Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
NT-læsning: 1. Tim. 1,12-17
Evangelium: Matt. 20,20-28.
Salmer: DDS 2, 366, 46 - 249 og 606.
Prædiken
Det er altid lidt provokerende at møde personer, der ikke skjuler deres ambitioner, men går direkte, selvsikkert og målbevidst til værks; starter rundsaven og maser gennem alle forhindringer på vej op mod det, der er deres mål.
Men hvorfor det er så provokerende, er det de færreste,
der kan eller vil svare på.
Nogen mener, at der findes visse - oftest uskrevne - regler, som må overholdes, så det kan se pænt og ordentligt ud.
Det kan f.eks. være, at det kun er dem med de rette
kvalifikationer, der har lov til at stræbe efter at nå til tops.
Og så skal det selvfølgeligt også være sagligt begrundet:
Vil man være leder, skal man naturligvis kunne leve op til det ansvar, der følger med denne opgave.
Vil man have en plads over andre, må man både have overblik og være opmærksom på den enkelte
Sørge for at både helheden og den enkelte bliver tilgodeset på vej mod det fælles mål.
Lever man op til det - og uden at skilte alt for tydeligt med, at det er det, man vil - så er det som regel i orden med ambitioner, for ambitioner skal helst være usynlige!
Værre end synlige ambitioner er, hvis det alt for tydeligt ikke er ens egne, men andres ønsker, der bestemmer kursen. Så er det er både latterligt og ynkeligt.
Nogen i den retning er det måske, der er på spil i dagens beretning, hvor Zebedæussønnernes mor kommer til Jesus og beder ham reservere Himmerigets bedste pladser til sine to dejlige drenge.
For hvor godt hun end mener det, er der jo noget provokerende og irriterende ved hendes omsorg for afkommet i det hinsidige:
"At tænke sig, mine drenge - foran i køen og først i mål!".
Og hvor provokerende ligefrem hun end fremtræder, er drengene tilsyneladende med på den.
Hvem ved, måske er det dem selv, der har bedt hende lægge et godt ord ind for sig?
Men ved de virkeligt, hvad de stræber efter?
Jesus spørger og får nok et svar til UG, kryds og slange, men man kan nok have sin tvivl om, hvorvidt de har forstået hans henvisning til det bæger, han snart skal drikke?
For er de virkeligt så naive, at de blot tænker på et hyggeligt glas inden solen går ned?
Eller er det dem helt fjernt, at det, han taler om, er den død,
hans fjender har besluttet sig at ramme ham med?
For de, der vil have Jesus af vejen, har store ambitioner.
Det er fyrster og stormænd - farisæere og præster - samfundets religiøse elite.
De kender magtens sprog og tager det uden tøven i anvendelse, hvis nogen vover at så tvivl om deres ret til at lede.
For dem er det ikke helheden og fællesskabet, det drejer sig om, men derimod det fortsatte monopol på magen og retten til at udøve den over andre.
For den magt, de ejer og lever efter, er den, der kun kredser om sig selv og egen selvtilstrækkelighed.
"Sådan skal det ikke være blandt jer!", siger Jesus.
Men sådan var det og det afgjorde, hvad der derefter skete.
Farisæerne og ypperstepræsterne slog Jesus ihjel,
fordi han satte spørgsmålstegn ved deres ret til at afgøre, hvem der var værdige til Guds Rige!
Stormændene og fyrsterne gik med, fordi han såede tvivl om deres ret til at udøve magt og undertrykke de, der allerede lå på jorden og bad om nåde.
Og disciplene - uden at ville det - var de tavse og passive tilskuere, da alle vendte sig mod Jesus og klyngede ham op på et kors - ingen ville risikere noget - ingen turde følge ham den vej, som han gik - alle lod de hans bæger stå urørt.
De risikerede intet og de vandt intet - men hvad så?
For selv hvis vi forestiller os, at de havde fulgt ham - selv hvis de alle var blevet hængt op på højen omkring deres Mester - ville de ikke have været sikre på noget som helst.
For pladsen i Guds Rige fordeles ikke efter kvalifikationer.
De ambitioner, Zebedæussønnerne og deres mor lægger for dagen, gik mod mål, det er omsonst at stræbe efter.
For det første vil de sikre sig en fremtid i Guds Rige,
men den er der nu engang ingen andre, der råder for end Gud selv - end ikke Jesus kan reservere plads til sine.
Og for det andet forægter de det liv, de og alle står midt i.
De retter opmærksomhed og kræfter mod en ukendt fremtid og lader andres nærværende smerte og lidelse i stikken.
Det har været en ofte fremført kritik af kristendommen,
at den udsteder dækningsløse veksler på evigheden.
At den er "undertryktes opium", så de i håb om en bedre plads i himlen, bider tænderne sammen og holder modgangen og undertrykkelsen ud, mens de er på jorden.
Med al tydelighed viser Jesu svar, at det er forkert!
Hvad han forkynder og hvad han lever, er ikke flugt fra den verden og det liv, mennesker er sat i.
Tværtimod er han mere tro mod livet end så mange andre.
Hvor Zebedæussønnerne og deres mor søger bag om døden ved at klamre sig til livet i den kommende verden,
der fastholder Jesus, at det er livet her og nu, det gælder.
Han lægger ikke sine ambitioner ud i en fjern fremtid efter døden.
Hans mål er heller ikke at opnå størst mulig magt over andre.
Jesu mål - og meningen med både hans og vore liv - er at vi sætter vort liv ind på at tjene hinanden:
"Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener,
og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl".
Jesu magt og mål går i en helt anden retning end vores.
Vi vil op - han går ned.
Vi vil betjenes - han tjener.
Vi stræber efter sikkerhed og uangribelighed.
Han opgiver alle skjold og påtager sig sårbarhed.
Vi sætter mål, som synes at fornægte, at vi skal dø.
Han er tro mod livets nære krav og elsker indtil døden.
Vi bygger pyramider af magt over magt, hvor de mange skuldre skal bære de få.
Han vender magtpyramiden på hovedet og bærer andre på sine skuldre - gennem lidelsen - gennem døden og ind til det helt anderledes liv, Gud ønsker at give os i sit Rige.
"For Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange".
Men hvor sker det i dag? Er det ikke bare et overstået kapitel på en god og spændende historie?
Spørgsmålet ligger lige for - men det gør svaret også.
For også i dag er Jesus den, der tjener og bærer os til Gud.
Når vi døber vore børn, møder vi skoleeksemplet på, hvad vi kan stille op med alle vore ambitioner, når Jesus siger:
"Den, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det".
Og straks derefter er han vært ved nadveren - det måltid, hvor der ikke spørges om værdighed og uværdighed,
men hvor alle har lov at være med, fordi ingen her er over de andre - alle er vi lige elskede og indbudte.
Ved Jesus sidste måltid med sine disciple, var alle med:
Judas, der forrådte ham, Peter, der fornægtede ham, og såmænd også de to Zebedæussønner, hvis ambitioner Jesus i dag sætter så grundigt på plads - også de var med.
Ved sit sidste måltid skænkede han dem sit liv og alt,
hvad det indebar, ligesom han siden har givet det til enhver, der er villig til at tage imod det og dele det med andre.
Uanset vore ambitioner - både for livet og det, der følger efter - overfor ham og Gud kommer vi aldrig videre end til at tage imod det liv, han giver os i dåben og i nadveren.
Her tjener han, den største af alle, med en kærlighed,
der er provokerende i sin grænseløse selvhengivelse.
Her bøjer han sig ned og løfter alle små skabninger op,
så de i et glimt ser ind i det kærlighedens evige liv,
han en dag skal bære os og alle andre ind i.
Har nogen ambitioner for sit liv,
er det ham, de skal tage ved lære af.
Amen.