Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lene Thomsen Birkmose
Salmer: 378, 401/488,1+2,608,p,528,280
bøn: Kære Gud. Tak for, at vi må sidde her hos dig, mærke din nærhed, og
synke ind i din historie. Amen.
Evangelielæsning:
Prædiken:
Hun står på trappestenen. Hun er inviteret til aftensmad kl. seks, - og hun
er lidt spændt på, hvordan det vil gå, - for det er snart længe siden, at
hun sidst har været sammen med hende, - og hun har glædet sig meget. Hun
trykker på dørklokken og hører dens lyd inde i huset. Skridtene op ad
trapperne, døre der hastigt åbnes, - og endelig lukkes fordøren op! Hej!
Hej!, - næh, hvor er det rart at se dig igen, - det er snart længe siden, -
kom da indenfor!
Hilsnerne udveksles, - og inde under dem, - bag ved dem, kan hun høre
barnet. Det ler og pludrer derinde. Hun træder ind i stuen, mens veninden
skynder sig ud i køkkenet: "Det varer altså lidt endnu, inden vi skal spise!
- Sæt dig ned så længe! her er en kop kaffe, - og askebægret står derhenne!"
-
Imens har de to fundet hinanden! Barnet sidder ved bordet og svinger genert
med benene af forlegenhed. Hun ser lige ind i de klare blå barneøjne. "Kan
Du huske mig"? - Ja, barnet nikker og øjnene lyser: "Ja!" - Hun tænder sig
en cigaret, drikker af kaffen og ser sig omkring, alt imens hun besvarer
moderens spørgsmål, som når hende ude fra køkkenet. Hun læner sig tilbage i
stolen og nyder freden. "Vil Du læse den her for mig?" - Barnet står lige
foran hende med en stor billedbog i armene. "Ja, det kan Du tro!" - Hun
løfter barnet op og sætter det på skødet. Da de har sat sig godt til rette,
begynder hun at læse, - hun kan mærke barnets tyngde ind imod sig, dets
varme og nærhed, - og ganske langsomt flyttes opmærksomheden fra stuen,
besøget - ind i historien, som åbner sig foran dem. De glemmer sig selv, tid
og rum, - forsvinder væk fra det kendte og ind i en ny og eventyrlig verden,
som de ikke kan slippe, førend den er fortalt til ende.
"Vi skal spise om et øjeblik!" - Moderen står og betragter dem fra døren, -
smiler og begynder selv at dække bord! - De ænser hende knapt nok, - de kan
ikke løsrive sig, - og de synker tilbage i nærværet, nuet og fortællingen.
"Snip, snap, snude, - nu er den historie ude!" - med klare øjne forlader de
begge stolen og begiver sig mod bordet: "Du skal sidde ved siden af mig", -
siger barnet, og hun adlyder.
-
Dette ny-skabte fællesskab kan ikke brydes, - og det vil bære dem i lang tid
fremover. Det kan ikke tages fra dem. Intet kan skille dem fra hinanden
efter dette.
-
Dér sidder de. Som et andet barn sidder Maria og lytter til den historie,
som Jesus fortæller, - hun kan slet ikke løsrive sig, glemmer tid og sted, -
hun lader sig også falde ind i det, som hun hører, og som griber hende i en
sådan grad, at hun glemmer sig selv og alle hendes forpligtelser.
Imedens arbejder Martha ude i køkkenet med at forberede middagen til deres
kære og velkomne gæst; hun vil gerne være hurtigt færdig, så de kan sætte
sig til bords og nyde maden, samværet og samtalen i ro og fred, uden
unødvendige afbrydelser. Lettere træt og irriteret spørger hun så Jesus, om
han ikke også synes, at hendes søster godt kunne tage og hjælpe hende med
det praktiske, i stedet for at sidde dér, som et andet barn, uden sans for
tid og sted! - "Sig det dog til hende"!
Martha! Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men eet
er fornødent. Maria har valgt den gode del, - og den skal ikke tages fra
hende"!
-
"Forstår Du også dét, Du læser"? - Spørgsmålet kalder ham tilbage til
virkelighedens verden, - han drejer hovedet og ser mandens ansigt, som
bevæger sig i takt med vognens bevægelser. "Nej!" - må han indrømme. Ikke
det hele. Han har brug for een, som kan læse sammen med ham og vejlede ham.
- Han stopper vognen og kalder Filip ind til sig. De sætter sig tæt sammen,
og fordyber sig i bogen og dét, som etioperen lige læste højt for sig selv.
Filip fortæller om Jesus, som levede, led og døde for vores skyld, og som
opstod på den tredie dag igen af kærlighed til os. Etioperen standser
vognen, da de når til en lille sø. "Er der noget, der forhindrer mig i at
blive døbt?" "Nej, hvis Du tror af hele dit hjerte, så kan det ske!" - "Jeg
tror, at Jesus Kristus er Guds søn!" - og Filip døber ham i Faderens og
Sønnens og Helligåndens navn, - og etioperen fortsatte sin rejse med glæde!
-
"Sandelig, sandelig, siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds Rige ligesom
et lille barn, kommer slet ikke ind i det". Og han tog dem i favn og lagde
hænderne på dem og velsignede dem.
-
Ordene når os, mens vi betragter barnet, som skal døbes, - vi synker ind i
kredsen, bliver en del af fællesskabet, - og vi lader tankerne gå tilbage
til vores egen dåb, - til familiens dåb, - til den festdag, som dåb altid er
og altid vil forblive at være.
Vi sætter os ned i bænken, læner os tilbage, og lytter til historien. Vi
lader os gribe af rummet, af nærværet, nuet og intensiteten. Intet kan bryde
opmærksomheden, - og det hele forløber på sin egen, vante, kendte og trygge
måde. Vi lader os gribe og føre med: historien åbner nye horisonter for os,
sætter nye vinkler på vores opfattelse og giver os en ny dimension i vort
liv, -som ændrer det for altid. Vi sidder i bænken og lader os fortælle om
os selv og vort liv.
Vi hører, at vi i dåben er blevet Guds børn, vi hører, hvad dette tilsagn og
løfte indebærer, hvad det giver os, -og vi hører, hvad dette fællesskab
fordrer og kræver af os.
-
Som et andet barn har vi lov til at læne os tilbage i bænken og lytte til
Guds historie, - til den fortælling,s om fortæller om ham og hans kærlighed
til os. Vi har lov til at lade det synke ind i os, - lade det vokse, som en
naturlig og uundværlig del af os selv og vort liv, - en tryghed, som
beskytter os, -s å vi glade og frimodige kan rejse videre i det, som nu er
vort liv og tilværelse hver især.
-
Vi sidder i bænken og lytter og lever: "Du skal sidde ved siden af mig!" -
Barnets opfordring hører vi igen her. Gud kalder os til bords sammen med sin
søn, som beder os tage plads ved sin side. Vi er en del af et fællesskab,
fordi vi har hans historie til fælles, - fordi vi tror, at historien om hans
liv og død og opstandelse kan bære os igennem vort liv og død. Her i
gudstjenesten kan vi nyde den gode del, - vi kan trække os tilbage fra
hverdagens gøremål, - hvile os på bænken, bruge det, som dét åndehul det er,
så vi kan få nye kræfter til at vende tilbage til dét, som vi slap.
-
Det er en gave, at kunne bruge nuet, som barnet gør, - at være helt og
aldeles til stede i dét, man gør og er i det øjeblik: at føle sig tage i
favn og blive velsignet, af kærligheden, omsorgen og nærværet. Dét er den
gode del, som aldrig tages fra os. Den er med os alle dage. Amen.