Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susan Aaen
18.s.e.trin. - Jh. 15,1-11 - 22. oktober 2000
Sæby og Vile kirker
700 - 26 - 276 / 396 - 310
Jeg er mig og du er dig. Jeg vil fortælle om, hvem jeg selv er. Og i det,
jeg fortæller dig om mig selv, får du også at vide, hvem du selv er. For vi
to er ét. Og det vil jeg gerne skrive et brev til dig om.
Kære Menneskebarn!
Det begyndte den dag, hvor et andet menneske tog dig i sine arme og
bar dig hen til mig. Du var lille, skrøbelig og dog alligevel så stærk, for
du levede allerede af mit åndepust sekund efter sekund, dag for dag. Så jeg
kendte dig, akkurat som du kender din elskede eller dit barn eller dine
forældre. Og jeg bekymrede mig for dig; tænkte på, hvordan dit liv ville
blive. Tænkte på, at det ville have været godt for dig, menneskebarn, at
leve i Paradis. Jeg ville i hvert fald gerne have kunnet tilbyde dig et liv
fyldt med lys og lykke. Og kun med det,
Men den anden magt i verden ville det anderledes. Og derfor kan
livet været et usikkert sted for et menneske at være. Der er så mange valg,
muligheder, glæder og farer, forskellige veje at gå ad. Derfor blev du båret
til mig. En præst lånte stemme til min røst. Det gamle Kain's tegn blev sat
på din pande og dit bryst. Nu havde du i hvert fald mit tegn med dig som
skjold ud i livet.
Og du blev spurgt om troen. Det giver ingen mening, var der måske
nogen, der dristede sig til at sige. Og de havde da ret. Det giver virkelig
ingen mening at spørge om tro af et umælende barns mund. Og netop derfor
blev du spurgt. For mere kræver jeg ikke af et menneskebarn. Sårbarhed,
udleverethed, det var din bekendelse. Og det var den jeg bad om. Intet
andet.
Og du blev døbt. Livgivende vand og hellig kraft blev øst på dit hoved.
Synligt og usynligt. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Om end ikke
før, så dog fra da af var du min - eller rettere: vi var hinandens.
Uløseligt knyttet til hinanden.
En hånd blev nænsomt lagt på dit hoved. Den almægtige Gud...lød det. Genfødt
til et evigt liv. Ja, det var virkelig en ny fødsel, du gik igennem. Blidere
både for dig og din mor, men ikke mindre dramatisk. Genfødt til et liv, som
kommer tættere på det Paradis, jeg gerne ville kunne give dig.
Og jeg sagde til dig: jeg vil bevare din udgang og indgang fra nu og til
evig tid. Hvad for noget?, tænkte din familie måske. Udgang og indgang. Hvad
har det med mit lille barn at gøre? Ja, det lyder virkelig sært, men lad mig
forklare: I det land, som er mit, og som nu lider så meget, boede man en
gang på en ganske særlig måde. Man byggede mange huse på ét sted og sluttede
af med at bygge en mur rundt om hele byen. Der var trygt inde bag den store
mur, men udenfor muren, hvor markerne jo lå, der var der både øde og
farligt. Vilde dyr, røvere, ja, mange farer. Hver morgen gik man ud af
byporten for at passe sit arbejde derude i det farlige. Og hver aften gik
man hjem. Ind ad byporten, ind i sikkerhed igen. Herren bevare din udgang om
morgenen og Herren bevare din indgang om aftenen. Begyndelse og ende. Fra A
til Z. Og alt det ind imellem.
Udgang. Når du går udenfor det kendte, trygge, så går du ikke udenfor livet,
men træder i stedet ind på en scene, hvor andre mennesker kan se dig. Du er
synlig, udsat. Der kan ske dig så meget. Dér, hvor du træder ud i livet -
imellem udgang og indgang - det er stedet, hvor jeg skal kæmpe for dig og om
dig. Beskytte dig mod onde magter, ja, mod den onde selv. Du sætter dig selv
på spil, dér, hvor du er ude i livets strøm, som jo både kan gå med dig og
mod dig.
De mennesker, dig bar dig til dåb, valgte side for dig. Den gode og
lysefyldte side af livet, som vel ikke skærmer mod den modsatte side, men
som altid - på et eller andet tidspunkt - vinder. Når du måske ser på dit
eget liv og måske vil klage til mig og sige, at nej, i mit liv er det ikke
det gode, der vinder hver gang, så vil jeg bede dig om at se på livet én
gang til. Du kan sikkkert fortsat ikke få øje på det gode. Da vil jeg bede
dig se på min søn, tænke på alt det, du kender til ham. Og jeg vil bede dig
tænke på hans sidste dag. Hvis jeg nu siger til dig, at dér, hvor han led på
korset, der sejrede det gode, ja, så vil du - og det endda med rimelighed -
sige, at du synes, at det der skete med min søn, ja, det var ondt. Og det
var det, men lyset var stærkere end mørket; glæden større end sorgen. Så
langt som min søn gik for mig, så langt går jeg også for hvert menneskebarn,
som hører til hos mig.
Sov, du lille, sov nu godt,
Du er døbt, dit hår er vådt.
Nu er livet godt begyndt,
Dødens nederlag forkyndt.
Du er på den grønne gren,
Lille knop, Guds øjesten!
Du er døbt; du har, hvad du skal leve af, når dine egne kræfter ikke
rækker. Til dine forældre og faddere sagde jeg, hvad de skulle sørge for:
fortælle dig om mig fordi du ved dåben er blevet indpodet i mig. Du er en
knop på livets træ. Jeg er vintræet, du er grenene. Og du kan ikke klare dig
uden en stamme at klamre dig til.
Det er ikke sikkert, at du helt forstår, hvad det vil sige at være
podet ind i noget andet. I grunden er det meget enkelt: Man tager et træ.
Måske endda et stort, gammelt træ og så skærer man en frisk gren af et ungt
træ og sætter den ind i et lille hul på det gamle træ. Nu skal det gamle træ
og den nye gren virkelig passes og plejes, for der er så meget, der kan gå
galt og som kan betyde, at den nye gren ikke får den næring, som den skal
have og i stedet for at vokse sygner hen for til sidst at visne og dø og
falde af den store stamme.
Lille knop på livets træ,
Lille stump på voksenknæ,
Nu er livet godt begyndt,
Kærlighedens håb forkyndt:
Du skal vokse, blomstre smukt,
Bære evig dejlig frugt!
Menneskebarn, du er podet ind på min stamme. Her er megen næring at
hente. Mere end nok til et langt og lykkeligt liv. Jeg ved, at du ikke
bryder dig om ordet lykke. Det er alt for meget, siger du. Underforstået:
det er mere end jeg med al rimelighed kan forvente mig af livet. Men ikke
desto mindre er det faktisk det, jeg mener. Med mig ved din side, har du
altid et sikkert og trygt sted at søge hen, også selv om ikke mener, at du
kan søge mig alle steder. Måske skal du netop heller ikke søge alle steder.
Kun i dig selv. For du og jeg, vi hører sammen. Du henter din livskraft hos
mig; du bliver klogere på dig selv og din tro, jo mere du vokser. Og jo mere
erfaring du gør dig med vores fælles liv, ja, desto mere tro er du mod dit
udgangspunkt: livet i mig.
Og livet i mig betyder tryghed, fortrolighed og kærlighed. Jeg
bekymrer mig om dig, bærer dig, når du ikke selv kan bære med på livet. Jeg
omslutter dig med min kærlighed og beder dig kun om ét: tillid. Have tillid
til, at troen på mig kan bære også når den bliver sagt imod. Hav tillid til,
at jeg er bedre end det rygte, nogle mennesker - eller snarere min
modstander - spreder om mig.
Jeg vil bevare dig mod alt ondt, jeg vil bevare dit liv. Jeg vil
bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.
Kærlig hilsen
- din Gud
AMEN