Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lene Thomsen Birkmose
(case: Yngre mand skød sig selv og sin jagthund med haglgevær. Efterlader sig ekskone m. to adoptivbørn, mindreårige; dertil ny kæreste, som selv mistede sin ægtefælle to år tidligere ved arbejdsulykke; og to gamle forældre. Manden var alkoholiseret, og der blev kæmpet om børnene!)
Trosbekendelsen forud for talen:
”Herre, Du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er Du klar over mine tanke;
Du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er Du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge,
kender Du det fuldt ud, Herre:
bagfra og forfra indeslutter Du mig,
og Du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din Ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er Du dér.
Lægger jeg mig i dødsriget er Du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig fast.
Siger jeg: ”Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig”
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.” (Salme 139,1-12)
Idag er vi forsamlede her i Nørre Vium kirke, ved NNs båre, for at tage afsked, for at sige farvel. NN blev fundet død i sit hjem, om morgenen, nytårsaftensdag. Han blev kun 44 år gammel.
Hvad var det, der skete? Spørgsmålene drejer rundt i vort hoved, og mørket har sneget sig ind på os. Med eet slag ændrede verden udseende og hensatte os i et mørke, som vi næsten ikke kan se os igennem, selvom alle vore sanser dog er intakte? Spørgsmålene presser sig ubønhørligt på, - og svarene vil ikke rigtigt komme.
Tomheden, følelsesløsheden vil ikke vige, vil ikke helt forsvinde. I stedet har følelsen af afmagt, kraftesløshed lagt beslag på os. Tiden står stille, - og selvom den fyldes ud, vil den ikke rigtigt gå. Mørket truer med at gribe os helt.
Og dagen idag er svær. Det er svært at skulle samles her i Nørre Vium kirke, omkring Ns båre, for at tage afsked, for at sige farvel. Det er med sorg, smerte og vemod, vi er her.
For det er svært at skulle slippe et menneske, som var een kært, som man holdt af og elskede. Og I elskede N. Han var jeres søn, far, kæreste, bror, svoger, ven, nabo, jagtkammerat, og arbejdskollega. Han var en del af jeres familie og omgangskreds, og I satte pris på ham, og han på jer.
Han var hjælpsom, flittig , og havde man brug for hans hjælp, gik man aldrig forgæves til ham, - han ville hellere give end at modtage af andre. Han havde et godt humør og var glad for tilværelsen, som den nu formede sig for ham. Og han elskede sine to piger: AA og BB over alt på denne jord. N var lykkelig for, at I havde haft sådan nogle dejlige juledage sammen, - og han var glad for, at I havde fejret jul sammen med hans forældre: MM og FF. Det var noget, som betød meget for ham, noget som han satte højt. Og han var glad for dig: GG (Kæresten). Glad for at kærligheden nu igen fyldte hans liv og dagligdag på en stærk og væsentlig måde. Og derfor kunne N også fortælle sine nærmeste, - lige inden sin død, - at han aldrig havde følt sig så elsket nogensinde, som han gjorde nu. Hvorfor skulle han så dø?
Een har engang sagt: Menneskesindet er som et uredt garn. Og vi kan se det for os. Når fisken er bjærget i båden, - og lasten er sat i land, - forestår der fiskeren et stort arbejde med at udrede trådene. Garnet er filtret, fyldt af tang, græs, sø-stjerner og skidtfisk, - og arbejdet går langsomt med at rense garnet, så nettet i dets regelmæssighed kan hænges til tørre på pladsen ved havnen.
Menneskesindet er som et uredt garn. Det er ikke altid, at vi formår at rede trådene ud, så vi kan se mønstret og meningen i dets helhed. Og sådan var det måske også med N og hans liv og tilværelse. Alle rummer vi noget, som kun vi selv kender til og kan se. Sommetider er der også noget, som vi ikke kan dele med andre, - noget, som kommer bag på os og overrumpler os, noget, som sætter os ind i et mørke, som vi ikke selv kan tænde lys i. Noget, som vi ikke kan bære, noget, som vi vil væk fra, - uanset hvad det koster os, - og vore kære .....
Og mange af jer kendte N så godt, at I anede, frygtede, vidste, at en dag ville mørket opsluge N, - at der var noget i ham, som ikke ville lade ham leve.
Og derfor er slaget også stort. Der er mange slags tanker og følelser, som nu griber jer hver især, alt efter, hvordan I var knyttede til N, hvor tæt I var forbundne med ham. Følelsen af chok, lammelse, forfærdelse og uvirkelighed. Tomhed, afmagt og spørgen. Vrede, skyld, forurettethed, skuffelse. Svigt, savn, smerte og ensomhed. Lettelse, fred, sorg og kærlighed.
Alle følelser er tilladte og meningsfulde, fordi de udtrykker det nuancerede forhold til N, som I havde til ham. Døden giver aldrig mening, - men sorgen gør, - for sorgen er kærlighedens sprog. I sorgen kommer alt det frem, som N var og betød for jer, - og derfor vil minderne også få lov til at dukke op, som erantis af frossen vinterjord.
Med kærlighed og taknemmelighed vil I se ham for jer, som jeres far, med alt det, som han gerne ville gøre af godt for jer, - og I vil se ham, som jeres søn, huske ham som barn og ung, se ham for jer som bror, ven og kammerat. Og I vil nå frem til en dag at kunne tilgive ham hans handling, fordi I elskede ham og accepterede ham, som han var.
Svaret på spørgsmålet, hvorfor! – vil I nok aldrig kunne finde helt, - men N var jo også så meget andet end det, som skete i denne uge. Han var et helt menneske på godt og ondt, - og mere kan livet ikke bringe een.
Vi mennesker er ikke fuldkomne, - og det forventes heller ikke af os. Tværtimod er vi elskede, - alle – hver og een af en magt, som er større end os selv. En magt, som ser os, som vi er, og som tager imod os som vi er, - endda førend vi selv ved det.
Den 26. måned 19xx blev N båret til dåben her i Nørre Vium Kirke. Han gik ikke selv, - for han kunne ikke selv. Han var lille, spæd og afmægtig, - og helt og aldeles afhængig af, at andres kærlige hænder bar ham. Og det samme er tilfældet idag, hvor I selv om lidt skal bære ham ud herfra. N kan ikke selv. Han er afhængig af jeres kærlige hænder. Som han i sin tid – hin årstidsdag blev båret af sine forældre, - bliver han idag – på denne vinterdag, båret af jer, hans nærmeste slægtninge.
Dette, at vi bæres til dåben og bæres til graven, holder os fast på en fundamental og dyb sandhed om vort liv: Vi er afhængige væsener, intet menneske er en ø, vi udgør alle i fællesskab et fastland, hvor alt er forbundet med hinanden, og hvor vi kun lever og eksisterer i kraft af hinanden. og denne forbundethed er Gud en del af.
I versene fra Salme 139 i det gamle testamente, som jeg læste indledningsvist, hører vi, at Gud holder os fast: ”Stiger jeg op til himlen er Du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er Du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, - din højre hånd holder mig fast”.
”Din højre hånd holder mig fast”, - ordene lyder til trøst. Gud slipper os aldrig, hverken i livet eller i døden. Og ordene giver os håb, - for Guds egen elskede Søn måtte også lide i dette liv, se ind i mørket i total ensomhed den nat i Getsemane have, hvor disciplene faldt i søvn, mens han bad til Gud, - og Jesus måtte dø en smertefuld død på korset, forladt og forrådt af alle. Jesus døde, - men Gud holdt ham fast. Påskemorgen brød morgensolen dødens mørke inde i graven, og Jesus stod som opstanden fra de døde midt i livet igen. Og denne opstandelse til evigt liv, deler han med os. Den har vi allerede fået del i i dåben, hvor vi bliver tilsagt syndernes nådige forladelse og et evigt liv.
Vi kan ikke vide, om et menneske tror på Gud, - men vi kan tro, at Gud tager imod os, som sine egne børn, for det løfte gav han os i dåben. Hos ham er der tilgivelse for alt det, som vi gør forkert her, - hos ham findes den uforbeholdne kærlighed, som holder os fast, når vi slipper. Og derfor er de sidste ord jeg læste fra salmen også smukke og løfterige:
”Siger jeg: Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig;
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset”.
Gud er i alting, han omslutter os forfra og bagfra, - i dåben, i livet, i døden, i opstandelsen til det evige liv. Og i forvisningen om, at Gud har lovet os barnekår hos ham, lægger vi idag NN i Gud vor Faders hånd. Amen.
og nu må I alle rejse jer, for så vil vi høre Påskeevangeliet....