Hvis du har kommentarer
så skriv til
Finn Edvardsen
Det ene er en af de serier, jeg med stor entusiasme ser i mit fjernsyn, nemlig den engelske, Fint skal det være, der, som I nok ved, handler om denne kvinde, Hyacinth, der egentlig hedder fru Spand, men som insisterer på at hedde fru Buket. For der er noget fantastisk indædt over hende. Alt i hendes tilværelse drejer sig om at holde fast i den øvre middelklasse i stedet for at blive opslugt af det arbejderklassens mørke, som hun egentlig stammer fra. Det gør hende til en rædsel for sine omgivelser, lige fra mælkemand og postbud, over hendes fisede naboer, til familien og hendes stakkels mand. Hun har en rasende energi og er hele tiden målbevidst i gang med at holde sig flydende. Pointen i serien er så at vise, hvad der sker, når det krakelerer. Det er som om det er dødsrigets hund, der sidder i det gamle bilvrag og galper efter hende, når hun er på vej op ad fliserne til sit forfaldne barndomshjem.
Og krakelerer gør det, ikke mindst når hendes søstre eller når svogeren Onslow dukker op på scenen.
Der er noget herligt over fru Spand, hun vil virkelig det ene, og det i en grad så alle andre hele tiden har lyst til at løbe skrigende bort. Omgivelserne bliver trætte, synker sammen i kroppen, når talen er om hende.
Ikke sandt: Nu gik det lige så godt og så begynder hun igen. Det eneste omgivelserne ønsker er fred, men hun lader dem aldrig i fred.
Og det er så underligt, for på den måde kommer man til at se netop omgivelserne som de virkelig er. De vil så gerne nøjes med at være lunkne, men den går ikke når hun er i nærheden. Svogeren må hele tiden mod sin vilje ud af sengen eller op af stolen, og så fremdeles.
Fru Spand er egentlig dommedag selv for sig selv og for sine omgivelser, og hun er det hver dag.
Det andet er historien om David, der efter en masse besvær, krig og rodede omstændigheder fører Pagtens ark op til Jerusalem. David har taget det præstelige festtøj på, og han danser af alle kræfter foran arken, medens den bliver ført op mod pladsen, hvor templet skulle bygges.
Davids dans er dette uforbeholdne og ekstatiske nærvær, som en fest skal være, hvis den skal være en velsignelse. Og en velsignelse er det når Guds trone føres ind i byen.
Men oppe i haremmet sad Davids vel fornemste hustru, Sauls golde datter Mikal og glanede ud. Hen ser ham te sig dér foran arken og bliver forarget. For hvad ligner det, at folkets konge skaber sig sådan, at han blotter sig både for og bag, så selv de laveste kvindfolk kan se?
Og så for det tredje: Det fortælles om Dostojevski, at han under en rejse i Italien kom til stå foran et maleri af den gravlagte Kristus, som var så frygtindgydende og hudløst malt, at han udbrød, at det maleri kunne tage troen fra den troende.
Dostojevski mente det dybt alvorligt, han talte jo altid først og fremmest om sig selv, og så mente han vist, at først når man nåede derud og så det, der truede med at tage troen fra den troende, -så var man dér, hvor det egentlig gjaldt, altså hvor det ikke var lunkent eller blasert mere.
Måske er det dér, Jesus har fat i os i dag.
Anklagen over tilhørerne den dag, Jesus sagde det her, var, at de var lunkne. Hver gang der var noget, som virkelig kunne mærkes, som levede op til det, de længtes efter, så blev de alligevel forbeholdne. For det krævede dem jo fuldt og helt, og derfor sagde de hver gang: Det er for meget.
Vi siger det selv så ofte. Det er for meget.
Dette: For lidt og for meget fordærver alting. For Johannes døber var for lidt og Jesus var for meget.
Men vi er jo døbte, vi er kristne af kultur og arv og opdragelse, så vi skulle da nok vide bedre.
Men så vil jeg sige, at en af de mest ødelæggende forestillinger, der findes i moderne hoveder, er den, at vi i tidens løb skulle være blevet klogere endsige bedre end de gamle.
Noget andet er, at ingen i verdens historie har haft det bedre end os! Og så skulle man tro, at det gav os dette overskud til at gå ind til benet og blive ansvarlige. Alt det der. Det rystende er bare, at det nærmest har sat os tilbage i den sag. Der er vist ingen, uden at de kender det fra sig selv. Hver gang, der er et eller andet i vejen, så anskuer man sig selv som den, det er gået ud over, i stedet for som den, der skal tage det op. Vil gemme sig om aftenen, når Gud kommer og går rundt i haven, sige om det hele som Adam og Eva: Det er ikke min skyld. Man vil læne sig tilbage, vil ikke have smerte, vil ikke have ansvar, vil i det hele taget ikke noget, hvis det kan mærkes.
Men det hele er din skyld, dit liv er din skyld, dit ansvar. Og hvis ikke det skal kunne mærkes, som det der river og flår og tager ved, så er det intet, siger Kristus.
Derfor handler dagens evangelium om dommedag, det handler at danse og så om at gå med helt der hen, hvor hunden galper, og hvor man skal stå foran den ultimative tavshed, som truer med at tage troen fra den troende.
-De gamle havde sådan et godt ord, som vi næsten er holdt om med at bruge. Ordet omvendelse. Men det er, hvad det drejer sig om. For omvendelse betyder jo, hvad ordet siger, nemlig at man skal vende sig om, bogstavelig talt. Vende sig om så man får et andet perspektiv, vende sig om så man går en anden vej. Med kroppen, javel, men ånden følger med kroppen. Og det er så mærkeligt med et menneske, for det kan rumme mere end det selv troede, da det ikke ville røres og bruges.
For mennesket kan også sættes fri af forargelsen, når det ser dansen. Mennesket kan drives ud i ørken og se den store tomhed, få den store stilhed i ørerne og sanse sulten og tørsten. Alt det, der skal til, hvis denne afstand mellem alle ting skal overvindes. For først når du har tørstet, først når du har sultet, først når du har hørt stilheden for alvor, kan du høre fløjten, spise kagen og drikke vinen, tage del i dansen for alvor.
Det selvsamme menneske som vor Herre udtaler dommen over, kender han længselen i. Johannes’ råb og alvor i ørkenen, dansen, maden og vinens glæde i det frugtbare land, -alt det, der sker i blandt børnene på torvet, alt det er sket for at nå ind bag det lunkne og få mennesket, som lider og længes og sørger, frem.
Evangeliet er, at vi skal høre det her, stik imod alle ting. Stik imod alt vores eget. Alle vore forbehold, al vor vrissenhed, al vores følelse af at være dem det er gået ud over. Denne bløde dumhed og falden væk, gemmen væk.
Gå i dig selv! Derind hvor der er noget, som er helt urokkeligt. Det er dér, hvor dine døde er, det er dér, hvor de er, som du vil gå i døden for. Dér jeg vil hen siger Kristus. Og når du så står der overfor dine døde, når du står der og ser din egen død, når du står dér hvor Dostojevski stod, så står du foran mit billede, da er det mig du ser. Jeg er med dig dér, der er ingen afstand mellem dig og mig, intet kan komme imellem os, for det er den yderste hudløse dag.
Og hvis det kun havde været den ensomme menneskelige tragedie, så ville det slutte her, så ville resten være stilhed.
Men evangeliet tier ikke. Det lyder inde i mørket til alle de fortabte og trætte og tavse. Stå op min ven, snart er det tid at feste, du skal danse og give dig hen være til stede fuldt og helt, for hver en dag skal du leve du dér, lige foran Guds trone.
Og så slipper fru Spand forbi helvedeshunden. Hun kørte ud i sin nyvaskede, pæne bil, men da de nåede kirken havde hun været nødsaget til at stige ombord i hippiernes kassevogn. Den pæne bil gik i stå, medens skrammelkassen pludselig kunne køre.
Og så gik de ind alle sammen. Rystede, men nærværende. Barnet blev døbt, Guds velsignelse flød over af fonten, den dag, alle dage.
Amen.
Sognepræst
Finn Edvardsen
Præstegårdsgyden 6, Horne
62601041
bfe@km.dk