Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
17. søndag eft. trin. - Havdrup og Solrød Strandkirke
GT-læsning: Salme 40,2,6
Evangelium: Markus 2,14-22
Salmer: DDS 3, 383, 357 - 435, (432), 46
Gammelt og nyt?
Ja, hvordan er det nu det er?
Det gamle er det, der kommer før det nye.
Det gamle er fortid og nogle gange det, som vi i nutiden har
en tendens til at betragter for overstået og gammeldags.
For hvis noget er nyt, tænker vi,
så gælder det ikke rigtigt mere.
Nutiden og for den sags skyld fremtiden, overgår fortiden.
For vi er på mange områder bedre, dygtigere og klogere end
man var i sidste århundrede - selvom det kun er knap et
halvt år siden, at dette århundrede var vort eget århundrede!
Dette spil mellem gammelt og nyt kalder vi “UDVIKLING”
- et herligt ord, ikke sandt?
Man bliver så opløftet, når man får at vide, at man er på
udviklingens side.
Og man kan blive noget så nedtrykt, hvis nogen beskylder
én for det modsatte - at være reaktionær og gammeldags.
Det sidste ønsker vi ikke - tænk, hvis man blev tabt af en
vogn og sad fast noget, som tiden og udviklingen allerede
havde lagt bag sig?
Og så er det alligevel ikke så enkelt, som vi selv tror.
Udvikling betyder f.eks. sjældent at noget bliver enklere og
nemmere at håndtere for den enkelte.
Som én en gang har udtrykt det, føler man sig ofte endnu
mere indviklet efter at være blevet udviklet!
Og er man først havnet i dén situation, længes man ofte
tilbage til “de gode gamle dage”, hvor alt var mere enkelt;
Grønne marker, glade grise og enkel økologisk kost.....
Men økologi er jo ikke noget gammelt - økologi er noget af
det nyeste, vi kender - økologien blev først opfundet og
rigtigt udviklet i den sidste del af sidste århundrede
- altså for mindre end 20-30 år siden.
Selv miljøet blev først rigtigt opfundet for 40-50 år siden!
Og drømmen efter de gode gamle dage kan være noget af
det mest trendy, man kan se i modeverdenen, der - som
nogen siger - afspejler noget af det dybeste i tiden.
Og så sker der det dybt selvmodsigende,
at det gamle bliver til nyeste mode.
På tøjet eller i boligindretningen prentes budskabet om,
at her kommer noget gammelt, ædelt og oprindeligt.
Det er moderne - men stikker sjældent dybt.
For det er jo også “kitsch” - overflade og glimmer.
Men bortset fra alt dette, så kan man slet ikke leve enten i
fortiden eller i nutiden.
Tiden som det forløb, hvor noget afløse noget andet, findes
egentligt slet ikke, men er en konstruktion i vore hoveder.
Vi lever altid i nutiden, men aldrig isoleret.
Nutiden står altid i forbindelse med fortiden.
Vore omgivelser har en historie, der ligger forud for os
- vi har forældre, der har forældre osv.
På samme måde med det, der ligger foran os.
Vi har drømme og lægger planer om fremtiden,
men allerede det at have forventninger til dagen i morgen
påvirker vore tanker og handlinger i dag.
Forestil jer, at I vidste at I enten skulle dø i morgen eller
skulle møde jeres elskede - og mærk hvilken virkning og
betydning det har for øjeblikket her og nu!
Ja, gammelt og nyt er noget underligt noget!
Og det er bl.a. denne spænding og dette spil,
Jesus tager udgangspunkt i i dag.
Ikke sådan, at han er udtryk for det nye,
der afløser det gamle.
Nej, det nye, som evangeliet om Jesus bærer på, er af en
karakter, der sprænger både fortid, nutid og fremtid.
Dvs. det betyder, at tiden slet ikke kan rumme det
- men altså heller ikke begrænse det.
Evangeliet som det budskab, Jesus kom MED (Mark. 1,15),
og som derefter blev til budskabet OM HAM, Jesus Kristus,
Guds Søn (Mark. 1,1), er ikke bundet i fortiden, kan ikke
rummes og afgrænses af nutiden, og udfordrer og forandrer
hele tiden fremtiden.
Alt dette lyder mystisk og måske ikke lige meningsfuldt,
men lad os tage udgangspunkt i teksten til i dag.
Først hører vi, hvordan Jesu tilfældigt kommer forbi en
toldbod, hvor Levi havde sit foragtede udkomme med at
opkræve told og skat for den romerske besættelsesmagt.
Levi var pr. definition en “synder” - med stort “S”.
Som landsforræder var han isoleret i forhold til sit folk.
Som tolder var der ingen alvorligt sindet jøde, som ville tale
til ham - endnu mindre være samme med ham.
Og at spise frokost med ham var helt utænkeligt, for at spise
sammen var udtryk for at godkende, acceptere og se bort fra
enhver uoverensstemmelse med dem, man spiste med.
Med andre ord; tilgive enhver fejl og ethvert misgreb!
Og at tilgive er jo netop at forholde sig til sammenhængen
mellem fortid, nutid og fremtid - ja, at bryde den itu!
For at være synder i nutiden, er at være bundet af noget,
man engang har gjort, og som derefter sætter sit uafviselige
præg på fremtiden.
Tænkt på, hvordan en uenighed eller uoverensstemmelse
mellem to mennesker kan forpeste enhver lejlighed, hvor de
skal være sammen - og ødelægge ethvert håb om en fælles
fremtid - med mindre de er i stand til at mødes, se hinanden
i øjnene, sætte ord på uenigheden og om muligt tilgive
hinanden det, som er imellem dem.
Men hvis det sker, sættes nye kræfter fri og den åbne
horisont dukker atter frem bag skyerne.
Noget nyt er sket og mere nyt vil ske.
Og det er, hvad tolderen Levi oplevede denne dag.
Det er, hvad han syndige toldervenner fik del i, da Jesus
satte sig til bord med dem og spiste og talte med dem,
som var de rigtige mennesker - mennesker med muligheder,
mennesker, som Gud ikke havde forkastet, men som han
troede på og havde tillid til.
De udstødte og foragtede blev sat ind i en ny sammenhæng.
Ind i fællesskabet med Jesus - og med Jesus betingelsesløse
omgang med dem, de retfærdige farisæere på Guds vegne
havde forkastet, erfarede de at fortid, nutid og fremtid flød
sammen i et tilgivet og forsonet nu.
Guds nu - det evige nu - det øjeblik, hvor Gud stiger ned til
os og skaber håb for håbløse, Paradis af ørke, tilgivne og
frie mennesker af dem, der før var bastet og bundet af sig
selv og andres negative forventninger.
Og når noget sådant sker, bliver der naturligvis glæde.
Glæde over at erfare sig som de elskede mennesker,
som Gud vil og kan nå ind til.
Og udtrykket for denne glæde er festen - måltidet - sangen
og fællesskabet.
Måltidet og måltidsfællesskabet var dengang og blev siden
det faste billede på den fremtid, hvor Guds vilje endeligt
skulle bryde frem og forsone alle syndere.
For når Gud greb magten skulle alle folkeslag samles til
champagne og kransekage i de himmelske gemakker
- og festen skulle ingen ende have.
Måske flere retter og mere vin, men aldrig skulle hverken
flasker eller glædesstemning løbe tør!
For Levi og hans toldervenner blev mødet med Jesus en
forsmag på det, som skulle komme.
Og dette møde forvandlede deres liv.
Levi brød op og fulgte Jesus.
Uden forklaring - fordi, det ikke kunne være anderledes!
En anden tolder, Zakæus, havde et lignende overrumplende
møde, og den eneste måde han kunne give udtryk for den
glæde og forvandling, han havde mødt, var ved at dele hele
sin materielle rigdom med andre.
For sådan er det jo med en virkelig fest.
Glæden og feststemningen forplanter sig til andre - med
mindre det da er en lukket fest for særligt indbudte.
Den forestående jul er et udmærket eksempel på, hvordan
festen glæde sætter sig igennem og sætter sit
forventningsfulde præg på alt - (men hvorfor allerede nu?).
Eller et bryllup.
Brylluppet er i Bibelen brugt som billedet på foreningen og
fællesskabet mellem Gud med mennesker.
Derfor er der mange af Jesu lignelser, der tager
udgangspunkt i planlægningen og afviklingen af et bryllup.
Og derfor kan han også sammenligne sig selv med den ene
part i et bryllup, brudgommen, der er kommet for at hente
sin brud, så de kan forenes i kærlighed.
Som Jesus er kommet for som lægen at helbrede de syge,
sådan er han som brudgommen kommet for holde
kærlighedens fest med sin elskede.
Og alt dette er ikke bare nyt.
Det er sandt og evigt - dvs. uden begyndelse og uden ende.
Det er der ikke meget, vi kender, som er.
Men vi er heller ikke Gud.
Vi lever i tiden og er begrænset af begyndelsen og enden.
Med ord og billeder forsøger vi at indkredse og udtrykke
det uudsigelige.
Vore kirkelige traditioner, bekendelser og sakramenter -
alle de ydre former, vi kan tage i brug for at gribe og
videregive budskabet om ham, der sprænger enhver ramme
og enhver form - er kun fattige forsøg.
Og det evangelium, der sprænger fortid, nutid og fremtid er
budskabet om, at han er kommet til os.
Som lægen, der er kommet til de syge.
Som brudgommen, der henter sin brud.
Som den, der aldrig bliver moderne, men alligevel altid
møder os i netop det øjeblik, hvor alt kan blive nyt.
Amen.