Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
10 . s. e. trin 00 i Horbelev og Karleby
Tekst: Matt. 11, 16-24
Salmer: 2, 355,347, 13, 365, 431,13, 7
Hvad skal der egentlig til før den reagerer, den slægt, som Jesus
sammenligner med en flok vrantne børn ? Tja ...
Vi kunne jo begynde med at spørge os selv, hvad der skal til før vi eller
vores børn reagerer ? Hvad skal der til for at vi bliver nærværende og
virkelig ser, hvad der foregår omkring os ?
Vi begynder med børnene.
Her for et års tid siden deltog Horbelev skole i et stort anlagt projekt,
hvor tre 6. klasser i amtet blev stillet en række spændende opgaver. Hele
projektet var fra begyndelsen omgærdet af et vældigt hemmelighedskræmmer,
stort set ingen vidste hvor det hele begyndte og slet ingen hvor det skulle
ende. Fordi kirketårnet på et tidspunkt var involveret i én af opgaverne
havde jeg kendskab til denne lille del og så til, at der på en bestemt dag
på skolens græsplæne skulle lande en helikopter med et budskab til klassen
I præstegården kunne jeg høre lyden af helikopteren og gik og forestillede
mig alle de forbavsede barneansigter, der ville vende sig imod den, når den
landede. Min søn gik på det tidspunkt i 1.klasse og jeg havde nok forventet,
at han ville komme farende hjem fra skole og sige ;Mor, mor, i dag kom der
en helikopter, der landede på skolens græsplæne. Men han sagde ikke en lyd
om nogen helikopter,da han kom hjem. Lidt senere begyndte jeg så at fiske
lidt: Nå, skete der noget særligt ovre på skolen i dag, spurgte jeg.Han
kiggede lidt forundret på mig og spurgte hvad jeg mente. Og jeg gentog
spørgsmålet . Skete der ikke noget, der ikke plejer at ske. Stadig ingen
reaktion. Så gik jeg lige til sagen, Jamen kom der da ikke en helikopter og
landede lige midt på skolens græsplæne ? Nå , den ! svarede han og så var
han væk, tydeligt uimponeret !
Og så er det jeg ikke kunne lade være med at tænke, at når en helikopter i
skoletiden, på skolens område ikke gør synderligt indtryk på en dreng på syv
år, så er vi vist ikke langt fra, at være i slægt med dem Jesus taler om i
dag og som heller ikke reagerer på ret meget, med hverken med glæde eller
sorg.
Det er som om der hele tiden kræves stærkere og stærkere påvirkninger for at
aftvinge os reaktioner, som om vi går rundt og er konstant lokalbedøvede i
modtagerapparatet. Måske er det denne sløvhed, denne lokalbedøvelse, der får
nogle unge mennesker til at tage ecstacy, selvom de ved at det er
dødsensfarligt. Alt det fantastiske , som verden omkring dem byder på er
ikke nok til at give dem en oplevelse.
Og med voksne står det ikke stort bedre til, for der er gået inflation i
ordet oplevelse. Oplevelser vil vi have, ja groft sagt skal alting være en
oplevelse og helst en god. Ja, måske er det at blive snydt for en oplevelse
man havde sat næsen opefter noget af det eneste, der kan få klagesangen frem
i os.
Og her inde i kirken sker det såmænd også , at vi går helt amok, bare for at
trække folk til og give dem en oplevelse. På et kursus fortalte en
fortvivlet medkursist mig, at han desværre var ansat sammen med en meget
foretagsom kollega, der ikke skyede nogen som helst midler for at få folk i
kirke. Blandt andet havde han på et tidspunkt til en familiegudstjeneste
anbragt en motorcykel oppe i koret, om han også var kørt opad midtergangen
på den i fuld ornat, meldte historien ikke noget om. Den slags er
selvfølgelig ikke nemt at hamle op med og jeg tror også, at den slags kan
ramme én i nakken som en boomerang. Selvfølgelig har det effekt med
mortorcyklen i kirken, men den slags kan man vel også vende sig til og hvad
skal den stakkels præst finde på næste gang, når nu der ikke er plads nok
til at en jumbojet kan rulle op ad midtergangen ? Og hvad er vel motorcykler
og jumbojets i forhold til det man kan høre i kirken. Blinde ser, lamme går,
der tilsiges os forladelse for vore synder og evigt liv, det er da trods alt
temmelig opsigtsvækkende i sig selv.
Måske er det tid til at trække i den anden retning. Jeg tror det er tid til
at skrue ned for både lyd og billede. Måske ville det, om ikke få os til at
reagere, så dog give os proportionssansen til bage og måske endda også
sansen for det store i det små.
Det er nemlig lige præcis det vi konfronteres med i Jesus Kristus. Gud og
mand. I Jesus Kristus mødtes to uforenelige naturer og blev ét. Den
guddommelige natur og den menneskelige natur mødtes. I ham var de to
naturer, den guddommelige og den menneskelige uden sammenblanding, uden
forandring uden deling uden adskillelse. Det vil sige, at hans
guddommelighed ikke gik under i hans menneskelighed eller omvendt, men at de
var til stede samtidig i en uopløselig énhed, der udgør hele Kristi person.
Det var det, de havde oplevet i de byer , hvor Jesus havde gjort store
undere. De havde set det store i det små, når denne mand, der lignede hvem
som helst med sin guddomskraft fik blinde til at se og lamme til at gå og
vakte døde til live igen. Og alligevel var det ikke nok til at de troede, at
han var af Gud.
Selv Johannes døberen , der jo nok vidste, at der skulle komme en efter ham,
hvis skorem han ikke var værdig til at bøje sig ned og løsne, selv han
sendte bud fra fængslet og spurgte. Er du den der skal komme, eller skal vi
vente en anden ?
Jo, han var den der skulle komme, og han er den der kommer igen, ham vi
venter skal komme og dømme både levende og døde.
Problemet med at se det store i det små, med at se Gud og mennesket i Jesus
Kristus er, at det menneskelige øje ikke kan se dem begge på én gang. Det er
som med et fikser-billede. Et af den slags billeder, der forstiller to
motiver på én gang. Det kan f.eks være en heks med tørklæde på hovedet og
vorte på næsen og en elegant dame med pelskrave og fjer i den bredskyggede
hat, men man kun se dem én ad gangen. Ved at flytte blikket ganske lidt kan
man se snart den ene snart den anden, men aldrig dem begge på en gang.
At Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske kan kun begribes i al sin
ubegribelighed, det kan ikke rummes hverken af øjet eller af øret. Jesus af
Nazareth fremstilles som Guds søn og Guds søn fremstilles som Jesus af
Nazareth, men det er umuligt for øret på én gang at høre at Jesus af
Nazareth er Guds søn og at Guds søn er Jesus af Nazareth. Når man hører det
ene, kan det andet kun høres indirekte, nemlig med troens øre.
Denne ubegribelige Jesus Kristus kan altså ikke deles op , så man kan se
hvor det guddommelige begynder og det menneskelige holder op, men ikke nok
med det, han kan heller ikke skilles fra sin gerning. Hele Kristi person
eksisterer ikke uden om hans gerning, men er i selve denne gerning, som
ingen andre end han kan udføre.
Se denne Kristi gerning , den er en op-levelse i ordets egentlige forstand,
fordi det er den gerning, der liver os op. Hans gerning går fra krybbe over
kors til den tomme grav, og her i kirken kan vi i løbet af kirkeåret ved
hjælp af evangeliets fortællinger gå med på denne vej, der er selve
oplivelsens vej. Under vejs spilles der ikke på fløjte men på orgelpiber og
der synges både lovsange og klagesange, alt sammen med oplivelse for øje.
Den dybeste modsætning i vores liv er nemlig nok alligevel ikke den mellem
glæde og sorg, for de bor dør om dør i vort sind. Nej, den virkelige
modsætning er den mellem nærvær og fravær, mellem deltagelse og
ligegyldighed, varme og kulde. Selv i sorgens tårer er det dog livet, der
gør sig gældende. Men i ligegyldigheden, i hjertets kulde, er der kun død.
Det er det Jesus afslører hos os i dag en afsløring af den ligegyldighed,
der holder både tårer og smil på afstand, og det gør ham rasende. Og
heldigvis. For det betyder bare, at der er der én ting Jesus Kristus ikke
har forstand på og det er at være ligegyldig overfor os, dertil er vi ham
for dyrebare. Amen