Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lars Mandrup
16. søndag efter Trinitatis (II) - Johannes 11,19-45
Salmer: 700 - 854 - 372 // 804 - 365 - 863 - 189
Risskov Kirke, søndag den 8. oktober 2000.
Mange af os har prøvet det: at stå og tage fat i en hånd, der er blevet kold, eller at stryge vores hånd hen over en kind, som har mistet al sin farve! Hvor ville vi dog gerne, at varmen fra vores hånd kunne strømme over i den dødes, og at blodets varme røde farve kunne give glød i den elskedes kind! Hvor ville vi dog gerne, at vi måtte få lov til at beholde hinanden - bare lidt endnu. Nogle år - eller måske bare nogle måneder eller dage.
Men der går ingen varme fra os til den anden og ingen glød eller gnist kan springe over i den dødes kind eller krop. Vi kan ikke give liv fra os til de døde. Vi kan give liv fra os, lige til det øjeblik, hvor den anden drager sit sidste suk. Vi kan give liv til hinanden gennem smil, kærtegn, kærlige ord, gennem opmuntringer, gøre noget så den anden bliver glad, ler, svarer, får mod. Mod på livet, mod på opgaverne, lyst til en dag mere.
Men når døden har været der, er dét slut. Vi er blevet frataget vore muligheder. Og da er det, at i stedet sorgen indtræder, vi oplever tabet, vi føler at vi har tabt, tabt noget, mistet noget som vi aldrig får tilbage. Vi oplever vor afmagt og vor hjælpeløshed stillet helt åbenlyst til skue.
Mange jøder var kommet til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Med de ord begynder evangeliet i dag. Lazarus, deres bror, var død. De havde givet ham fra sig. Han var lagt i graven. Sorgen var tilbage. Og nu forsøgte deres venner at hjælpe dem i sorgen.
Selv Jesus kom for sent! Herre, havde du været her, var min bror ikke død! udbrød først Martha og siden også Maria. Jesus havde jo lagt sine hænder på så mange syge, og de var blevet raske. Det var som om han kunne det: lægge sin hånd på dem, og så strømmede der både lindring, liv og ny kraft og styrke over til den syge. Men han nåede ikke frem. Det var for sent.
Marthas og Marias ord udtrykker den samme tankegang, som vi kender til fra os selv, når vi kalder på lægen, på ambulancen med hjerteapparaturet og alt det vi har til vores rådighed, for at redde mennesker i yderste livsfare. Bare den dog når frem i tide, hjælpen, så skal det nok gå alt sammen!
Men Jesus nåede ikke frem i tide! Skyndte han sig da ikke nok? Var alarmcentralen for sendrægtig, var ambulancen for længe om at nå frem med hjælpen? Skete der fejl i systemet. Sommetider er det de små marginaler, som afgør grænsen mellem liv og død.
Vi kan høre en dobbelthed i Marthas og Marias ord: både en anklage og en bønfaldelse. En anklage over at Jesus ikke havde skyndt sig noget mere, da han hørte, at Lazarus var syg. Og en bøn om, at Jesus vil gøre det umulige.
Derfor rejser denne fortælling allerførst nogle forfærdelige spørgsmål for os: alle de spørgsmål som begynder med 'hvis'. Hvis jeg havde handlet anderledes, var det ikke sket. Hvis jeg var taget af sted bare 5 minutter før, ville det have gået anderledes. Hvis jeg var blevet hjemme, var ulykken ikke indtruffet. Hvis bare sådan og sådan. Mange slider med sådan noget.
Men det trække videre et spørgsmål med sig, som er næsten endnu værre: Var Jesu forsinkelse en bevidst forsinkelse fra hans side? Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed, siger han til Maria. En konfirmand har udtrykt dette så smerteligt i en nedskrevet bøn, når hun siger: Jeg håber, at det var en forglemmelse fra din side, da min bror døde!
Vi skal ikke for let komme om ved sådanne spørgsmål og blot vifte dem til side som vanvittige tanker eller med nogle lette svar. Men jeg tror, at vi skal høre denne fortælling om Lazarus og hans to søstre, ikke som et eksempel på, hvordan Jesus eller Vor Herre spiller højt med menneskeliv. For Gud spiller aldrig med menneskeliv, som vi spiller med kort: sidder og overvejer hvilket kort vi skal trække frem, næste gang det bliver vores tur.
Jeg tror, at vi skal høre denne fortælling som et eksempel på, hvordan vi mennesker ofte opfatter det, der sker, hvordan vi reagerer, hvordan vi tænker, når det sker, som der fortælles om, og som vi også kommer ud for. Det er ind i denne oplevelse af døden, tabet, af smerten og afmagten i forbindelse hermed, at Jesus her siger - ikke bare til Martha, men også til os - Jeg er opstandelsen og livet; den som tror på mig, skal leve om han end dør!
Det er ikke sådan et fiks og færdigt svar, som løser alle problemer, eller som får det hele til at gå op i en højere enhed,- et trumfkort der trækkes ud af ærmet.så at når det hele i vort liv er gået i stykker, da kan han lige fikse det igen. Når Jesus siger 'Jeg er.' så betyder det ikke 'Jeg er i stand til.' 'Jeg kan klare det og det.' Men så er vi rykket helt ind i Jesu inderste væsen, i hans identitet. Jeg er livets brød; jeg er vintræet og I er grenene; jeg er verdens lys..jeg er opstandelsen og livet, så siger han som Gud sagde til Moses: Jeg er; jeg er den jeg er. Herren, Gud; den som hverken kommer for sent eller kommer på de forkerte tidspunkter. Men han er lys, vintræets kraft og saft, han er livets brød, liv og opstandelse for os.
I Johannes evangeliet, som evangeliet i dag er en del af, siges der nogen gange, at det er endnu ikke hans time, hans tid. Og vi kan da spørge; hvornår er det så Hans tid, og hvornår er det da hans time? Skal vi bare blive ved med at vente? Også fortællingen i dag stiller det samme spørgsmål.
Der er kun det at sige, at for Gud findes tiden slet ikke. Gud er uafhængig af tiden, ligesom Gud er uafhængig af steder. Gud kommer aldrig for sent, ligesom Gud aldrig befinder sig på det forkerte sted. Gud er tværtimod til stede, nærværende midt iblandt os. Gud er uafhængig af årsag og virkning.
Men for os mennesker er der tider og steder: vi kommer for sent; vi befinder os ofte et andet sted end der, hvor vi skulle være; vore handlinger - hvad vi gør eller hvad vi ikke gør får nogle konsekvenser, hvoraf nogen er gode andre bliver skæbnesvangre. Vi ser noget ske, begynder og afsluttes. Men Gud er liv og opstandelse. Og Kristus midt iblandt os er liv og opstandelse. Som vi hørte det i læsningen fra Det gamle Testamente: 'Siger jeg: mørket dækker mig, lyset er blevet til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, mørket er som lyset.'
Og en dag skal den tidsrækkefølge også ophæves for os. Tæppet som er rullet ned, så at vi kun ser det der er på den ene side og ikke på den anden, bliver igen rullet op, så at vi igen ser Gud som han er, og både de levende og de som døde fra os, vil være synlige. Da skal vi ikke bare få nogen ekstra år til låns, som det var tilfældet med Lazarus, da han blev kaldt ud af graven. Eller som vi undertiden siger efter en alvorlig sygdom: Han eller hun fik givet fem eller to gode år mere.
Lad mig da kun drage ad natmørkt hav / lad mig ikkun stævne imod min grav / livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn / ud hans hånd mig river af dødens garn.
Amen.
Lars Mandrup
Skolevangs Alle 72
8240 Risskov
lmandrup@post7.tele.dk