Hvis du har kommentarer
så skriv til
Jan Grønborg Eriksen
15 set II 001001 Vejgaard
Man kan være religiøs som en slags fritidsinteresse. Nogle går til finere madlavning, nogle går til stjernetydning, nogle går i kirke. Nogle får store oplevelser ved at se på kunst. Andre får det af bøn og bibellæsning. Hver sin lyst, og det er da gode og sunde interesser, der ikke kan skade nogen.
Men i virkeligheden er kristendommen ikke særlig velegnet som fritidsinteresse. Troen på Gud har svært ved at finde sin plads i 4. skuffe, 2. kommode fra venstre. Den siver ud af skuffen. Og så vil den enten farve alt det, der er i de andre skuffer - og i hele rummet. Eller den vil sive væk.
Historien om Martha og Maria kunne godt være skrevet af en dansker. Det er sådan noget med, at den snusfornuftige og pligtopfyldende ender med at stå med en lang næse. Der er lidt Klods Hans over den (selv om Klods Hans godt nok ikke er af dansk oprindelse, men tysk.) Den huslige, flittige Martha kommer til at minde lidt om Klods Hans’ naragtige storebrødre, som forberedte sig og bestræbte sig, men til ingen nytte. Det blev den spontane Klods Hans, der fik prinsessen, og det synes vi, de to dydsmønstre havde rigtig godt af.
Dydsmønstret Martha fik sig også en lærestreg. Og det er fint nok. - Men hvad mon det var, hun skulle lære? Det kan vel ikke være galt at tage sig godt af sine gæster?
Jeg tror, det hun trængte til at lære var, at det guddommelige vil sprænge alle normer og grænser i et menneskes liv. Hun skulle lære, at et menneskes gudsforhold slår hul i den regel, der gælder alt andet: Hver ting til sin tid.
Der er ikke nogen afmålt rette tid til det guddommelige i et menneskes liv. Lever vi Gud nær, som det blev sagt i den gammeltestamentlige tekst ("at være Gud nær er min lykke"), så kan det godt skabe en del uorden i vort univers. Han vil sætte sig på det hele. Og han vil somme tider rive os med, rive os væk fra de fine planer og systemer, vi ellers var så trygge ved.
Min kone, som også er præst, kritiserer mig somme tider for, at jeg altid beskriver vort forhold til Gud som et forældre-barn forhold. Hun holder på, at det mindst lige så meget minder om et kærlighedsforhold, et kæresteforhold endda.
Og her, hvor hun ikke hører det, tør jeg godt indrømme, at hun vistnok har en lille smule ret i det, hun siger.
Kan I huske, hvordan det var at være forelsket? Det kan I vist. Når man er forelsket, gennemsyrer det alt, hvad man gør. Man udfører sit daglige arbejde med langt større glæde, synger måske imens (det gælder ikke præster på prædikestolen!) Og samtidig forsømmer man både det ene og det andet. Fordi forelskelsen fylder så meget og vil rive det hele med sig.
Det er dejligt! Forelskede mennesker er dejlige. Og de er ikke til at holde ud. Begge dele. Og begge dele har at gøre med, at man er fyldt med noget, der sprænger grænser og skaber nyt liv - og laver lidt rod i det gamle. Tænk hvor pæn og kedelig verden ville være, hvis der ikke fandtes forelskelse!
Når så man har fået den, man er forelsket i, og fået papir på hende og det hele, - så kommer der tit lidt mere ro over det hele. Somme tider alt for megen ro!
Jeg kendte et ægtepar, hvor begge parter var meget engagerede og energiske. De ville ikke forsømme hinanden, så de indførte, at hver fredag aften var "ægteskabsaften". Hver fredag aften var sat af til - forelskelsen, til kærligheden. Den aften tog de ikke telefonen og gjorde ikke andet end at se hinanden dybt i øjnene og hvad deraf følger.
Lyder det ikke rædselsfuldt? De blev da også skilt et par år efter.
For et kærlighedsforhold ligner et gudsforhold: Det kan ikke være i en skuffe. Det vil fylde det hele - og det vil give glæde til det hele - og somme tider lave rod i det hele. Hvis ikke det får lov til det - hvis vi med djævelens vold og magt vil presse det ind i en afmålt skuffe et bestemt sted i vores tidsplan, som en fritidsinteresse, så siver det helt ud af skuffen. Og en skønne dag, når vi åbner skuffen søndag kl. 10.00 eller fredag kl. 19.00, - så er den tom.
Det var vist det, Martha skulle lære. Og vi andre må gerne kigge hende over skulderen og lære det samme.
Maria var måske nok forelsket i Jesus. Eller var det bare et rent religiøst forhold? Det får vi aldrig at vide. Og hun har sikkert ikke selv kunnet skelne.
"At være Gud nær er min lykke", siger det Gamle Testamentes salmeskriver. "Når jeg er sammen med dig, glemmer jeg alt andet," siger jeg somme tider til min kone. Men nok for sjældent.
Og det er vist også for sjældent, jeg siger det til Gud. Det har jeg tilfælles med Martha. Måske er der nogle af jer, der har det på samme måde. Så kan I stille jer sammen med mig, bag Marthas skuldre, og snuppe en stump af hendes lærestreg.
Gud vil fylde os. Han vil rive os med. Vi hører i kirken så tit, at han vil trøste os, når vi er langt nede. Ja, det hører med til kærligheden. Men når vi ikke er langt nede, vil han gerne begejstre os, glæde os, sparke til os - gøre os levende - sprælske - uudholdelige - og dejlige!
Amen.