Hvis du har kommentarer
så skriv til
Erik Bang
Prædiken til 10. sø. e. trin. B
Tekst: Matt. 11,16-24
"Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en
bevægelse.
Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig
ned,
thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg
skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa summarum:
Jeg gider slet ikke!".
Det var Søren Kierkegaard, der skrev sådan i en ironisk kommentar om
tilstanden på hans tid. Ingen gad gøre noget, som krævede den mindste
anstrengelse eller det mindste engagement. Derfor var det hele én stor
middelmådighed, bedøvet af ugidelighed og pakket ind i en følelse af, at
der ikke er noget ved noget.
"Jeg klager ikke over tidens usselhed, jeg klager over dens mangel på
lidenskab", skrev Kierkegaard ved en anden lejlighed, for det bliver jo
altid resultatet, hvis det hele bare er ét fedt: lidenskaben forsvinder
som dug for solen - og tilbage er kun den usselhed, det er at sidde på
sin
bag og pege fingre ad de andre for at undgå selv at blive udfordret til
nogen som helst form for lidenskab i tro eller handling.
"Jeg gider ikke", er den middelmådighedens lidenskabsløse standardsvar -
selvtilfreds og utilfreds på samme tid - ganske som de sure børn på
torvet,
Jesus i dag taler om. Der er ikke noget, der passer dem - andet end at
sidde og skubbe lidt til hinanden, mens de råber ukvemsord efter dem,
der
vil noget mere. Vi der har børn, kender sikkert situationen ganske
godt.
Uanset hvad far eller mor foreslår, gider barnet ikke, det sidder bare
dér
og surmuler - tavst og trodsigt.
Men også vi voksne kan jo ende i en sådan lidenskabsløs usselhed, hvor
vi
hele tiden har noget at udsætte på andre, mens vi passer meget på at
holde
os enhver forpligtelse fra livet - særlig det, der udfordrer os til
engagement eller vil skabe forandring i vort liv - ganske som det var
tilfældet for Jesu egen samtid:
Johannes Døber blev afvist som en fanatisk domsprædikant, som de ikke
kunne
holde ud at høre på. Han greb jo forstyrrende ind i deres tilvante liv
og
krævede et totalt opgør med selvtilfredsheden og deres udvendige moral,
som
blot var et skalkeskjul for selvretfærdigheden, der ikke gad røre en
finger
uden at få noget for det.
Bedre blev det ikke, da Jesus kom med evangeliet om Guds Riges store
glædesfest og indbød både høj og lav. Han gik alt for vidt med
tilgivelsen
og overskred enhver grænse for anstændighed ved at spise af samme fad
som
landsforrædderen eller drikke af samme bæger som ludderen. De fandt det
rimeligt nok, når de for deres egen del kunne blive forsikret om, at de
havde deres synders forladelse; men da Jesus øste ud af Guds tilgivelse
til
både bedragere og bumser, var det bare for meget.
Sådan kan de surmulende børn på torvet dengang, eller de sure voksne i
dag,
altid finde gode grunde til at pukke på deres ret, mens de fordømmer
andre,
som har svært ved at holde sig på måtten. De sure voksne er hurtige til
at
pege fingre ad enhver, som stiller spørgsmålstegn ved deres egen
fortæffelighed eller tilbyder dem at blive løst fra deres skyld. "Som
om
vi ikke var gode nok, som vi er!", siger de så.
Det er netop denne sure selvretfærdighed og ugidelige
selvtilstrækkelighed,
Jesus er så vred over, og som er baggrunden for Hans smerteråb over
Korazin, Betsaida og Kapernaum.
Det var de steder, Jesus mest havde været. Kapernaum var den by, Han
selv
boede i og hver vendte tilbage til, når Han havde været på rejse. Ingen
andre havde hørt eller set så meget som netop dem: Syge blev gjort
raske,
spedalske blev rensede, syge blev mættede - og evangeliet om Guds Rige
blev
forkyndt for dem den ene gang efter den anden. Og så var de bare
ligeglade!
Ingen af disse mange mægtige gerninger havde rørt dem så meget, at de
ville
tage imod Jesus som Guds udrakte hånd til dem. End ikke Hans budskab om
syndernes forladelse og et evigt liv vandt nogen særlig genklang hos
dem.
De oplevede nærmest Hans tilbud om tilgivelse som en fornærmelse. For
de
var jo gode nok, som de var.
Når Jesus så sammenligner de fromme jøder i Kapernaum med indbyggerne i
Tyrus, Sidon og Sodoma, hører vi i Jesu ve-råb baggrunden for
Kierkegaards
sentens: "Jeg klager ikke over tidens usselhed, jeg klager over dens
mangel på lidenskab".
Tyrus og Sidon var berygtede havnebyer, hvor enhver form for
småkriminalitet havde gode dage, og Sodomas synder har altid stået som
de
mest himmelråbende.
Der var bestemt også megen usselhed i Tyrus, Sidon og Sodoma; men de
havde
dog lidenskab! De brændte dog for det, de ville, og turde slå sig
løs.
Derfor kunne de også blive tændt af evangeliet: "For hvis de mægtige
gerninger ... var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længe siden
omvendt
sig i sæk og aske". Men dét kunne de aldrig finde på at gøre i
Kapernaum!
Jesu ord er ikke noget forsvar for hverken lommetyveri, druk eller
utroskab. Den lidenskab, Sodomas indbyggere var besat af, blev jo
ødelæggende for både dem selv og andre.
Men de var dog levende menneske, der var i stand til at reagere på det,
de
hørte og så - i modsætning til de snerpede selvretfærdige i Kapernaum,
der
altid sørgede for at have deres på det tørre. "Derfor siger jeg jer:
Det
skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig".
Dermed har Jesus afsløret den lidenskabsløse surhed hos sin tids - og
vor
tids - velbjergede mennesker, der mener selv at være gode nok og have
deres
på det tørre. Når han siger: "Ve dig!" skyldes det, at der ingen frelse
er
i det. Over for dommen kommer selv den frommeste til kort, og i døden
bliver vi alle lige.
Det katastrofale for jøderne i Korazin, Betsaida og Kapernaum var, at de
afviste Jesus, fordi de ikke kunne se, hvad de skulle bruge syndernes
forladelse til. Det ville de dog ikke være i tvivl om i Sodoma, hvis de
havde fået muligheden for at høre evangeliet. Det værste, der kan ske
for
os, er derfor, at vi ender som de surmulende selvretfærdige, der ikke
gider
tage Jesu ord alvorligt, men skubber Hans tilgivelse fra sig.
Denne søndags evangelium udfordrer os til lidenskab i tro og tilbedelse.
Vi
hører det i et kirkerum, der er fyldt med tegn på Hans mægtige gerninger
midt iblandt os: alteret, nadverbordet, prædikestolen, døbefonten,
Bibelen, salmebogen, liturgien. Det hele er her af én eneste grund: Gud
har sendt sin Søn til verden som vor frelser! Hvordan skal vi reagere
på
det?
Her beder og bekender vi. Her får vi sakramentet givet. Her synger vi,
og
her bærer vi vore børn til Gud. Her lytter vi til evangeliet, og her
modtager vi Hans velsignelse. Det hele sker for øjnene af os, og vi
hører
det med vore egne ører.
Det er mægtige gerninger, der alle som én siger det samme glædelige
budskab: Jesus Kristus tilsiger os syndernes forladelse og lover os et
evigt liv.
Når vi hører dét sættes alting på spil, for så gælder det hele vor
tilværelse. Vi er ikke længere blot et publikum, der kan lade sig
behage
eller kede sig. Vi tiltales personligt, og vi er selv ansvarlige for
vor
reaktion på det, Han siger til os.
Er Han troværdig, er der grund til taknemmelighed, til glæde, til tro!
Deraf kommer dén lidenskab, at Han er vort eneste håb.
Amen.
Erik Bang, Hadsund