Midfaste af Sven Christensen

For nogle år tilbage var der en meget spændende

udstilling  på nationalmuseets afdeling i Brede

nord for København. Den havde som overskrift Det

daglige Brød og viste hvorledes mennesker har

klaret sig fra oldtiden til vore dage med hensyn

til at dyrke og tilberede mad. Den var som sagt

meget spændende, men de fleste enkeltheder har jeg

allerede glemt, men der er een ting,  der  stadig

står prentet i min hukommelse -og det var den

plakat der i den anledning blev lavet. Jeg havde

den hængende på væggen i flere år indtil den gik

til i en flytning.  På den er der et billede -

gjort af   en midddelalderkunstner - billedet

forestiller to ansigter - det ene dominerer pladsen

på billedet totalt -simpelthen fordi kinderne og

halsen er svulmet op af fedme og vellevned, mens

munden på dette ansigt suger kødet ud af det andet

ansigt, der som I nok kan tænke jer er magert,

udmarvet på grænsen til at være et dødningehoved.

Bortset fra billedets oplagte kunstneriske værdi så

er det et ækelt billede.  kelt fordi det er så

afslørende at det må gå enhver iagttager til marv

og ben at se på det. Det skildrer jo virkeligheden

- fortæller hvordan verden er. Ikke blot ved at

minde os der bor i den rige verden om, at vi rent

faktisk æder os fede på den fattige, tredie verdens

bekostning, det gør vi. Men billedet gælder også i

overført forstand, det skildrer  også - eller netop

- alle forhold mellem mennesker. Man kan nemlig

godt suge livsmarven ud af andre på anden made end

ved at fratage dem mad og drikke - ja de der har

mad og drikke i rigelighed kan dø af sult

alligevel. De kan dø af åndelig sult - de der lever

en kærlighedsløs tilværelse - et liv i hvilket de

ikke tør nære tillid til andre mennesker - de er

døde. Man kan ved åndelig terror gøre sine nærmeste

så usikre på sig selv, at deres liv bliver et

helvede på jord - og hvad hjælper så den mad og

drikke  der indtages gennem munden - det holder kun

det ydre menneske vedlige for at det kan modtage

endnu flere ydmygelser.  Vi vil sikkert foretrække

at mene, at billedet ikke passer nær så meget på

os, som på alle andre - og hvorfor skal vi male

fanden på væggen - vi kan jo da bare  se positivt

på tingene, anskue dem ud fra de bedste synsvinkler

-og så ellers lade syv og fem være lige. Men

billedet passer også på os -og vi ved det godt.

Alle kender vi til det gode, og alle ved vi at vi

øver ondt. Snart i det små - snart i det store.

Apostlen Paulus kendte den problemstilling - i det

syvende kapitel i brevet til romermenigheden siger

han: ”Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men

det onde som jeg ikke vil det gør jeg.” Når d n

gode kristne mand må sige sådan - hvordan kan så vi

undgå at erkende den samme skyld? Det kan vi

selvsagt ikke!  Men når vi ikke kan det -  hvad kan

vi så?  - - Ja - vi kan gøre ligesom Paulus - vi

kan erkende, at vi ikke af os selv kan magte

opgaven med at være gode nok. Ethvert forsøg på

det, er på forhånd dømt til at mislykkes - og så

kan vi i øvrigt sætte vores lid til ham, der om sig

selv sagde: “ieg er livets brød.”



Livets brød - hvad er det? At det må være noget

andet end dagligt brød antydes. Dagligt brød mætter

fra hånden og i munden - men livets brød mætter den

umætteligste sult, livets sult. Sulten efter mening

med tilværelsen - sulten efter at vide sig

accepteret af tilværelsen selv -sulten efter -

trods alt - at blive kendt god nok. Det er den

sult, der mættes af livets brød. Men - der er en

afgørende forskel på livets brød og dagligt brød.

Det sidste kan vi tjene til - nogle i vort ansigts

sved, andre får ikke sved på panden - arbejdsfri

fortjenester er et ikke ukendt begreb i vore dage -

hvor inflation, renteniveau med meget mere indgår i

vores ordforråd på linie med så simple ord som brød

og smør.  Men livets brød kan vi ikke tjene til -

vi kan heller ikke fortjene det - vi kan kun få

det. Det kan også godt kaldes en arbejdsfri

gevinst, men unægtelig af en anden art end dem

skattevæsenet er ude efter. Livets brød mætter

livets sult. Livets brød giver os svar på de

spørgsmål vi stiller til tilværelsen. Mærkværdigvis

nok får vi ikke altid  de svar vi  ønsker at få.

Det daglige brød kan altid få skikkelse efter vores

formåen - den der tjener nok kan få suppe, steg og

is - hver dag - men ham der er doven eller uheldig

må koge suppe på en hønsepind. Livets brød deles

ikke ud efter fortjeneste - det kastes i grams til

enhver der vil bukke sig ned for at samle det op.

Men den der gør det, han bliver også mættet - han

der er for stolt til at bukke sig i bevidstheden om

at han da godt kan klare al ting selv - han må gå

sulten i sin dødsseng.



Den, der bukker sig efter livets brød - hvad får så

han? Han får mod -livsmod - på trods af al verdens

ondskab - ja på trods af sig selv og sin egen

ondskab.  Han bliver givet tilbage til livet

istedet for at være henvist til døden. Døden mister

sin magt over ham, den bliver ligegyldig, den får

ingen brod, kan ikke fylde ham med angst. Vi er

midt i fastetiden - ja dagen i dag kaldes ligefrem

- Midfaste søndag - vi er i færd med at forberede

os til påsken. Den begivenhed der over alt andet

forkynder at  livet har sejret over døden. Han der

kaldte sig selv livets brød døde - men han opstod

igen. Han sejrede - han satte døden på plads. Ikke

som en gang hokus pokus - men som en forkyndelse

af, at livet  fortsat og altid skal gives tilbage

til os. Vi skal ikke frelse verden, men vi skal

leve i den. Vi er henviste  til et liv på denne

jord - der nok får sin ende i en biologisk død -

men Jesu opstandelse fra de døde forkynder for os,

at den død ehøver vi ikke frygte - hvor endelig den

så end er. Ethvert liv der kun  leves i frygt for

den kommende død er ikke noget liv. Livets brød

tager den frygt fra os og siger til os - ikke

bedende - ikke tryglende - ikke frygtsomt - men som

en kraftig ordre - en befaling - et DU SKAL - gå ud

og lev dit liv -  der hvor du er sat - med dem du

er sat i blandt og sammen med - i tryg forvisning

på, at din Gud er med dig. Det liv han har givet

dig tager han ikke igen, men han forlanger, han

fordrer af dig at du giver det du har fået videre,

at du bruger det op, når du sparer på det, når du

gnieragtigt prøver på at redde det, så synder du.

“Den, der vil redde sit liv skal miste det og den

der mister sit liv for min skyld” - siger - Jesus

“han skal redde det”.  Det er da kontant tale - og

lad så den der har øren at høre med høre!



Det daglige brød - det er godt nok - ja mere end

det - vi kan på ingen måde være det foruden. Nar vi

selv har nok af det, så skylder vi naturligvis at

give vort nødlidende medmenneske   hans part. Det

er en klar og uomgængelig skyldighed vi bare  har

at udføre. Men det livets brød, der er blevet os

til del, der bliver os til evigt liv, det har vi

sandelig også en skyldighed at give videre. ligesom

Vorherre kastede det i grams til enhver der vil

bukke sig ned og tage det op, således må vi gøre -

vi kan ikke bestemme, fastlægge grænser og  sætte

skel mellem dem der skal få del i det og de andre,

der ikke efter vores mening er gode nok. Vi kan og

vi skal kun give d t videre som vi har fået givet.

Vi må ikke suge livsmodet ud af de an dre - vi må

ikke tage noget fra vores svage næste. Vi skal give

- yde - bruge os selv op. Gud hjælpe os dertil - af

os selv kan vi ikke.



Livets brød - det mugner ikke - det spises heller

aldrig op. Der er nok til alle, der blot vil tro,

at alt det onde vi gør - til trods - så skænkes der

os ny mulighed, ny glæde. Bordet er altid dækket,

der er altid plads nok for enhver som blot tør tro

det ord. Lad så al frygt fare, lad al angst, al

mistillid og forhånds given op overfor tilværelsen

gå lige lukt ad helvede til - der hører den slags

nemlig hjemme - og lad i ste det for dit liv få

fylde, dybde, evighed - spis du kun trygt livets

brød - og sig tak dertil.



AMEN!!