Hvis du har kommentarer
så skriv til
Klavs Bo Sørensen
Vrrr....! En arrig, utålmodig lyd på en råkold, mørk og diset oktobermorgen. Vækkeurets skratten afbryder drømmen. Klik! Bare fem minutter til... Man trækker dynen godt op over hovedet og lukker øjnene for at det igen kan blive lyst og forsøger at finde ind i drømmen igen. Prøver at kalde billederne tilbage og den lyse, varme trygge fornemmelse.. ; men inden det rigtig lykkes repeterer vækkeuret sin utålmodige kalden og man står op endnu med resterne af drømmen i kroppen, men uden at kunne erindre dens billeder...
Der er nogle mennesker, der er fantastisk gode til at huske deres drømme og kan fortælle om dem.
Når jeg vågner, kan jeg som regel aldrig huske, hvad det er, jeg har drømt.
Den eneste drøm, jeg kan huske er en tilbagevendende mareridtsagtig drøm, jeg havde engang, som dreng - Om ligesom Kejseren i H.C.Andersens eventyr, at være kommet ud på byens gader uden noget på, og ligesom Adam og Eva, da de havde spist af den forbudne frugt, at forsøge at skjule sig og sin nøgenhed af frygt for at blive opdaget og afsløret, gennemskuet og peget fingre af: "Han har jo ikke noget på!"
-En rigtig væmmelig, ubehagelig drøm - som jeg imidlertid ikke tror er så usædvanlig igen. Tvært imod, så tror jeg, vi er mange, der kender den drøm - også i vågen tilstand...
Den hel - eller halvdårlige samvittigheds mareridt - ænstelsen for ikke at slå til og være god nok - ikke at du til sit embede. Og vi søger at skjule og gemme os bag travle miner og pligtopfyldenhed - eller blaserthed og dumsmarte bemærkninger, som Natanaels: "Kan noget godt være fra Nasaret!?" - For tænk om det kom frem, hvordan man i virkeligheden er...
Usikker og måske knap så respektabel -eller naiv og lidt uforstandig....
Tænk, om det kom frem i lyset og man blev afsløret og gennemskuet og set på, som Gud har skabt os: "In puris naturalibus".
Senere har jeg lært mig,at netop det er evangeliet.
Det er dommen: "Og dette er dommen:" siger Johannes et sted, "At lyset er kommet til verden og menneskene elskede mørket frem for lyset" Ikke kommer frem i lyset for ikke at afsløres..
Men det er evangeliet: Lyset er kommet til verden og får alle knaster og uregelmæssigheder til at træde frem og kaste skygger... Sådan som vi helst vil gemme os, står vi belyst som af solen under en åben himmel - Og det gør ikke noget!! - Thi således elskede Gud verden... Det er evangeliet, at vi er set og afsløret og gennemskuet og genkendt, som Natanael i evangeliet - selv, når vi i hemmelighed gemmer os under figentræets blade.... Men der er ingen, der peger fingre og siger : "SE!" - Men "Kom og se!" : Kom og vær med. Du er accepteret, som du er.
Du bliver aldrig god nok, hvis du skulle gøre dig fortjent til det; men du er holdt af og elsket, går an og kan bruges..
Apostlen Paulus var fuldt bevidst om sin egen uværdighed: "Verdens fejeskarn er vi" kan han sige.. Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne...
Men var aldrig et øjeblik i tvivl om sin egen betydning i Guds kærlighed.
Når den lave efterårssol skinner ind gennem ruderne afslører den ubarmhjertigt støvet, der lysende danser i solstriben og ligesom danner en bro, en Jakobsstige lige ind i lysets kilde, siger digteren:
I lys og lystig lue
danser støvet i min stue
Se, der står en Jakobsstige
lige ind i solens rige...
Jakobsstigen, det er den stige, patriarken Jakob så i sin drøm, dengang han var på flugt til sin onkel Laban efter at have snydt og bedraget sin far og sin bror. Jakob lagde sig til at sove ved Beth-el og drømte, at der stod en stige, hvis top nåede himlen "og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. v13 Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. v14 Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15 Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«
Og da Jakob vågnede af sin søvn huskede han sin drøm og sagde: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!« v17 Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!«
At skue himlen åben og Guds engle stige op og ned over menneskesønnen. Det er den forfærdelige velsignelse, Jesus lover sine disciple og sin menighed.
Forfærdelig, for i lyset fra den åbne himmel afsløres vi som jordens støv ....; men støvpartiklerne, der dansende med hinanden reflekterer lyset, danner tilsammen en bro - lige ind til lysets kilde...
Lyset kan vi ikke se - og støvet ser vi ikke uden lys; men vi ser både støv og lys, hvor de to forbinder sig med hinanden..
I epistel-teksten siger Paulus noget lignende med billedet af menigheden som et legeme, hvor de enkelte lemmer hver for sig er uundværlige og supplerer hinanden, men dog ikke er noget uden de andre og hele legemet. Sådan er I nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer, siger Paulus til Korintherne. - For det er nu engang konsekvensen af det evangelium, han forkynder: At Gud ved Jesu Kristi død og opstandelse har erklæret mennesker sin kærlighed, for at vi skulle få mod til at sætte os ud over den usikkerhed og frygt, der skiller os fra andre og bruge os selv og vort liv sammen med dem.
I samme grad, som det virkelig går op for os, at Gud holder af os, at han har accepteret os, som dem vi er, med både de åbenlyse fejl og dem, vi så ihærdigt prøver at skjule, i samme grad bliver vi istand til at åbne os, og se bort fra os selv, til at finde hinanden i et fællesskab med ham.
Det er det, der sker i dagens evangelietekst fra Johannesevangeliet.
Det begynder med, at der peges på Jesus som den, der bærer alverdens synd. "Se Guds lam", siger Johannes døber og evangeliet igennem stiger antallet af titler og bekendelser - til Jesus selv lader himlen stå åben og englene stige op og ned over menneskesønnen - og alt imens gør mennesker deres erfaringer og fortæller om dem, begynder mennesker at finde hinanden og følges ad i bekendelsen til ham.
Og fra gudstjenestens lyse, varme og trygge rum kan vi gå ud i den råkolde oktoberrusk med resterne af den fælles drøm i behold om det sande lys, som oplyser hvert menneske