Hvis du har kommentarer
så skriv til
Anne Andersen Dolmer
15. s. e trin Lukas 10,38-42 2 859 48 378 864 897
I grunden er der vist ikke noget at sige til, at Martha blev irriteret på
Maria og beklagede sig til Jesus.
Det er en hverdagssituation, de fleste kan nikke genkendende til.
Den minder mig om familiekomsammener hjemme hos mormor og morfar, da jeg var
stor pige - og havde fået øjnene op for rollefordelingen mellem stue og
køkken.
Når flæskestegen og ymerfromagen var spist - så lænede morfar og onklerne
sig tilbage i stolen, tændte cigaren og snakkede landbrug.
Mormor og mostrene og tanterne gik i køkkenet. Der skulle vaskes op - og
gøres klar til kiksekagen, sandkagen og lagkagen lidt senere.
Rollefordelingen var klar. Og med tiden lærte jeg, at mændene slet ikke var
velkomne i køkkenet. Det var kvindernes domæne.
Men omvendt: Vé den unge tante, som blev i stuen hos mændene, fordi hun
hellere ville diskutere landbrug end vaske op!. Og som lod børnene rende,
fordi hun sad og var optaget af at snakke med en anden.
Blev der ikke sagt noget direkte - så skulle mostrene og tanterne nok få
luft for deres meninger om hende i bilen på vejen hjem!
Mit billede af familiekomsammen'erne er måske nok malet med erindringens
brede pensel - men jeg er sikker på, at en del af jer kunne fortælle om
tilsvarende erindringer.
Vi kunne også snakke om, hvorfor kvinder - altså nogle kvinder - kan have så
travlt med at gøre alting perfekt før gæsterne kommer, at de er udkørte,
næsten før gæsterne er kommet ind af døren - medens de fleste mænd ikke
kunne finde på at bekymre sig over, om der skulle ligge lidt støv på
klaveret.
Historien om Martha og Maria handler ikke om arbejdsfordelingen mellem mænd
og kvinder, men om en kvinde, som ikke lever op til sin rolle som kvinde og
husmor, fordi der er noget, der er vigtigere for hende. Min barndoms mostre
og tanter ville hurtigt kunne blive enige om, at det var for galt. Men på
Marias egen tid var det endnu værre.
I det jødiske samfund på Jesu tid var det kun mændene, der talte - og talte.
Det var kun drengene, der gik i skole. Det var kun mænd, der kunne være
lærere. Kun mænd, der kunne vidne i en retssag. En kvinde bestemte ikke over
sit eget liv. Hun tilhørte altid en far, en bror eller sin mand. Kvinderne
behøvede ikke at vide noget eller mene noget. De skulle holde sig i
baggrunden og sørge for huset.
Så Martha var en god kvinde. Hun gjorde det rigtige. Da Jesus kom - og han
kom sikkert ikke alene, men sammen med disciplene og andre, der fulgte ham
på hans vandring - så gav hun sig til at lave mad, så Jesus og de andre
kunne få noget at spise. Hun hentede vand, så de kunne skylle de støvede
fødder og hun redte op, så de kunne overnatte. Hun styrtede rundt - og ville
gøre det så godt for sine gæster - men Jesus havde hun ikke tid til at lytte
til. Det måtte blive senere - hvis hun ikke var for træt til den tid.
Men Maria lavede ingenting. Hun satte sig ved Jesu fødder og lyttede til
hans ord - sammen med de fremmede gæster og de naboer, der var kommet til.
Der er ikke noget at sige til, at Martha blev gal i hovedet. Man kan se
hende for sig i køkkenet - mere og mere sydende i arrigskab - indtil hun
glemmer al høflighed og blander gæsten ind i det: "Herre, er du ligeglad
med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til
hende, at hun skal hjælpe mig".
Det er tydeligt: Martha er ikke bare vred på Maria. Hun er også vred på
Jesus. Han kan da se, hvordan Martha styrter rundt - svedig og med røde
pletter på halsen. Tror han måske, at maden laver sig selv?
Men Jesus bliver ikke flov. Han er ikke pinligt berørt over, at han har
opholdt Maria. Han afbryder ikke samtalen og sender ikke Maria ud for at
hjælpe til.
Tværtimod bremser han Martha: "Martha, Martha - du gør dig bekymringer om
mange ting." "Men Maria har valgt rigtigt. Lad hende dog være".
Her slutter historien - og vi ved ikke, om Martha bare blev endnu mere arrig
- og at samtalen i stuen fra nu af blev forstyrret af Martha, der skramlede
med grydelåg og brændestykker ude i køkkenet - eller om hele selskabet endte
med at få sveden mad - eller selv måtte i gang for at få noget at spise -
fordi Martha - bremset op af Jesu ord - tog et tag i sig selv, trak vejret
langsomt - og satte sig ned ved siden af Maria. Ved Herrens fødder.
Men det er en herlig historie. Og meget meget genkendelig og afslørende. Jeg
tør i hver fald ikke sige mig fri fra at kende lidt til Martha i mig selv!
Og hvad er så forkyndelsen i den lille historie om Jesus hos Martha og
Maria? Når vi løfter historien op over det hverdagsagtige og genkendelige -
hvad er så evangeliet, det gode budskab, som vi skal have med hjem?
Det er meget enkelt: Der er noget, der er vigtigere end al vores travlhed og
arrangeren og kommen til: Det er det, som Jesus kalder "Det ene fornødne".
Selvfølgelig skal vi have mad på bordet. Selvfølgelig skal gæster behandles
ordentligt. Og - indenfor kirkens område: Selvfølgelig er der nogle ydre
rammer, der skal være i orden.
Men der er noget, der er vigtigere: Samværet. Glæden ved at være sammen. Den
gode samtale. Roen. Det er vigtigere end lidt støv på klaveret eller lidt
rod i køkkenet.
Og kirkeligt set: At være stille for Gud.
Gud kommer os i møde i stilheden. Der hvor vi har lagt travlheden bag os,
der hvor vi slipper planerne og den hektiske foretagsomhed. Kun der kan vi
høre Guds ord. Det ord vi - når alt kommer til alt - skal leve af.
Set med Martha øjne, spildte Maria måske tiden, fordi hun ikke gjorde sig
nyttig.
Ligesom en Martha ville se på kirkegang eller bøn og stilhed derhjemme som
spild af tid.
Men det var Maria, der valgte den gode del - og Jesus sagde, at den skulle
ikke tages fra hende.
Mange gange har vi alt for travlt. Historien om Martha og Maria minder også
mig om, at vi skal passe på ikke også at have for travlt i kirken med det vi
selv finder på.
At der skal være plads til ro og stilhed. Rum til at lukke Gud ind og til at
lytte til det ord, som Jesus delte med Maria og de andre.
Det ene fornødne.
Amen