Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
16.s. e. trin.00
Tekst. Joh.11,19-45
Salmer: 368,202,396/609-195- Tænk at livet ...
Det er blevet efterår og de nætter, hvor det er overskyet, er det rigtig,
rigtig mørkt, herude på landet hvor gadebelysningen ikke rækker så langt.
Det ved man hvis man hører til dem, der ikke kan sove og måske ligger og
stirrer ud i nattemørket, som avler helt andre tanker end dagslyset. Det ved
man, hvis man af én eller en anden grund vækkes og må stå op og famle rundt
i det bløde mørke, der forklæder alle gammelkendte ting, så de pludselig får
en anden form, eller ligefrem synes, at skifte plads eller helt forsvinde.
Forleden nat var der forsvundet en dør i præstegården. Helt præcis døren til
min yngste datters værelse. Hun var vågnet og lå og kaldte på mig og jeg
svarede hende søvndrukkent inde fra soveværelset: "Jamen ,så kom da ind til
mig". Og så var det hun græd :" Jamen det kan jeg ikke, for jeg kan ikke
finde døren!" Nu måtte jeg så op, og vaklede ud i gangen hen imod min
datters værelse, der vender imod øst. På grund af det meget blege lys fra
østhimlen kunne jeg netop skimte omridset af døren , og tænkte vel noget i
retning af : " Sikken et lille pjok, du er, den døråbning kan da stadig
ses." Inde i værelset fik jeg fat i det lille væsen, tog hende på armen og
vendte mig om for at gå tilbage til soveværelset. Og det var da, jeg vendte
mig om, det gik op for mig, at barnet alligevel havde ret. Døren var
forsvundet! Den dør jeg netop var trådt ind af, var helt umulig at se, når
lyset fra vinduet ikke faldt på den forfra.
Nu ved jeg jo godt, at døre ikke sådan lige forsvinder midt om natten, men
det føltes som at bevæge sig i ukendt land, at gå ud af en dør, der ikke var
til at se, men som jeg helt bestemt troede på befandt sig, hvor den plejer.
Og det var da jeg stod der i den mørke gang med barnet på armen, at jeg kom
til at tænke på ordene fra salme 139.
Siger jeg: Mørket skal dække mig,
Lyset blive til nat omkring mig,
Så er mørket ikke mørke for dig,
Natten er lys som dagen,
Mørket er som lyset.
Fordi det var min overbevisningen, at der var en dør, turde jeg gå ud af
den, hvis jeg havde skullet stole udelukkende på mine øjne, havde jeg været
nødt til at stå stille i gangen til det blev lyst. Altså begynder lyset
allerede dér i mørket. - Og nu er vi ved at nå frem til fortællingen om
Lazarus, som netop er en fortælling om hvordan lyset fødes i mørket.
Lazarus ligger på 4. dag i sin grav.
Faktisk stinker han allerede.
Hans søstre Martha og Maria er ulykkelige.
De mange der er kommet for at trøste dem, står magtesløse.
Døden kan de ikke stille noget op overfor.
Lyset er blevet til mørke omkring dem, for de har mistet én de holdt af.
Endelig dukker Jesus op.
Og sådan som teksten er beskåret, får vi det billede, at Jesus kommer
tilfældigt forbi , sådan lige ud af det blå.
Men sådan forholder det sig i virkeligheden slet ikke.
Jesus har været flere dage undervejs, for Martha og Maria havde sendt bud
efter ham, da det gik op for dem, at Lazarus var meget syg.
Det mærkelige er, at Jesus overhovedet ikke har skyndt sig.
For selvom han holder meget af både Lazarus og af Martha og Maria, så
reagerer han underligt, da han får at vide at Lazarus er syg. For han siger:
"Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds
søn skal herliggøres ved den."
Og da han har sagt det, bliver han i hele to dage, hvor han er. Man har
næsten indtryk af, at han demonstrerer. Først da de to dage er gået bryder
han op og rejser videre og da han endelig kommer til Betania, har Lazarus
allerede ligget i graven i 4 dage. Jesus er altså kommet for sent.
Tilsyneladende.
"Hvis du havde været her , Herre, var min bror ikke død", siger Maria, og
jeg tror slet ikke, at hun er fri for at bebrejde Jesus, at han er kommet så
sent. Nu står hun dér og der er så mørkt omkring hende og i hende, at hun
græder over det. Og så sker der det mærkelige, at Jesus også græder. På den
ene side har han med fuldt overlæg trukket tiden ud, på den anden side
græder han , da han ser ind i det mørke, som hersker i sorgen og i graven.
Fortællingen går altså ikke op, og det gør den ikke fordi Jesus Kristus ikke
går op og på den måde spejler han alt det hos os mennesker, der heller ikke
går op.
På den ene side ved han godt, at han både kan og skal opvække den døde
Lazarus, og det skal han gøre for at folk skal tro, at han er sendt af Gud.
På den anden side må han græde og lide med Maria over hendes tab. På samme
måde, som jeg godt ved, at døren til min datters værelse ikke er forsvundet,
for det kan døre ikke, og så dog alligevel må give hende ret i, at det fra
hendes synsvinkel så sådan ud.
Maria ser altså sin bror tabt og Martha protesterer med sit ." Han stinker
jo allerede," da Jesus forlanger at få stenen rullet fra graven. Og det gør
hun til trods for at hun svarer ja, da Jesus spørger hende om hun tror, at
han er opstandelsen og livet, og at enhver som tror på ham aldrig i evighed
skal dø. Nu skal hun få at se, at han ikke bare er, hvad han giver sig ud
for at være, han giver også hvad han er :" Lazarus kom herud," siger Jesus,
og Lazarus står endnu svøbt i linklædet, som et andet svøbelsebarn. Han står
og misser mod det stærke dagslys, som en nyfødt hvis øjne længe kun har
kendt mørket. For han var jo død, gået ind i det mørke, hvor vi tror der
intet lys er og hvor det ser ud som om dørene forsvinder, eller i hvert fald
er uhjælpeligt lukkede.
Da Lazarus var på vej ud af graven stod han præcis som jeg stod, den nat,
mens jeg kunne se døren. Nemlig med ansigtet vendt mod lyset. Havde han
vendt sig om, ville han have set ind i gravhulens mørke, på samme måde, som
jeg kun så den mørke gang, da først jeg havde fået min datter på armen og
skulle tilbage med det svage lys i ryggen.
Når vi døber et barn, begraver en død eller kommer til gudstjeneste, så gør
vi det under den synsvinkel, at Jesus Kristus, der er opstandelsen og livet
også siger: "Kom herud !" til os.
Og så kan det godt være, at vi har det som min femårige datter og først
siger." Jamen, det kan jeg ikke, for jeg kan ikke finde døren"
Men så er det Jesus kommer og tager os på armen og bærer os gennem den mørke
gang og ud i lyset. Og hvordan kan han det? Jo, det kan han ved at tale til
os, for ord kan tænde lys selv i det tætteste mørke. Selv i mørke kan vi
genkende en elsket stemme.
Selv i mørke kan et ord trøste os eller glæde os. Selv i mørke kan vi
orientere os efter ord. Når Jesus Kristus taler til os, kan vi gå ind og ud
af døre vi ikke kan se, men kun tro, for det er i troen vi skal se Guds
herlighed. Når Jesus Kristus taler til os, lukker han en dør op for os, som
ingen nogen sinde kan lukke i og den er der også, selvom vi ikke kan se den.
Sommetider kan det være nødvendigt, at benytte sig af døre hvis eksistens
man ikke kan se, men kun tro, for gør man det slipper man for at stå
fastfrosset i en af tilværelsens mørke gange uden at kunne komme ud af
stedet. Amen