Hvis du har kommentarer
så skriv til
Karen Elisabet Hansen
15.sø.e.trin 2000, Hjerm vestre og østre kirker
Tekster: Acta. 8,26-39 + Luk.10,38-42
Salmer: 378, 854, 396 / 276, 36
Bøn: 853,1
I denne tid mærker vi rigtigt, hvordan septembersolen og efterårets begyndende farver giver en ganske speciel stemning. Det er overgangen fra sommerens liv til den kommende vinter, der præger den..."En vibrerende stilhed" kalder en digter den, og sammenligner den så med en cello, et strygeinstrument, der, som hun siger, kan stemmes både til glædens og til angstens motiv. (Lisbeth Smedegaard)
Glæden ved livet, farverne, frugten - og alt det, vi nåede i sommer, mødes med en underlig angst, de fleste mennesker kender.
Angsten er der ikke mindst ofte under al den iver, vi viser... for at få endnu mere gjort... Eller gøre det endnu hurtigere... Det er sjældent at høre en, der på en ophidset valgaften, hvor resultatet i decimaler bliver alt, tillader sig at sige: "Måske jawer det slet ikke så meget med den sag!" (Anker Jørgensen)... Det kan man måske først, når man bliver så gammel, at man deler plads med børnene... Som dem, der er udenfor, på sidelinien - nu om dage kaldes det: at være en udgiftspost på national-budgettet ! Det er samtidig dem, der alt for tit bliver overset, eller overhørt, fordi der jo er så meget at nå.... vi er alligevel bange for, at det "jawwer"!
Men en gudstjeneste er beregnet til, at vi - alle - kan finde ro, og få os selv og livet sat på rette plads, så angsten overvindes... og vor glæde kan få en klar tone...
Den lille beretning hos Lukas om Jesu besøg hos Martha og Maria er et glimt fra en hverdag. Vel er situationen helt særlig, fordi Jesus er der, men alligevel er det en scene og et replikskifte, som man kan tænke sig, der har været så mange af... Jesu svar til Martha understreger, at det afgørende for vort liv ikke er al vor foretagsomhed; men at høre hans ord, holde os til Guds godhed i Ham, som selv er Guds ord.. Det er den gode del - det eneste nødvendige.
Men en gang imellem kan det være en eftertanke værd at spørge, hvorfor evangelisten har valgt, som han har. Der har været mange mundtlige fortællinger og mange overleverede Jesus-ord at vælge imellem, ved vi...Men Lukas syntes altså, det var vigtigt at få denne lille hverdagshistorie med - om besøget hos Martha og Maria. Og den er så fortalt lige efter historien om den barmhjertige samaritaner... ham, der var udenfor, og ikke kendte loven rigtig ; men som alligevel var den eneste, der så, hvad han burde gøre i situationen - og gjorde det.
Derefter skal der så fortælles om pigen Maria - som Jesus tager i forsvar, da hun forsømmer sine pligter i huset, for at lytte til hans ord...
Det må være, fordi Lukas fornemmer, at her høres den tone klart, som er evangeliets egen...: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner siger, at der er noget, vi skal gøre. Der er brug for vor indsats - men det skulle altså være den fremmede, der ikke var med i lovens forstand, der stod som eksempel. Og fortællingen fra Marthas hus siger, at det eneste nødvendige for os er, at Guds kærlighed gælder os, som dem vi er.... Men eksemplet er altså en pige, vel husets yngste, hvis plads absolut ikke var der, hvor der blev talt om åndelige sager... Hendes plads var i køkkenet, som Martha sagde...
Evangeliets særlige tone får os gang på gang til at lytte. For det lyder ikke spor selvfølgeligt i vore ører... I tidens løb er denne lille historie da også blevet udsat for mange forsøg på at få den til at blive lidt mere passende - for vore tanker.. Vi ved jo godt allesammen, at Marthas arbejde er nødvendigt... og var det ikke også i den bedste mening ? Vi ved andetsted fra, at hun bestemt ikke var den overfladiske type. Hendes tro hører vi om hos Johannes. Hvorfor skal denne fortælling gentages igen og igen, som en slags bebrejdelse mod hende ?... Nogen skal som bekendt sørge for kaffen... og er der ikke også en tilbøjelighed til, at det bliver de samme hver gang ? Skal de så oven i købet høre for det ?
Det er selvfølgeligt for nemt, at lade denne fortælling blive en formaning om, at vi skal passe på ikke at få for travlt til at lytte efter Guds ord.... Selv om der vel kan være god brug for det... Men vi skal stadig lade os udfordre af Jesu ord i forsvaret for Maria... for de vil sætte spørgsmålstegn ved vore rammer og fastlagte prioriteringer... Han kom jo for at sætte fortrykte og bange i frihed !
Loven holdt samaritaneren udenfor, og dens fortolkere satte fattige, ukyndige, kvinder og børn på plads.... Det vil sige på afstand - eller bag køkkendøren... Men Jesus ville sætte mennesker fri, - ved at lade Guds ord sætte os på plads. Nemlig den samme plads for os alle - som dem, der har brug for Hans tilgivelse; - men også alle som dem, Han har givet plads i Guds rige.
Og det må have følger for vore prioriteringer..
Maria, der ville være med, hvor Guds ord talte, hun var en modsigelse af datidens placering af "de små". Alle er der plads til i Hans nærhed. Og samaritaneren var en modsigelse af datidens idéer om, hvem der kan bruges - og hvem der kan have brug for hjælp...
Vi skal selv omsætte det til vor tid...
Men mest har vi nok brug for - igen - at høre, at vor frihed, friheden i Kristus, er det egentlige nødvendige... Den skal derfor også gøre hjertet fri, - og den frihed må vi selvfølgelig give os tid til at lytte os ind i. - Men friheden skal også have lov at modsige de prioriteringer, som vi fra alle sider bliver præget af: nemlig at det er alt det, vi skal og kan gøre, der er vigtigst... ja, at det er, hvad vi kan producere - eller om der er brug for os i den sammenhæng, der bestemmer vor værdi som mennesker...
Der er en stor frihed i at sætte sig for at lytte til ordet, som giver også mig en plads i Guds nærhed, og som indbudt til Hans bord. Troens frihed findes der, hvor vi giver hjertet lov at hvile i det.
Evangeliets egen tone minder os nødvendigt om, at det ikke er i alt det, vi gør.... men heller ikke i bekymringerne og angsten, vi skal finde klangbunden i os selv; derimod i, at vi må være Guds børn, døbte i Hans navn, elskede, tilgivne og værdifulde i Hans øjne, uden forskel.... I evangeliets tone finder vi glæden, som kan sætte angsten på plads; og som kan gøre os i stand til at være til gavn - hvor vi end er.
Jakob Knudsen fortæller et sted om, hvordan det var at lære at spille violin...Han var en stor dreng, da han begyndte, en lidt klodset fyr, der tog så kejtet på alle ting. Og violinbuen knugede han i sine fingre... Så spillelæreren råbte hele tiden: Tag dog let på buen, menneske, løse håndled! Siden skrev Jakob Knudsen: "Sådan er det egentlig med alt, hvad vi mennesker gør i denne verden, hvis vi mangler roen til at tage let på det, også på, at noget af det, vi gør, ikke lykkes, så knuger vi livet......Men man vinder ikke ro over for verden, med mindre Gud giver den - idet han tager ens hjerte til sig. Så kan man lade det falde med den, som det nu kan - ja, kan tåle at tænke den mulighed, at det hele bliver til ingenting - og derved får man allermest udrettet !" (JK "Kristelige taler")
Den lethed i anstrøget, der kommer af troens frihed, har vi brug for. Derfor må vi med Maria lytte efter evangeliets stærke tone. Lytte til Ham, der sætter sig hos os, og taler med os. Hans ord er livgivende, - og de modsiger vor angst. Det er ord med magt, fordi Han taler ud af kærlighedens nødvendighed; den, der gav sig selv, for at vi kan leve.
AMEN