fordi den har brug for det. Og derfor

er vi og vores verden blevet til noget særligt. Vi er den

verden Gud har rørt ved.

   Og når Gud rører ved vores verden, så sker der store

ting. Det vidste Maria, for hun kendte sit folks historie.

Det er en historie, der viser, at hovmodige tanker

splittes, de mægtige væltes fra tronen, ydmyge oprejses,

sultne mættes, og rige sendes bort. Sådan var Guds gerning

over for sit folk. Og vi ved nu, at Guds Søn fortsatte den

gerning: Han splittede hovmodiges tanker, så de vendte om

fra kun at tænke på dem selv til også at tænke på Gud og

næsten. De mægtige blev væltet fra tronen, og de ydmyge

blev oprejst, fordi fattige og undertrykte og fordømte

mennesker fik deres selvværd igen, så de ikke længere lå

under for fordommene og angsten for magthaverne, og dødens

fyrste blev væltet fra tronen, så han ikke længere har

magten over os mennesker. De sultne blev bespist i

tusindtal og den rige unge mand blev sendt tomhændet bort,

fordi han kun ville sit eget.  Sådan var Jesu gerning

blandt mennesker - fyldt af kærlighed og omsorg, for at

selv de svage og udstødte skulle finde livets og frelsens

glæde.

   Maria vidste, at Gud førhen ikke holdt sig for god til

at røre ved den verden, han selv havde skabt - og heller

ikke holdt sig for god til at lade sig røre ved den. Og

hun vidste nu, at sådan er det stadigvæk. Så hun lod sig

røre ved - og blev så berørt, at hun brød ud i lovsang.

   "Min sjæl ophøjer Herren". Det er den lovsang, der

bevæger sig udad og opad. Væk fra en selv. Fordi Maria er

berørt i sit inderste, sætter hun bevægelsen i gang og

forsvinder i den. For at VI skal se, at det er os og vores

verden, Gud rører ved. Hvorfor skulle vi så ikke selv

blive rørt ved i vort inderste og lade os bevæge med i

lovsangen til Guds ære, sådan som Maria lærer os, at det

kan lade sig gøre, at et menneske lovsynger Gud.

   Amen.