Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lene Thomsen Birkmose
Salmer: 700, 697, 111, 367
Tema: Vadestedet. Det evige liv.
Præst: Lene Thomsen Birkmose
Begravelsestalen:
”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: ”Skriv! For disse ord er troværdige og sande”. Og han sagde til mig: ”Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.” Amen. (Johs. Åben. 21,1-7)
Ordene fra Johannes Åbenbaring skal lyde her idag i Nørre Vium kirke, hvor vi er samlede omkring NNs båre (kvinde), for at tage afsked, for at sige farvel. XX, som var det navn, som NN var kendt under (meget almindeligt i Vestjylland), er nu ikke længere iblandt jer, for hun døde i torsdags, først på aftenen på y-sygehus, hvor hun blot havde været en uges tid. N døde af kræft. En sygdom, som hun må have haft i sig længe, men som I ikke kendte ved navn, før nu for nylig. N var klar og nærværende lige til det sidste, - og derfor kunne I også være hos hende, da hun døde. Du, K (datter) nåede at være tilstede, da din mor sov ind, - og det må have været trygt og godt for jer begge.
For gennem et langt liv, har I jo været nært forbundet på mange måder, - og det har været en trøst for dig, at Du og din familie: ægtefælle, datter og søn (nævnes v. navn) i fællesskab magtede at have din mor hjemme hos jer i Y-by, så den sidste tid kunne blive så god som muligt for jer alle. Siden nytår har N, jeres mor, svigermor og Bedste været en del af jeres dagligdag, - og det har været en tid, som I alle har sat pris på. N ville have det bedste ud af den sidste tid, - og det fik I. Hun kunne leve med i jeres hverdag, føle sig tryg, - og I kunne være sammen så intenst som muligt, inden det en dag ville være forbi.
I har været meget tæt på hinanden, og derfor er tiden, som nu er kommet også meget svær. For modstridende følelser trækker i jer.
-
Sorgen over et elsket menneskes død kan lignes ved billedet af vadestedet. Et vadested er et sted, hvor det er muligt at passere et vandløb, som skiller to landområder ad. Vi står på den ene brink, med minderne om alt det kendte, og forgangne bag os, - og ser ind over åen, bækken, som snor sig med rivende fart for vore fødder. Vi skal over på den anden side, - vi ved det, og vi tøver lidt. For hvad venter os på den anden side, hvordan vil landet se ud, hvordan vil fremtiden blive? – og hvordan skal vi passere forhindringen? I vadestedet er vandet lavt, det rinder langsommere, - og på bunden ligger en sandbanke eller store sten, som gør det muligt at passere, uden at vi mister fodfæstet. Vi kommer sikkert over, kan vi blot holde balancen, - måske ikke tørskoet, men alligevel uden, at vi af den grund har risikeret liv og lemmer.
I jeres tilfælde, skal I nu tage afsked med et elsket menneske: jeres mor, svigermor, bedste og søster. I står her idag ved vandløbet og ser jer tilbage over skulderen til det liv, den tilværelse, som nu ligger bag jer. Minder vil vælde op i jer: I vil se N for jer, som barn hjemme i kullejerne, I vil se den unge pige på Sønderupgård, og den modne kvinde, som arbejdede på mange af egnens virksomheder. I vil se hende for jer, som mor og hustru på gården: mm i Egeris, hvor hun sammen med sin elskede P drev landbrug og skabte rammen om et trygt barndomshjem for dig, K. Og I vil se hende, som jeres elskede Bedste. Som altid passede jer, når mor og far skulle arbejde eller andet. Som altid var der for jer: Børnebørnenes navne.
Og I vil se tilbage på denne sidste svære tid, hvor kræfterne langsomt blev mindre, selvom N forsøgte at bevare modet, glæden og livsviljen. I vil synes, at hun fik en nådig død. Uden alt for mange smerter, uden et alt for langt sygeleje, og I vil tænke tilbage på denne tid med glæde og taknemmelighed. N blev skånet for meget, - og I kunne være sammen med hende hele tiden.
Der er meget at sige tak for. Og alligevel er der også meget, som I allerede nu savner, noget, som I gerne ville have haft skulle vare. For på den anden side af åen, - på den anden side af vadestedet ligger jo også den fremtid, som I gerne ville have delt med hende. Bedste skulle have været med til: barnebarnets konfirmation. Hun havde glædet sig til den fest for sit barnebarn, havde været med i alle forberedelserne, - og I havde jo også alle håbet, at det kunne have ladet sig gøre. Men sådan kommer det jo ikke til at gå. Og .. (andet barnebarn) havde også glædet sig til at være mere sammen med Bedste, glædet sig til alt det, som Bedste plejede at give ham, - men nu er også det umuligt.
I stedet forsøger I alle nu at finde formildende omstændigheder ved døden, som kan trøste jer lidt i den kommende tid. Men det er svært. For livet vil altid tænke, ønske og håbe sit eget. Vi får aldrig nok af det, som vi elsker og er glade for. Og derfor sørger vi også, når et elsket menneske dør. Sorgen river i os med alle kærlighedens kræfter og fortæller os, hvor meget vi har mistet.
Døden giver aldrig mening, for den kommer altid ubarmhjertigt og tager dét fra os, som vi ikke føler, at vi kan leve foruden, - men sorgen giver mening, for sorgen er kærlighedens sprog. Og derfor er det også tilladt at føle alt, når vi sørger: lettelse, taknemmelighed, skuffelse, vrede, afmagt, glæde, håb og fortvivlelse. Det hele kommer til os af sig selv, - og ingen af os ligner hinanden, - men det hele vil være dér. Nogen bærer det stille, andre bærer det synligt og hørligt, - men ingen vil være uberørt.
Og nu står I så der på brinken og skal så småt til at se fremad, - hvordan komme videre?
-
På bunden af åen ligger store flade sten, solidt forankret i sandbunden, lagt ud og på plads for århundreder siden. Mange har trådt ud her og er kommet godt i land på den anden side.
Stenene har vi her i dette rum. Alteret er det sted, hvor Gud byder os til bords, - så vi om søndagen kan spise sammen med ham. Her mindes vi, hvad Jesus, Guds søn gjorde for os.
Jesus levede et liv, som vores, - med glæder, sorger og bekymringer, - og han døde, som vi må det. Men Jesus blev pint og plaget til døde, - fordi han blev ved med at hævde, at Gud ville give os en anden tilværelse, som ville give os et helt anderledes liv, end det, som vi kender. Et liv, hvor fortegnet for alt er kærlighed og tilgivelse. Jesus blev korsfæstet, - og siden begravet, - og der kunne historien være endt, - hvis ikke det var, fordi at Gud havde rejst ham op fra de døde og havde ladet ham forlade graven Påskemorgen. Jesus overvandt døden for os, siger vi. Når Jesus fik livet igen, af Gud, så må vi også tro og håbe, at vi får det igen, - og derfor er der også en anden stor sten i dette rum.
Her er døbefonten. Hvor vores navn er blevet nævnt, inden vandet blev øst over vores hoved tre gange i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Her ved denne sten, blev vi Guds børn, og han vores far, - og derfor vil han altid trøste, hjælpe og støtte os, når vi har brug for hans kærlige omsorg. Her har vi de sten, som vi føre os over på den anden side til det evige liv, som jeg læste om i begyndelsen. I det nye liv i Guds rige, vil der ikke længere være død, smerte og sorg: Hør her:
Nu er Guds bolig hos mennesker, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.
-
I dåben er vi blevet lovet en plads i Guds evige rige, og derfor må vi også tro, at NN nu er i Guds kærlige varetægt, hvor intet ondt mere vil ramme hende. I vil fortsat sørge, og med god grund, - for I har mistet meget, - men vi har lov til at håbe på et gensyn, - og den tro havde N også på det sidste. Hun håbede, at hun skulle gense sin elskede A, og det gav hende et mod, som kunne bære det hele for hende. NN lever nu videre i jeres minder og tanker om hende, - og hun lever hos Gud. og derfor kan vi om lidt synge sidste vers af 367, med lidt lettere mod om hjertet:
”Så rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale, der stander en borg så prud og grand med gammen i lyse sale, så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale”. – og i troen på, at vi alle har en plads i Guds rige og i hans kærlige varetægt, lægger vi nu NN i Gud, vor Faders hånd. Amen.
- og nu må I alle rejse jer, for så vil vi høre Påskeevangeliet (som så læses)