Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
De ord, som vi vil lytte til her ved NN´s båre,
læser jeg fra søndagens evangelium:
Jesus sagde:
“Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at
give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse.
Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i
himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger.
For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være!”
Amen.
Hvad enten vi i dag kan bruge det eller ej, dukker billedet af
hjorden og hyrden gang på gang op i biblen som et billede
på det tætte og trygge forhold mellem mennesker.
For israelitterne levede af fårehold og kender man bare lidt
til terrænet i Palæstina, så ved man også, at det ikke var
ufarligt at vandre rundt på bjergene - hverken for dyr eller hyrde.
Alligevel var de afhængige af hinanden - hyrden og fårene.
Fårene gav mælk, kød og uld, mens hyrden beskyttede
flokken mod de vilde dyr - om nødvendigt med sit eget liv
som indsats.
Også forholdet til Gud blev beskrevet med billeder henter
fra denne hverdag.
Gud var Hyrden, der passede på sine får og sørgede for det,
som de havde brug for.
Og fårene var beskyttede og trygge, når hyrden passede sit.
I dag holder vi ikke længere får og geder, og billederne med
Gud som hyrde virker måske lidt søgt.
Men billeder bruger vi stadigvæk. For i stedet for at tale om
hyrden, siger vi: “Fadervor, du som er i himlen”.
Vi taler vi om Gud som en Far - eller som en mor.
Et menneske, man er knyttet til og som man føler sig tryg ved.
En, hvis kærlighed man ikke behøver at være i tvivl om.
Der er imidlertid blot det ved forældre, at vi ikke har dem evigt.
Det ved om nogen I, som i dag skal tage afsked med NN.
For det første er det næsten 30 år siden i mistede jeres far.
I lige så mange år har hun været alene om ansvaret for jer.
Det har ikke været nemt, men alligevel klarede hun det jo
- og gjorde det godt.
Arbejdede for at skaffe dagligt brød, og knoklede for at I
skulle have gode og trygge rammer derhjemme.
Uden megen hjælp fra det offentlige, men fast besluttet på
det, som han havde sat som sit mål, anstrengte hun sig for at
give jer alle en ballast, som ingen nu kan tage fra jer.
Først og fremmest ønskede hun, at I skulle have det godt.
Børn skal have det godt, og så må den voksne tage slæbet.
Sådan er det bare!
Livet og trygheden skal have gode kår, men det kommer jo
ikke af sig selv.
Nogen må gøre en indsats, og det gjorde hun så.
Og det var ikke det ydre og prangende, hun lagde kræfter i.
For livet er vigtigere end rammerne.
“Familien Andersen? det er der, hvor vildnisset gror!”,
var de ord, naboerne viste vej til huset på Lyngtoften med!
For fællesskab, sammenhold og tryghed er vigtigere end en
fin facade at vise frem.
Åbenhed og ærlighed bedre end gustne og gemte overlæg.
De svage og oversete, børnene og de gamle, det var dem,
hun forsvarede - og kritiserede politikkerne for at svigte.
Og fordi dette ikke er holdninger, som i almindelighed ikke
trives så godt i vort samfund, måtte hun ikke sjældent
forsvare sine meninger med en styrke, som endog kunne
tage pusten fra jer, som var tæt på hende.
Hvad jeg vil sige med alt dette er, at jeres mor sådan set
godt kunne stå som et nutidigt billede på den hyrde,
der forsvarer sin hjord.
Og alt det, som hun har været for jer, kan godt tåle at blive
nævnt og husket - også efter i dag.
Netop fordi det er noget, som bliver stående og bevarer sin
værdi, selvom hun nu ikke længere selv kan forsvare dem.
Det kan derimod I, som hun efterlader.
Børn, børnebørn - og det helt nye oldebarn, hun trods fik
lov at se et billede af, før hun døde forleden dag.
Kærlighed på jorden og en skat i himlen, som der tales om i
det lille afsnit jeg læste for et øjeblik siden, er bedre end al
verdens rigdomme, som tyve stjæler og møl æder op.
Hendes hjerte var hos jer.
Hendes skat på jorden var hendes kærlighed til jer,
og den forgår aldrig.
Men læg så mærke til, hvad det er Jesus siger umiddelbart
forud for disse ord:
“Frygt ikke, du lille hjord”, siger han.
“For jeres far har besluttet at give jer Riget”.
Gud har allerede gennemført sin beslutning om,
at give os mennesker det Rige af kærlighed, tillid og glæde,
som vi beder Gud om med ordene i fadervor:
“Komme dit rige, ske din vilje”.
For Gud er den store hyrde og den kærligheden magt,
som har gjort det, som skal til at for at livet og kærligheden
sejrer - ikke blot mens vi lever, men også den dag, vi dør.
Vi lever og mens vi lever må vi ofte kæmpe for både livet
og de værdier, vi tror på.
Men vi er ikke alene, og den dag vi ikke kan kæmpe mere,
skænker Gud os hvile og fred.
Lad være at også billedet af Himmel og Paradis med grønne
træer og dyr kan virke lidt urealistisk.
Afgørende er, at det liv, Gud oprejser os til, er gennem-
trængt af den kærlighed, vi finder i Jesu Ord og virke.
En kærlighed, der ser gennem alle den forkrampede
overfladeglimmer, vi ofte klynger os til,
og som tænder nyt håb blandt små og svage.
Og som en anden hyrde satte Jesus selv livet til i kampen og
forsvaret for de svage, men Gud oprejste ham fra døden.
Når vi derfor beder om Guds rige komme og at Guds vilje
må ske, så ved vi allerede mens vi beder, at det vil ske.
For Gud har besluttet at give os Riget!
Lad os da tro og holde hinanden fast på hans ord.
At han også vil tage jeres mor i sine arme og bevare hende i
indtil den dag, hvor alle, som elsker atter er sammen.
Amen.
Salmer: DDS 696, 717 og 677.
Tekster: Salme 23 og Luk. 12, 32-48.