Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
15. søndag efter trinitatis 2000 - Jersie og Kr. Skensved.
GT-læsning: Salme 73,23-28
Evangelium: Lukas 10, 38-42
Salmer: DDS 698, 359 - 378, (167 v. 7) og 355.
Det er svært at være helt uden forudfattede meninger overfor en beretning, som den, vi har for os i dag.
Guds Ord eller Guds tale til os kalder vi det - evangeliet.
Og så skulle man jo tro, at når det drejer sig om Gud, burde han let kunne bryde gennem alle vore fordomme og lade det glædelige budskab stå så klart og tydeligt, at ingen ville være i tvivl om, hvad Han havde at sige os i dag.
Men sådan er det jo ikke.
Hvad enten vi taler om bibelen som helhed eller dens enkelte beretninger for Guds Ord og tale til os,
så taler Gud ikke direkte fra det høje og ned til os.
Vi er ikke i paradisets have, hvor Gud kommer spadserende om aftenen og får sig en sludder med Adam og Eva.
Der er også langt til dengang, hvor Moses kunne vandre op på Sinaj bjerg for at holde møde med Gud, hvorefter han kom så forklaret og oplyst tilbage igen, at han måtte skjule sit ansigt med et klæde, for ikke at blænde sine omgivelser.
Selv profeterne, der bragte Guds ord til Israels folk, hørte det kun indirekte - de hørte ordene eller så i drømme de syner, der bragte budskabet - men Gud selv var de langt fra.
Og sådan har det jo været siden.
Talen mellem Gud og mennesker - det som vi i dag kalder for kommunikation - sker gennem medier.
Noget sætter sig imellem os.
Et medium eller et middel står imellem os - og vil jo altid gøre det, fordi vi er adskilte.
Selv ordene og sproget, vi taler, er et medium, vi bruger til at komme hinanden nær.
Med selvom netop ordene og sproget er noget af det tætteste vi kan forestille os mellem mennesker,
så er de ikke blot midler til at bringe os sammen.
Et ord kan også sætte større skel mellem mennesker end ethvert tænkeligt transportmiddel.
Med ord kan vi meddele os til hinanden,
men vi kan aldrig vide, om det vi vil sige og fortælle,
nu også er det, som den anden hører og forstår.
Som Ræven siger til den lille Prins i Antoine De Saint-Exuperys fortælling af samme navn:
"Ordene er misforståelsens kilde...."
Alligevel har vi ikke andet end vore ord.
Heller ikke overfor Gud kender vi andet end ordene,
der taler om eller taler til os fra Gud.
På godt og på ondt har vi kun sproget med alle de risici for misforståelser, man kan forestille sig.
Men det kan heldigvis også lade sig gøre.
Hvis man er parat til at bruge tid på at lytte sig ind på hinanden, så kan det ske, at vi kommer hinanden nær og forstår hinanden
For jo bedre man kender den, som taler, des mindre bliver risikoen for at man tolker hinanden forkert.
Der var jo denne ræv og prins, som jeg nævnte før.
De mødte hinanden på en fjernt planet og fatter interesse for hinanden.
Ja, så interesseret bliver ræven, at den beder prinsens om at gøre sig tam.
"Jeg vil gerne, sagde den lille prins, men jeg har ikke megen tid. Jeg skal have fundet venner, og der er så meget, jeg skal lære at kende".
Men det må ræven protestere imod.
Mennesker tror alting skal gå så hurtigt.
At alting kan købes fikst og færdigt i butikker.
"Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner og derfor har mennesker ikke mere venner",
siger ræven trist.
Med andre ord; ensomhed og isolation kommer af,
at man ikke bruge tid på at knytte bånd, der binder sammen.
"Men hvordan bærer man sig så ad, spurgte den lille prins.
Man skal være tålmodig, svarede ræven.
Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset.
Jeg skæver til dig og du siger ingenting.
For ordene er misforståelsen kilde.
Men for hver dag ville du rykke lidt nærmere.."
Og sådan ville ræven og prinsen mødes hver dag.
På samme klokkeslæt hver dag - på afstand af hinanden.
Betragte, vente og ganske langsomt nærme sig den anden.
Der hedder et ritual, fortæller ræven.
Og ritualer må der til, når man vil knytte sig til hinanden.
For ritualet, gentagelsen, tålmodigheden og åbenheden baner vej for den sammenknytning af liv, som er menneskets inderste længsel.
Vi kalder det også kærlighed, men det kunne kaldes så meget, for den, der oplever det, ved godt at ord til at beskrive det, der sker, aldrig slår til alligevel.
Anvendt på det, som vi skal have det drejet ind på i dag, kan vi sige, at lytte til Guds Ord og tale er derfor ikke kun at være dér, hvor det lyder.
Det er ikke kun at indfinde sig til gudstjeneste eller at læse i biblen og så forvente, at Guds tale til en lynhurtigt står klart og tydeligt som bøjet i neon.
For netop fordi der er tale om kommunikation skal man have tålmodighed til at leve sig ind i fællesskabet med den, der taler.
Eller som vi måske kender det fra vor egen livssituation:
Mennesker - hvad enten det er forældre og børn eller et ægtepar - kan blive så indlevet med hinanden, at de ved hvad den anden vil sige allerede inden munden går op.
Eller, hvis ordene bliver sagt kluntet og misforståeligt,
så misforstås de alligevel ikke, fordi man ved, hvad den anden ville have sagt.
Det kan altså lykkes og det sker - heldigvis.
Og alligevel er det vel som et under, hvor gang det sker.
Hver gang man bliver forstået - hver gang to adskilte verdener smelter sammen og bliver til en.
De skal været et kød, siger vi i vielsesritualet.
En verden bestående af to mennesker, der forstår at tale og lytte til hinanden.
Denne lange omvej udenom evangeliet til i dag har været nødvendig, fordi vi netop ikke altid bare lytter uhildet til hverken hinanden eller til Guds Ord, og fordi vi sjældent har tålmodighed til at lade ordene selv åbne sig for os.
Den korte fortælling om de to søstre, Martha og Maria og Jesus salut på Marthas bebrejdelse over at Maria ikke hjælper hende, kan så nemt ryge ind i den rille, hvor ordene ikke trænger gennem vores fastlagte dagsorden og derfor ikke flytter os af stedet.
Det sker f.eks. hvis man tror, at man i fortællingen skal finde afgørelsen på, om hvilke huslige dyder, der står højest på Vor Herres pointskala.
Stille andagslæsning eller den årlige hovedrengøring.
Om det er ånden eller håndens arbejde, som er bedst.
Om man skal leve aktivt og udadvendt eller om det er lige så godt eller måske bedre at gå i kloster eller meditere.
Eller hvis man blander hele den moderne kønsproblematik ind i sagen - og det gør vi jo let - og prøver at sætte det ene eller det andet køn på sin - efter vor opfattelse - rette plads.
Grøfterne er mange og et blik i reolens prædikensamlinger viser, at mange allerede har fået våde fødder.
Men hvad er så mit bud?
Hvad er det for en tolkning, jeg vil pege på, når nu Guds Ord ikke bare er så indlysende at det kan stå alene uden udlægning og forklaringer.
Ja, det ville unægteligt være fristende at komme med et bud.
"Sådan tale Gud Herren i dag" - frit efter Pastorens behag.
Imidlertid føler jeg ikke at lægger op til den slags fikse og færdige svar, som man jo selv bliver hurtigt færdig med.
Fortællingen om det to vidt forskellige søstre, som vi dog alle kender fra os selv, handler ikke om hvordan den ene fremhæves over den anden.
Det handler ikke om, hvad de hver især gør, som hæver dem frem over alle andre.
Men måske kunne man opfatte fortællingen som en replik til de, der har en forventning om at møde Guds Ord og tale.
For Gud taler og vil tale til os, fordi han ønsker at vi skal leve i det nære og umiddelbare fællesskab, som vi blev skabt til og som vi desværre kun har det misforståelige udtryk "Kærlighed" for.
For uanset hvornår og hvordan denne tale lyder, så kan intet trænge igennem, hvis ikke der er en forventning eller et ønske om at blive talt til.
Som Søren Kierkegaard siger, er Bibelen at forstå omgås som et brev, hvori en elsker erklærer sin kærlighed overfor sin elskede.
Men så længe brevet ikke er lukket op, så længe brevet ikke bliver læst, og så længe de ord, det indeholder derfor ikke bliver levende for den, de er rettet i mod, er kærligheden
- om ikke spildt - så betyder den i hvertilfælde intet for den, som den er rettet imod.
Eller sagt på anden måde: Spildte Guds Ord på Balle-Lars.
Hvad Maria og enhver anden derfor kan gøre, er at standse op, lytte og forsøge at være nærværende.
Sætte sig ned i græsset ved siden af den ræv, som gerne vil gøres tam, betragte og langsomt flytte sig nærmere.
Kun derved vil også de dunkle og let misforståelige ord åbne sig op og blive det, som vi ønsker de skal være.
Det ene fornødne kunne derfor være, at vi søgte at bliver klar over, hvorvidt vi overhovedet har en forventning om,
at Gud dog en dag vil lade et ord falde til netop os.
Og i den forventning kunne vi måske også minde hinanden om, at Guds Ord og Guds Tale til os er mest tilgængelige i Jesus selv.
Han er ikke blot Guds budbringer, men Gud selv som det levende Ord, som lyder til os - nu og altid.
I ham har Gud allerede ladet sig gøre tam, så vi kan nærme os ham og han os.
Spørgsmålet er om vi vil bruge tid på det?
Det ene fornødne, det tager tid.
Det købes ikke i en butik, men fremmest gennem det samvær, der gentager sig som et ritual.
Den gode del, som Maria har valgt, er ikke den,
der ser ud af ret meget - ikke for Martha i hvertilfælde.
Men for Jesus er det godt nok.
Så hvorfor ikke give det en chance?
Amen.