Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Salmer: DDS 367 og 98.
Solo: “Because You Loved Me” af Dianne Warran.
Kære Brudepar!
I det gamle Testamente er der et digt, der lovsynger Gud,
skaberværket og menneskets plads i det hele.
I en af stroferne sætter salmisten det største og det mindste
overfor hinanden:
“Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?”
(Salme 8).
Ja, hvad er et menneske egentligt for en størrelse?
Det er det forundrede spørgsmål, der vælder frem, når vi
bliver stillet overfor noget, det er så stort og overvældende,
at det får os til at føle os små og sårbare.
Det gælder de helt store naturoplevelser, men også de
øjeblikke af nærhed og tryghed, som vi kan oplever
sammen med et andet menneske.
Det gælder når vi hører et betagende stykke musik eller lyt-
ter til stilheden i et børnekammer, når de små er faldet til ro.
Og det gælder naturligvis, når vi møder ubetinget kærlighed
hos et andet menneske.
Vi føler os da på én gang små og afmægtige, fordi vi da blot
et modtagende, men samtidig også løftet op.
Og dette er jo i en nøddeskal, hvad dvs. at være menneske:
At få alting givet, at tage imod og blive løftet op.
Og uvilkårligt spørger vi da os selv:
“Hvad er et menneske? - Hvem er jeg, at du tør elske mig”.
Kærligheden er en gave, der sætter os på plads.
Derfor er der også sider af kærligheden, som peger ud over
ud over alt det, som vi er fælles om: at være mennesker.
Der er noget, der peger ud på en kærlighedens kilde,
som er mere end og over os mennesker.
Denne kærlighedens kilde har her i kirken navnet “Gud”.
Den treenige Gud, som har skabt os, som i Jesus Kristus
levede et menneskes liv og som med Helligånden møder
hver af os i den verden, vi lever i.
I den lille strofe, jeg taler om, sidder salmisten og kigger op
på himlens stjerner.
Han ser og undres.
Undres over, hvordan Gud overhovedet kan få øje på ham.
“Hvad er et mennesker, at du husker på det”.
Og sandheden er jo at vi bare er et lille fnug i universet.
Alligevel ser Gud på os. Hvorfor?
Ja, kunne vi spørge, hvornår får vi mennesker øje på
hinanden? Vel først og fremmest når vi elsker hinanden.
At se er at elske.
Eller måske rækkefølgen er modsat: At elske er at blive set.
Derfor er mødet med kærligheden en overvældende og
grænsesprængende erfaring, der sætter alting på plads.
Både det man ikke forstår, men også det, som man alt for
godt forstår - f.eks. sine egne nederlag og fiaskoer.
Den erfaring tror jeg, I begge kender.
Og jeg kan høre på jer, hvordan I har fundet sammen om
dette storslåede og forunderlige: at være set og elsket.
I ser hinanden og I føler jer løftet og båret ved at være set.
Mellem mennesker afgøres alt med ét eneste blik.
På et enkelt sekund afgøres, hvad der kan ske mellem dem.
Når mennesker mødes, ser de hinanden an:
“Her er jeg - hvem er du?”
Og blikket behøver ikke at vare længe.
Det er bare et øje-blik, men det siger alligevel en masse.
Det første budskab, der vælder frem af ansigtet siger:
“Jeg er nogen - ikke noget”.
Jeg er ikke en ting, man kan bruge, men har en egenværdi.
Jeg kan elskes for det jeg er.
Og du viser det ved at blive ved med at se på mig.
Det næste budskab ansigtet bringer er:
“Jeg er sårbar”.
Du kan ødelægge mig eller du kan løfte mig op.
Vend ikke dit ansigt bort, men se på mig og pas på mig.
Og som det tredje siger ansigtet:
“Jeg er lige som du”.
Jeg er enestående, men det er du også.
Vi er forskellige, men også ens.
Vi hører sammen og kan dele livet med hinanden.
Og til allersidst overbringer blikket en invitation:
“Jeg er mere end du først kan få øje på”.
Du kan se mig, men for virkeligt at se, hvem jeg er, må du
lægge mærke til mig. Ikke bare én gang, men vedvarende.
For et menneske rummer mange hemmelige rum og nøglen
til disse rum ligger ikke åbent fremme.
Alt dette ligger der i “at se” et andet menneskes ansigt.
At se med kærlighedens øjne.
Kære brudepar!
Jeg tror, at I for længe siden blev fanget af hinandens blik.
I har allerede set hinanden an.
I har opdaget meget i de tre år, I har kendt hinanden,
men der er endnu meget at få øje på.
Ægteskabet, som I træder ind i i dag, er en ramme om de
blikke og den kærlighed, der ser alt, men som aldrig bliver
skræmt over det, den afslører.
Kærligheden er også at forundres over det, man opdager.
At blive set igennem, og dog aldrig føle sig som ingenting.
At blive afsløret, og dog få alt givet med kærlighedens blik.
Hver dag at blive velsignet og fornyet.
Dag for dag at erfare, hvordan verden trods ondskab,
afmagt og smerte alligevel kan blive et bedre sted at leve i.
Trods alt at kunne bryde ud i sang og synge:
“I´m everything I am - Because you loved me”.
Og kan I synge med på det, da ved I også, hvad skabelse er.
Da erfarer I på jeres kroppe, hvordan livet bliver til på ny.
Da står I selv med dette forundrede spørgsmål:
“Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?”.
For da har I mødt jeres egen og livets grænse, og dog erfaret
at kærligheden peger videre ud mod livets skaber og ophav.
I aner at Gud er kilden til alt godt.
Og fra denne kilde vil vi nu bede om alt, hvad I behøver:
Velsignelse, tilgivelse, barmhjertighed - og kærlighed.
Amen.