Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
16. søndag efter trinitatis 2000
NT-læsning: 1. kor. 15, 21-28
Evangelium: Johs. 11, 19-45
Salmer: DDS 696, 383 - TS 907, (432) og 372
Hvordan er det nu, at et rigtigt godt eventyr skal slutte?
Et eventyr, hvor den gode prins og den smukke prinsesse,
til sidst får hinanden for aldrig mere at skilles?
Jo, det gode eventyr slutter altid med udsagnet om,
at de levede lykkeligt til deres dages ende!
For et eventyr skal jo ende godt.
Ellers er det et dårligt eventyr.
Tænk hvis f.eks. Klods Hans efter først at have vundet
prinsessen og det halve kongerige, straks tog på charterferie
med oldermanden og ikke vendte tilbage igen?
Eller hvis prisessen på ærten pga. af sine rygsmerter gik til
fysioterapeut og blev lam pga. en forkert behandling?
Nej, sådan slutter et eventyr jo ikke.
Et eventyr slutter godt og lykkeligt.
Men, men, men, kan man spørge, er det godt og lykkeligt,
når det nu alligevel ender med at man dør?
For det gør de jo, også for prinsessen og prinsessen.
De lever lykkeligt, men kun indtil de dør.
Men dør, de gør de dog!
Nu kan der godt være nogen, der synes,
at det er en underlig måde at stille det op på.
For det er da helt naturligt at dø - det gør vi jo alle en dag.
Før eller siden er livet slut og vi bliver lagt i jorden.
Livets ring slutter der, hvor den begyndte:
Af jord er du kommet - til jord skal du blive.
Ganske vist har mennesker altid haft en drøm om at leve
evigt, men det er jo kun en drøm.
Også selvom forskerne i dag hærdigt leder efter det gen,
der gør vore celler ældre, så er der vel ingen, der virkeligt
tror på, at dét vil afskaffe.
Virkeligheden er, at livet har en begyndelse og en slutning,
og indenfor disse to punkter lever vi.
Mellem disse to punkter finder vi livet!
Vi kan leve godt eller møde ondt - vi kan være lykkelige
eller ulykkelige, men uanset hvordan livet bliver for os,
ender det altid med at vi skal dø.
Vi kan, som eventyret slutter, naturligvis være heldige at
leve lykkeligt til vores dages ende - men enden kommer.
Men har der slet ikke været en tid, hvor døden ikke var?
Sådan har mennesker også tænkt og spurgt.
Og da ingen rigtigt har givet et svar, har man haft en række
fortællinger om dengang, da alt var godt og døden endnu
ikke var kommet ind i verden.
En sådan fortælling finder vi på Bibelens allerførste sider.
Det fortælles dér, hvordan Gud engang i tidernes morgen
skabte himmelen og jorden, planter og dyr, fugle og fisk.
Til sidst skaber han også Adam, der betyder “Mennesket”.
For at dette menneske ikke skulle føle sig alene, skabte Gud
Eva, så de tre skulle leve lykkeligt for altid - evigt.
Adam og Eva blev sat i en have, som blev kaldt Paradis
eller Edens Have.
I haven, hvor alt var, som Gud ville have det skulle være,
kunne de om aftenen møde Gud og sludre med ham, mens
solen gik ned i vest.
Der var al den føde, som mennesker og dyr kunne spise af.
Der var varmt og godt og ingen fare.
Heller ikke døden var der.
Ingen dyr - heller ikke mennesket - var nødt til at slå noget
andet væsen ihjel for at leve, for Gud gav dem alle føden.
Der var imidlertid én enkelt ting, som var farlig.
Der var et træ, nej, to træer, de skulle holde sig fra.
På det ene træ voksede der en frugt, som gjorde at de ville
blive ligeså klog som Gud - hvis de spiste af det, ville de
kunne se forskellen på godt og ondt - og straks ville de også
kunne vælge, om de ville det ene eller det andet.
Og fordi haven af Gud var tænkt som et sted for det gode,
ville konsekvensen af at spise frugten fra dette træ være,
at Gud måtte smide dem ud af Haven.
For hvis mennesket først blev i stand til at vælge, ville det
lige så godt vælge det onde, som det gode, og hvis det
valgte det onde, ville det også det onde være evigt og ikke
længere være til at få ud af verden igen.
Dette hang sammen med det andet træ, menneskene i
begyndelsen godt måtte spise af. Det var livets træ.
Den, der spiste af et træ, skulle aldrig dø, men leve evigt.
Men som vi alle godt ved, så gik det naturligvis galt.
Adam og Eva kunne ikke holde sig fra det forbudte træ.
En lumsk og snedig slange lokkede dem til at spise,
og da Gud opdagede det, blev han både vred og ked af det.
For nu var det onde jo kommet ind i verden.
Så for at Adam og Eva nu ikke skulle vove at spise af
Livets træ og derved bære det onde med sig til evig tid,
måtte de nu forlade Paradisets have.
Udenfor var der hårdt at leve.
Det var et slid at dyrke jorden og fange de dyr,
som de nu blev nødt til at slå ihjel for at få noget at spise.
Også døden var kommet for at blive
- Adam og Eva skulle en dag dø.
Heldigvis gav Gud dem i stedet evnen til at få børn,
som kunne leve videre og få nye børn, når forældrene blev
gamle og døde.
Jo, tilværelse blev altså netop sådan, som vi kender den.
Hård og krævende, men med mulighed for glæde og lykke.
Men døden var for altid og er stadig menneskers skæbne.
Det er denne uomgængelige død, vi hører om i dag.
Hvordan den en dag skulle bliver overvundet af den,
der var stærkere end døden.
De to søstre, Martha og Maria, oplever hvordan døden
tager deres elskede bror Lazarus fra dem.
Længe havde de håbet, at Jesus ville nå frem og helbrede
Lazarus, for det kunne Jesus jo.
Men der var så mange andre, som skulle hjælpes og Jesus
bliver forsinket - Lazarus dør og bliver lagt i graven.
Derfor er både Martha og Maria skuffede over Jesus.
Hvorfor havde han ikke skyndt sig lidt mere?
Hvorfor skulle han altid gå og blande sig i så meget?
Hvis bare han var kommet i tide, havde Lazarus jo levet!
Sådan både tænkte og sagde Martha til Jesus.
Men så siger Jesus også noget andet til Martha:
“Jeg er opstandelsen og Livet”, sagde han.
“Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.
Og den, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”.
Hvad mener Jesus med dette?
Vil han påstå, at han kan spole historien tilbage?
Står han der og påstår, at han er i stand til at forandre jorden
fra et sted, hvor ondt og godt, hvor liv og død er blandet,
til det Paradis, hvor kun Guds gode vilje sker?
Hvor døden ikke mere har nogen magt?
Jesu spørger Martha om hun tror det, og hun tør næsten
ikke andet end at svare ja, men mon hun virkeligt ved,
hvad det er han svarer på?
Det er ikke sikkert, for hvem kan dog forestille sig verden,
hvor døden ikke længere er det eneste sikre, vi skal møde.
Martha kan næppe forestille sig, at slutningen på Lazarus
liv kan gøres om - at historien om dem, kan få ændret sin
tragiske og sørgelige slutning.
Og dog slutter det godt.
Martha, Maria og Lazarus fik atter lov til at være sammen
og levede herefter formodentligt lykkeligt
- men dog stadig kun til deres dages ende.
For Lazarus blev faktisk opvakt fra døden. Jesus gjorde det.
Kaldte ham ud af graven og gav ham livet igen
Men døden som sådan blev ikke afskaffet - ikek den dag.
Det blev den heller ikke, da Jesus døde og opstod af graven.
Men med Jesu opstandelse blev dødens monopol på livet
brudt - fra da skulle døden ikke mere havde det sidste ord.
For med Jesus ved vi, at Gud er på livets side,
Og vi tror og håber, at ligesom han opvakte Jesus fra døden,
sådan vil han også en dag når vi er døde, møde os og
skænke os et nyt evigt liv.
Genskabe Paradis, hvor alt er godt.
Og der skal vi leve i al evighed sammen med ham,
som er opstandelsen og Livet!
Amen.