Hvis du har kommentarer
så skriv til
Niels Peder Nielsen
På Jesu tid blev de lovtro jøder aldrig trætte af at studere og diskutere, hvordan skriften skulle forstås, for i skriften findes livets mening. Jøderne Iæste ordene halvhøjt mumlende, og ind imellem sad de stille, som om de lyttede, som ventede de, at en stemme ville tale til dem. Altid lyttede de efter en talende stemme bag det skrevne bogstav. De lyttede efter den røst, der havde kaldt Abraham bort fra hans fædresjord til et fremmed land, som Gud lovede at give ham i eje, den røst, der havde talt til Moses fra den brændende tornebusk og igen fra Sinaibjergets top, og som siden kaldte og talte til alle profeterne.
Den fromme jøde læste skriften, fordybede sig i den og lyttede samtidig for at høre, hvad Gud nu ville tale til ham gennem alt det, der før var sagt til de gamle. For jøderne troede, at Gud åbenbarer sig igen og igen, at han er den altid kommende, der bestandig påny griber ind i tiden og historien. Jøden Iæser og lytter til det hellige ord, og alting kan ske, alt er muligt. Livet og verden åbnes. Det var privilegium og stor nåde at få lov til at studere de gamle skrifter, der var overleveret fra slægt til slægt.
Dagens tekst skal forstås ud fra denne baggrund: fordybelsen i Guds ord. Vi hører om nogle søskende Maria, Martha og Lazarus, som bor lidt udenfor Jerusalem i Betania, og her er det Martha, der er den dominerende, måske den ældste, ihvertfald den, der tager initiativet. Der står om hende, at hun tog imod Jesus i sit hus.
Hun har en søster, Maria, som sætter sig på gulvet op ad Jesus for at høre, hvad han har at sige, og så er hun fortabt for omverdenen. Hun sanser ikke andet end Jesu ord. Hun glemmer pligter og god opførsel. Hun glemmer sig selv. Ordet har grebet hende, det ene fornødne, der rækker længere end alle bekymringer og uroen for de mange ting _ det ord, der har Gud og evigheden i sig. Normalt var det ikke for kvinder, at fordybe sig i Guds ord. Det var forbeholdt mændene, mens kvinderne svang kasserollerne, just som Martha gør det. Men Maria bryder det sædvanlige mønster, og går ind i en "mandeverden", og det var det usædvanlige,
som måske er det, der påkalder sig søsterens udskæld og beklagelse til Jesus. Hvad Jesus fortalte og sagde til Maria den dag i huset, ved vi ingenting om. Det berettes kun, at hans ord fangede Maria, og hun sad lige så stille og hørte, mens tid var. Om lidt ville han forlade huset og gå videre. Det var nu, hun kunne høre hans ord. Som Maria sad der, har de jødiske sknftlærdes disciple siddet i århundreder ved deres læremestres fødder, forventningsfuldt lyttende til, hvordan Guds ordet blev Iæst og forklaret.
På samme vis sad nu Maria og lyttede. Guds ordet, det ene fornødne, talte til hende, og så måtte alt andet vente. Denne stund var hendes, og hun greb dagen, mens den var der, og før den var forbi. Derfor kunne hun også uden fortrydelse se Jesus gå sin vej igen. Hun havde fået den gode del, og så kunne hun give sig til at bestille noget. Der var tid nok, dage nok, til dét.
Hvad kan vi så lære i dag af denne tekst, af Martha og Maria.
1. "Dér var der en kvinde ved navn Martha, som tog imod ham i sit hus."
Hun tog imod ham "i sit hus". Hun gav ham og hans verden husly hos sig. Her viser hun os et godt eksempel. Med Jesu komme ind i hendes hus kom også frelsen, glæden og freden. Tænk bare, om Martha havde stænget døren og sagt: "Du må værsågod gå videre på din vej; vi har nok i vort eget hér", så havde heller ikke Maria fået "den gode del".
Hvad har det ikke i tidens løb betydet for en familie, at bare én i familien havde taget imod Jesus. Straks var der givet et eksempel, ja, der var sket noget, som havde afsmittende virkning. Jovist er der perspektiv og dybde i den sætning: "Dér var der en kvinde ved navn Martha, som tog imod ham i sit hus."
Dette vigtige skal vi lære som det første i dag. At vi tør åbne døren for Jesus, så at han får lov til at udrette, hvad kun han formår: at skænke frelsen, det vil sige fred med Gud og vore medmennesker.
Men her melder der sig et nyt spørgsmål. For hvordan skal vi behandle denne gæst? Ser vi på Martha og Maria, møder vi to helt forskellige holdninger. "Maria satte sig ved Herrens fødder og hørte på hans ord. Men Martha havde travlt med meget husligt arbejde." Aldrig så snart er Jesus trådt over deres dørtærskel, før alt drejer sig om ham. Maria lader alt ligge og sætter sig ved Jesu fødder for at høre hans ord. Martha bryder også sin sædvanlige rutine for at tjene Jesus med det bedste, huset formår. Det er de altså begge enige om, at ingen ære er for høj, når det gælder denne gæst _ og det selv om de også viser det hver på sin måde!
2. Det er det andet vi kan lære af de to søstre: Det er de altså enige om, at ingen ære er for høj, når det gælder denne gæst.
De satte begge noget af deres eget til side for at ære ham og give ham den plads, der tilkom ham som midtpunktet i deres hjem, men hver på deres måde, og gode måde.
Martha åbner døren og ordner et veldækket ford for hædersgæsten, og Maria sætter alt til side. Begge to er rigtige reaktioner. Er det sådan med os selv, at vi giver ham plads og ære som Martha og Maria tilsammen gør det? De gjorde Jesus til midtpunktet i deres liv, den akse, det hele drejer sig om.
Men nu kommer det tredje og sidste punkt idag. For på hvilken måde vil Jesus være centrum i vort liv?
Igen må vi holde os Martha og Maria for øje og tage ved lære af deres eksempel. Hvor let kan vi ikke alliere os med Martha! At vi må gøre noget med henblik på så høj en gæst! Men Martha har ikke helt grebet Jesu sande værdighed: at han er Guds Søn, af hvis ord frelsen afhænger.
3 Så har vi da fået svar på det sidste og det vigtigste spørgsmål. Centrum i vort liv bliver Jesus ene og alene derved, at vi lytter til hans ord.
At tjene ham kan kun betyde at lade sig tjene af ham, som taler sit ord til os.
Derfor trænger vi til at fordybe os i billedet af Maria. Umiddelbart er indtrykket af Martha nok stærkere og mere genkendeligt: uro og jag. Hos Maria derimod er alt ro og stilhed og koncentreret opmærksomhed om Jesu ord. Tro ikke, at det er let at gøre hende kunsten efter, hvor tillokkende det end lyder! Vi, som ikke engang ejer evnen til at lade andre tale ud i vore indbyrdes samtaler, men for enhver pris må have givet vort eget besyv med!
I Davids SI. 27 Iæser vi: "Dit åsyn søger jeg, Herre". Det var, hvad Maria gjorde. Hun søgte ind under Jesu ords påvirkning, fordi hun vidste med sig selv, at det var det eneste rigtige og eneste nødvendige