Hvis du har kommentarer så skriv til Caja Winterø | ||||
Præd. 12.1-7 696-35-45-167 De ord vi samler os om ved xx båre læser jeg fra Johs.ev. kap.8: Jesus talte nu atter til dem og sagde: "Jeg er verdens lys, den som følger mig skal aldrig vandre i mørket men have livets lys." Amen. Gud har nu taget et af sine børn til sig. Hendes lidelse er holdt op og hun har fået fred. Men en dag som i dag er man altid indfanget af det mærkelige følelsesmæssige dilemma, at man på den ene side rationelt konstaterer, at hvad der er sket måske er det bedste og at vi håber xx, som vi i dag tager afsked med, har fået en nådig død efter det liv, der var hende til del her på jord, og så det faktum, at sorg og sorg, blandede følelser er blandede følelser, og en mor, ven, søster, bedsteforælder nu er mistet. Og I er måske nogle, der sidder tilbage og er bange for at have svigtet på den ene eller anden vis. Det værste svigt lige nu er dog kun at tænke på alt det sørgelige og lade det overskygge alt det gode, der også var ved hende. At hun også engang var glad for livet, de lyse sommervinde, at hun havde glæden ved at være i venners lag, se sine børn vokse op og at arbejde med sine hænder. Set i evangeliets lys er det nu en gang døden, der sætter livet i perspektiv, dette ene liv, vi har fået. Når jeg har indledt med at læse verset fra Johannes evangeliet, er det med det i tankerne, at Guds kærlighed er større end vi kan fatte. Så ufattelig stor er Guds kærlighed, der rækker langt videre end vi kan forestille os. Biblen fortæller os, at Guds kærlighed er endnu større end selv hos den far eller mor, der elsker sit barn allerhøjst, og at han går ind og vil udfylde det tomrum, andre mennesker kan give os. Vi kan mene nok så meget, at xx har haft en hård skæbne, et svært liv, men netop det at hun ikke har haft det nemt, faktisk til tider har haft det meget svært, gør nok ikke hendes død mere ulykkelig. For Vi kan ikke vide, hvad der er på den anden side. - Vi føler os altid små, når skæbnen griber ind, men som det gamle ord siger - Herrens veje er uransagelige, så kommer vi aldrig til at kigge Gud i kortene, men nå nøjes med at stirre lige ind i livets gåde, som vi hverken kan eller skal løse. Men vi kan tro på, at Gud ville have hende til en bedre sted end denne jord. For det der virkelig giver livet mening er alt det vi ikke selv kan skaffe, og det mærkelige er at vi netop lever - sådan virkelig overlever ved hjælp af det, vi ikke selv kan skaffe eller er herre over. Vi kan ikke få solen til at skinne heller ikke i overført betydning, at få livsvarmen, sådan af os selv. Vi kan ikke få kornet til at vokse, hvis det ikke vil vokse, vi kan ikke skaffe os kærligheden i vores liv. Uden at de dog kan sammenlignes kom jeg til at tænke på Tove Ditlevsen, der også blev knap 59 år, og som trods sit store talent havde længsler og drifter, der trak hende ned eller måske rettere ud ad denne verden. Hun havde også på en MÆRrkelig måde en forudbestemt evne til at se sin egen skæbne i møde og skrev således en gang dette digt: En høstvåd nat, hvor tågens hvide hænder har trukket sølvgrå striber i mit hår; når ingen ild og ingen længsel brænder, en iskold nat hvor liv og lyst forgår, hvor stormen klager gennem nøgne grene, Nej, ikke storm, kun stille, stille suk, der sitrer som et hjerte, der alene trøster sig med at finde sorgen smuk. Da vil jeg synke mod den store stjerne, der blegner i den første dæmrings glød, da bliver alle dage lige fjerne, og jeg er barn af høstens kolde skød. Ja som barn igen og alt blir fjerne drømme, hvor jeg er vågen, drømmeløs og stum. Jeg bæres over evighedens strømme og blir en tone i det store rum. Sådan er xx også blevet en tone i det store rum, hvor Gud har taget hende hjem til sig til sit Rige, hvor der ikke er krav, fordømmelse og fristelser, men kærlighed og omsorg uden ende. Jeg ønsker for Jer alle, at Guds kærlighed til hende og Jer fortsat vil gøre den indbyrdes kærlighed levende imellem Jer. Gud har nu taget hende til sig - til stedet uden lidelse, men tager sig fortsat af Jer - stol på det. Og jeg ønsker for Jer at I vil tænke tilbage på hende, der stod Jer nær med tilgivelse, forsoning og ikke mindst taknemmelighed. Vi, der er samlet her i dag, er alle samlet om hendes båre for at sige farvel. På hendes vegne, på livets vegne, på verdens vegne. Og vi kan stole på, at den Gud i hvis navn hun blev døbt, stadig holder sin hånd om hende. Og vi kan lade sorg være sorg, og så lade alt det vi ikke selv kan magte eller forstå, ligge i Guds magtfulde hånd. Og der ligger det godt. Vi kan sige det i dag, som intet menneske kan sige sig selv: at Gud er magt og kærlighed, som aldrig slipper os - end ikke i døden. Den Gud, der elsker mennesket så højt, at end ikke døden på et kors kunne afskrække ham for at dele liv - og død med os. I Jesu Kristi navn. Amen. | ||||
Den 12-10-2000 er denne prædiken sat på |