Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lene Hjære Hansen
Selvom denne historie om Jesus, Martha og Maria bare er en lille historie - egentlig bare en lille hverdagshistorie - så synes jeg alligevel, at det er en meget stor historie - fordi den rummer så meget.
Umiddelbart er det en historie, som viser os, at Jesus ikke synes, at kvindernes plads er i køkkenet. Nej, for Jesus er alle lige, uanset alder eller køn eller pengepung, for den sags skyld. Alle har lige ret til at vælge det, som gør os godt her i livet, og ingen af os har ret til at tage dét fra et menneske, som er godt - uanset hvilke gode argumenter, vi kan have om pligt og ansvar og "sådan plejer vi"! Martha - den perfekte husmor. I hendes hjem kører alt på skinner. Alt er pudset og blankt, smukt og afstemt i farverne. Hos Martha er der ingen nullermænd under sengen eller legetøj spredt i en vild forvirring rundt på stuegulvet. Maden er veltilberedt og velsmagende - ikke for fin, men heller ikke for simpel. Og det er alt sammen meget prisværdigt - og fremfor alt behageligt, når man er gæst. Men samtidig ligger der en slet skjult kritik af andre måder at forholde sig på. Jeg kan ikke lade være med at føle, at der er noget selvretfærdigt over Martha - som om hun gennem sin perfektionisme er mere værd, end Maria - der godt nok ikke har nået alt det, som Martha har nået - fordi hun måske var mere optaget af at læse eller lege med børnene eller snakke med en god ven.
Men bag enhver selvretfærdighed gemmer der sig som regel også en bange sjæl. En sjæl, som netop ikke tror, hun er god nok, og derfor gør sig alle mulige bekymringer om, hvordan hun kan blive det. Og som i angst for, at hun måske i virkeligheden er gået glip af noget væsentligt, og at dét hun har brugt sit liv på derfor ikke egentlig ikke er noget værd - at hun i angst for dét, simpelthen hellere lukker øjnene for, at der kan være andre måder at leve på. At hun af ren og skær angst ikke under Maria at vælge anderledes end hun selv har gjort. Til hende siger Jesus nu: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men kun ét er fornødent." Kun ét er fornødent....at høre dét Jesus fortæller os, nemlig at vi er elsket af Gud. Ikke efter fortjeneste. Ikke fordi vi altid har gjort det rette. Det som forventedes af os. Nej, vi er elsket af Gud helt uden beregning. Helt uden betingelser. Jesus siger: "Martha, Martha! Du behøver ikke være bange, for du er god nok bare sådan, som du er. Du inviterede mig ind i dit hus. Du vil gerne gøre alting godt for mig. Det er din måde at vise mig, at jeg er velkommen. Maria viser mig sin gæstfrihed på en anden måde. Hun åbner sit hjerte for mig ved at lytte til mig. Glæd dig over, at hun har mod til at gøre det. Gud elsker jer begge, og derfor skal I også elske hinanden." Sådan synes jeg godt, man kan forstå de ord Jesus siger til Martha.
Men måske er der alligevel også noget andet i historien om Martha og Maria. For det er næppe tilfældigt, at vi hører om Martha og Maria lige efter Jesus har fortalt historien om den barmhjertige samaritaner. Der spørger Jesus, hvem der var næste for ham, der var blevet overfaldet. Det var han, som gjorde noget. Han som handlede og påtog sig et ansvar. Og Jesus slutter med at sige: "Gå du hen og gør ligeså!" Og er det ikke lige netop dét Martha gør? Handler - påtager sig et ansvar. Hvorfor skal vi så høre nu, at Martha åbenbart gør sig unødvendige bekymringer? Gør hun ikke netop dét, Jesus selv har sagt, at vi skal gøre? Hvad er det da, Martha gør galt? Hvorfor får Maria lov til bare at sidde uden at gøre noget?
Måske vil Jesus have os til at forstå, at vi ikke kan handle os til kærlighed. At kærlighed kommer til os, men først når vi tør åbne vores hjerter og lader dens lys varme vores sjæl. Når vi lader lyset fylde os, så vi tør tro på, at også vi er elsket. Elsket af den Gud, som har givet os livet. Og at vi ud af det lys og den kærlighed kan få kraft til også selv at elske - ligeså ubetinget som Gud elsker os.
For det er jo dét som den barmhjertige samaritaner gør. Han handler - ikke bare for at handle, men fordi han ser den andens lidelse som var det hans egen. Han lider med ham, og dérfor handler han som han gør - derfor er han næste for den overfaldne. Men for at kunne føle noget for et andet menneske, må vi have kærlighedens hjælp. Kærlighedens overskud. Det overskud vi føler, når vi selv føler os elsket. Og derfor er dét, at lytte til Gud og hans ord til os om, at vi er elsket, for det vi er, den vigtigste gave. Det eneste fornødne. Dét hvorfra alt andet udspringer.
Jeg tror, Jesus her fortæller os, at vi aldrig må glemme, hvad der kommer først. Kærligheden. Guds kærlighed til os og den kærlighed vi derfra får overskud til at føle for hinanden. Det nytter ikke noget, hvis vi i ren og skær iver efter at være enormt gode og bare have tjek på det hele, bliver så fortravlede, at vi ender med at lukke os om os selv - og istedet for kærlighedens åbenhed holder alle vores bedrifter op foran som et værn mod hinanden og livets usikkerhed:
"Se, hvor godt vi har det her! Se, hvad vi har udrettet. Se, hvor mange gode aktiviteter vi har fået stablet på benene for både børn og gamle, svage og syge. Se, hvor vi kommer hinanden ved. Se, hvilket fællesskab vi har. Se, hvor pænt her ser ud. Se....!"
Vi holder høstgudstjeneste idag. Vi takker for livet og livets frugter. Vi takker for alle de gode gaver, som jorden, som gud har skabt, giver os. Og vi glæder os over at være en del af det skaberværk. Vi høster kornet, maler det og bager brød af det. Vi plukker frugterne, sylter dem og spiser dem på brødet. Hvis ikke vi høstede kornet eller plukkede frugterne ville de rådne op og forgå. Selv alle Danmarks solsorte og gråspurve ville ikke være nok til at forhindre, at langt det meste ville forgå. Og vi selv ville hurtigt blive fejlernærede og gustne at se på og syge i tide og utide. For selvfølgelig skal vi ikke bare sidde med hænderne i skødet og fralægge os ethvert ansvar for, hvordan vi lever. Selvfølgelig skal vi handle.
Selvfølgelig skal vi også vise kærlighed gennem handling.
Men dét, som jeg tror, Jesus siger til os idag er, at vi aldrig må bruge handlingen som en undskyldning for ikke at turde leve. Livet er farligt. Det koster noget at leve. Og det koster noget at elske. Det koster vores hjerte. Men Jesus fortæller os, at vi tager fejl, hvis vi tror, livet falder fra hinanden, hvis vi giver slip på vores værn. Det værn, vi omgiver os med, for at dæmme op for den angst vi føler - fordi vi inderst inde er bange for kulden, der langsomt sniger sig op og ind i vores hjerter, når vi har allermest travlt. Den kulde, der kommer når kærlighedens lys ikke længere kan trænge ind i os, fordi vi har gjort os døve og blinde for livet i al dets udsathed. Jesus viser os, hvis vi tør give slip på alle vores forbehold - alle vores faste rammer - vil vi opdage, hvor stærke vi egentlig er - fordi styrken kommer fra Gud.
Gud er det, som holder os oppe, så vi ikke styrter i afgrunden. Gud og Gud alene er det, som hver dag giver os livet, for at vi skal leve det. Gud er det, som har erklæret døden - med alle dens mange ansigter - krig, og som ved sin søn Jesus Kristus for altid har naglet den til korset, for at vi kan leve uden angst.
Gud er det, som i Jesus har vist os, at livet i al sin skrøbelighed er stærkere end døden. Og at vi derfor ikke skal lade os fylde af mørket, men af lyset. Det lys som kommer fra Guds kærlighed, og som kan varme vores hjerter og jage kulden bort. Uden det lys er al vores handlen som avner for vinden. Avnerne flyver med vinden og spredes over hele verden, men de er kun tomme skaller, og når de endelig en dag falder mod jorden, visner de hurtigt bort og intet korn vil spire, hvor de faldt. Det er til os, Jesus siger - kun ét er fornødent - elsk Gud og elsk hinanden, sådan som også Gud elsker jer for jeg er verdens lys. Og den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Amen.