Hvis du har kommentarer
så skriv til
Ulla M. Pedersen
13. s. e. trinitatis, 2. tekstrække, Clemens kl. 10
Mika 6,6-8; 1. Tim. 1,12-17; Matt. 20,20-28
Salmer 367 - 858 - 255 / 323 - 279 v 6 - 675
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium til d. 13. søndag efter trinitatis står skrevet
hos evangelisten Mattæus...........
Da kom Zebadæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner,
kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget.
Han spurgte hende: Hvad vil du?
Hun sagde til ham: Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den
ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.
Jesus svarede: I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg
skal drikke?
Ja, det kan vi, svarede de.
Han sagde til dem: Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre
og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives
til dem, som min fader har bestemt det for.
Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus
kaldte dem til sig og sagde: I ved, at folkenes fyrster undertrykker
dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det
ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være
jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være
jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene,
men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.
Amen
"Først mig selv og så mig selv og så min næste - hvis det er til mit
eget bedste" - sådan lyder et ordspil - Storm P er det vistnok, der her
spidder den måde, som mennesker omgås hinanden på.
Kan det være en beskrivelse af de to zebadæussønner, som vi lige har
hørt om og af deres mor? Ja, det kan det vist godt.
Kan det så også være en beskrivelse af os? Ja, den holder måske nok også
for et nærmere eftersyn. En beskrivelse da af noget, der simpelthen
ligger i mennesket? Ja, det er det måske i virkeligheden. Så alment.
"Først mig selv og så mig selv og så min næste - hvis det er til mit
eget bedste".
Det handler om, at vi langt hen af vejen så forfærdeligt gerne vil sikre
os selv og så vore egne, sikre vores position - selv når det måtte være
på bekostning af andre.
___________________________
Et andet billede, som jeg gerne vil bruge i dag,- eller rettere sagt, et
billede jeg gerne vil genbruge, fordi det er så godt -
det er fra Bent Lomholt, der var gæsteprædikant her i kirken sidste år i
forbindelse med en sognesøndag.
Og det billede, som han brugte i sin prædiken var hentet fra hans tid
som præst i Grønland -
hvad skal man gøre,- hvad KAN man gøre for at overleve, hvis man med sin
hundeslæde går igennem isen? Jo, det man kan og skal gøre er at træde på
hundene.
Og det gør vi mennesker så - men ikke kun når vi går igennem isen, vi
gør det derimod igen og igen og i alle situationer - vi træder på
hundene - på hinanden -
vi forsøger at hævde os på de andres bekostning, komme op og frem og
sikre os selv en god og sikker og flot plads,- for det er jo hvad der er
tale om.
________________________________
Både Storm P og det med at træde på hundene virker som sagt bekendt - i
al almindelighed og også i forhold til det evangelium, som vi lige har
hørt.
For jo, vi kender i virkeligheden godt situationen,- den vi lige har
hørt fra evangeliet. Det er ikke helt løgn selvom det heldigvis heller
ikke er helt sandt:
men sådan er mennesker ofte i livet med hinanden -
strid og kiv, ævl og kævl - misundelse, selvhævdelse og så videre hører
med,- det hører til dagens orden eller uorden på vej op af rangstigen og
frem i livet.
________________________
Der er i virkeligheden noget befriende i at høre, at sådan var det også
for de 12 disciple, dem som stod Jesus nært, nærmere end alle andre.
Når den slags også fandt sted også mellem dem,- mellem disciplene,- så
kan vi måske bedre leve med, at sådan er det også blandt os - eller kan
vi så også det?
Kan vi leve med ævl og kævl og misundelse og selvhævdelse?
Ja, for det første kan man vel sige til det, at det skal vi nok et
stykke af vejen - fordi vi kan ikke blive fri,-
sådan er vi mennesker, og sådan vil det ofte være mennesker imellem.
Sådan er samfundet bygget op - på ambitioner og på magt og dét, der
følger deraf.
Men der er da heldigvis også mere at sige om menneskers liv med
hinanden,- noget mere vi skal lade os sige - også af evangeliet i dag -
noget der er særdeles meget vigtigere at lade os sige end at det at ævle
og kævle og strides er en almen menneskelig egenskab igennem tiderne -
når det gælder om at komme frem i tilværelsen.
Det ved vi da godt. Det behøver vi såmænd ikke at få at vide igen.
Men der er da heldigvis også mere at sige, nemlig at i Guds rige hænger
det anderledes sammen - der må al ævl og kævl tie og al misundelse og
selvhævdelse vige, for når Gud sætter dagsordenen så er alt anderledes -
her skal ingen gøre sig fortjent eller kæmpe sig frem til en fin
position, til den i virkeligheden fornemmeste plads,- en plads i Guds
kærligheden -
Guds kærlighed er derimod det givne udgangspunkt for alt,- også for os i
det liv vi lever.
Dermed står den ikke længere alene - den verdensorden, som vi alle
kender og i vid udstrækning lever i,
en orden af magt og undertrykkelse, af ambitioner og stræben, en orden
af fortjeneste og belønning.
Denne verdens orden er her som den altid har været det,- men den står
heldigvis ikke alene, Guds rige er midt iblandt os, og hér er alting
anderledes:
Ingen skal gøre sig fortjent til kærligheden her, den er det givne
udgangspunkt for alt hvad der sker - for hele det liv vi lever.
Og dermed falder der et helt nyt lys ind over os - der vel lever i en
verden med en orden som vi ikke kan komme fri af - og dog kaster Gud sit
lys også over den orden. Over verden - over livet - over os.
Vi lever vel i verden og er viklet ind i den på alle mulige og umulige
måder - men samtidig lyder det til os:
"Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt
jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer,
skal være jeres træl..."
________________________
Dermed er der sat en ny dagsorden - vi har fået et nyt ideal, for vores
liv med hinanden. Ja, langt mere end et ideal i virkeligheden.
En mening er det vel i virkeligheden der peges på her - at meningen i
livet ligger i at tjene. En mening, der ligger ved siden af og som
modspil til den verdensorden, som vi ellers indretter os efter.
_____________________
For det kan godt være at VI lægger mærke til hvem der bliver til hvad og
hvilke stillinger og titler mennesker har fået arbejdet sig op til - det
giver prestige os imellem.
Men i evangeliet hører vi som et modspil hertil, at det ikke gælder om
at blive noget selv, men om at være noget for andre.
Og så må vi også i den forbindelse lægge mærke til, at disciplene er
optaget af hvad det store forkromede mål er - hvordan skal det blive
engang, de flotte pladser i Guds rige, som de håber og måske endda
forventer -
men de bliver smidt lige tilbage til livet lige nu og her for at tjene
hinanden.
Sådan er det også med os - hvor det hele ender, det må vi lægge i Guds
hånd - og så må i begynde her hvor vi er.
Og i et medspil OG ikke mindst da i et modspil til den verdensorden der
bygger på magt, da må vi være med til at hævde en verdensorden, der
bygger på kærlighed.
Jesus har vist vejen - ja, han har banet vejen for os - det er ham der
hvisker os ordet i øret og det er ham der går foran os ude i horisonten,
som den vi altid skimter foran os.
____________________________
Det kunne - i forlængelse af dagens evangelium - så passende være en ny
ambition vi tager med os herfra - en ny ambition af en ny slags. En
Guds-rige-nu og her-ambition.
En ambition om at lægge rundsavene på albuerne lidt til side - og leve
et meningsfuldt liv, hvor vi er noget for andre, engagerer os i livet og
knytter os til hinanden.
Så er det ganske vist også et vilkår at vi bliver afhængige, sårbare og
afmægtige - for det er vi altid når vi er knyttet til andre mennesker og
det er dét vi bygger vores liv på -
da bliver vi sårbare - overfor det, der kan ramme mennesker vi holder af
og os selv - lidelse og død.
Men evangeliet er på det punkt helt klart - vi skal leve det gode liv vi
har fået - selvom så også det ender med døden - for dem vi holder af og
for os selv.
Men også da vil Jesus gå foran - ude i horisonten - som den vi altid må
følge efter - gennem døden til livet. Den tro og det håb er vi døbt til
- til troen på at
Guds kærlighed ej grænse ved.
Hans ord os åbenbarer,
at den er dyb og lang og bred,
og at den evig varer.
Amen