Hvis du har kommentarer
så skriv til
Margit Toft
18. søndag efter trinitatis, 2000
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes 15,1-11
Hos mine bedsteforældre hang familiens stamtræ. Det var et stor broderet træ, lavet med små gule kædesting på lysegråt stof. En mængde fotografier af familiens medlemmer var syet på med bittesmå, fine sting. Hver af os var hæftet til en gren på stamtræet. Og grenene sprang ud af den stamme og rod, der var slægtens.
Stamtræet er en god måde at vise på, at vi som mennesker ikke svæver frit i luften. Vi fødes ind i en sammenhæng, som er større end os selv. Og som er til forud for os. Vi er en del af en historie og et fællesskab, som påvirker os, og som vi med vore handlinger er med til at påvirke.
Positivt betyder det, at vi ikke behøver at skabe verden forfra. Der ligger en tryghed og sikkerhed i at være sat ind i en større helhed, som grene på træet. Men negativt betyder det, at vi som grene netop er bundet til træet. Påvirkningen fra træet er på godt, men bestemt også på ondt.
Forældrenes synder nedarves på børnene, siger vi, og den folkelige fortællekunst tilføjer hurtigt og gerne, at æblet sjældent falder langt fra stammen. På godt og ondt er vi præget af vore opvækstvilkår. Det er ikke alle, der som H. C. Andersen, kan bevare selvfølelsen trods dårlige kår og frimodigt sige: ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg.”
Men uanset hvad, uanset hvor og i hvis stamtræ vi hører til, så vil vi alle gerne holdes af. Og vel at mærke vil vi gerne holdes af, som det umulige menneske vi egentlig er. Men er det muligt?
Forleden hørte jeg en radioudsendelse med Ole Hartling, der er overlæge på Vejle Sygehus. Han fortalte, at han som barn oplevede at kærligheden, det var ”noget for noget.” Man var selv skyld i, at man blev holdt af, sagde han. Det troede han dengang og havde gjort det i mange år. At det kunne man gøre sig fortjent til, at kærligheden kan fortjenes, når man yder sin del af kontrakten, når man lever op til forventningerne. Hvis han ikke gjorde sådan og sådan som barn, så ville hans forældre nok holde mindre af ham. ”Tantefryd” kaldte han det, når man fryder nogen, som ser på, hvad man gør, men ikke ser på, hvad man er.
”Men,” tilføjede han så : ”En kærlighed, man kan gøre sig fortjent til, det er ikke en kærlighed. Det er en æbler for pærer mentalitet, hvor vi ikke får mere, end vi køber. Og det er der ikke ret meget ved. For det er fattigt ikke at blive holdt af, som den man er, men for det man gør.”
Nej, den eneste kærlighed der er sand kærlighed, det er den, der blot giver uden hensigt, uden beregning. Den kærlighed, der ikke opstiller betingelser. Men så er problemet ofte, at når vi mennesker møder den, så tror vi ikke på den, kan ikke acceptere den, for man har jo ikke selv fortjent den, så den er nok ikke rigtig. Det er ligesom for billigt, hvis jeg får kærligheden, bare som jeg er.
Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt. Sådan lyder det blandt andet i søndagens evangelium. Og den opmærksomme tilhører har sikkert lagt mærke til, at før, da Jeppe/ Caroline blev døbt, blev der sagt til forældrene: ”I forældre skal oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus lige som det nu ved dåben er indpodet i ham.”
Ordene om at blive indpodet på Kristus, som er det sande vintræ, er et ekko af evangeliet til i dag. Ordet indpodet stammer jo fra havebruget. Og det betyder, at vil man have et godt, aromatisk æble på sit eget solide, men lidt kedelige træ, kan man hos naboen få en frisk skåret kvist, som man så med en speciel teknik sætter ind på sit eget æbletræ. Snittet lægges, kvisten sættes ind, og det hele forbindes. Og lykkes processen, ja, så vokser den lille kvist fast på grenen og bliver en levende og naturlig del af den. Siden kan man høste æbler fulde af smag.
I dåben er vi blevet indpodet i Kristus, i det sande vintræ. Det er med andre ord hans saft, der åndeligt talt løber i vore årer. Det er hans kærlighed, der er udgydt i vore hjerter. og bliver vi i den, i Guds kærlighed, så bliver vores glæde fuldkommen, siger Jesus.
Små børn kan tage imod Guds kærlighed. Ja, lad de små børn komme til mig, siger Jesus. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Og den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det!”
Små børn tænker nemlig ikke, at kærligheden den skal vi gøre os fortjent til, i hvert fald kun hvis forældrene lærer dem det. Nej, de glæder sig over den kærlighed, de får, bare som de er. Og hvem kan som børn forsvare deres forældre? Også ud over enhver rimelig grænse, også når vi langt fra har fortjent det.
Men hvad med vi voksne? Er vi sat i skammekrogen, kasseret som uforbederlige købmænd, der altid vil købe kærligheden, gøre os fortjent til den, selv om vi ved, at det er et håbløst og også utilfredsstillende foretagende? Nej, jeg tror, at kærligheden så at sige kan overhale os inden om. I glimt bryder den kærlighed, der tror alt, håber alt, frem også i os. Og i glimt kan vi modtage den. Vi ser det mellem forældre og børn, mellem mand og kvinde. Og det sker, når vi ikke vil gøre os fortjent, når vi undlader at ville styre og bestemme.
Ingen har skrevet bedre om det, end Dostojevskij i roman Raskolnikov. Raskolnikov er en ung, hovmodig student, der mener, han har ret til at gøre, som det passer ham. Også til at herske over liv og død. Derfor dræber han en gammel ond pantelånerske og samtidig også hendes ganske uskyldige, evnesvage halvsøster. Hun ryger med i købet. Men Raskolnikov undskylder sig selv. Kommer med mange argumenter om, at det har han da ret til. Men glemme sin ugerning kan han ikke, og en dag betror han sig til Sonja, en ung prostitueret pige, hvis familie Raskolnikov engang har hjulpet.
Siden da har Sonja elsket ham med den kærlighed, som udholder alt og håber alt. Men hendes kærlighed formår ikke at trænge igennem hans hovmod. Selv ikke da han opsøger hende for at finde lindring for sin ensomhed. For da står der: ”De sad skulder ved skulder, triste og forkomne som to skibbrudne på en ensom strand efter en storm. Han så på Sonja og følte, hvad dette væsen bar af kærlighed til ham. Og sælsomt nok – pludselig følte han sig i hjertet pint og tynget over at blive elsket på denne måde. Sonja, sagde han så: Du må hellere lade være med at besøge mig i fængselet.”
Men kærligheden, der tåler alt, giver ikke op. Sonja følger efter Raskolnikov til fangelejren i Sibirien. Besøger ham hver dag ved hegnet. Han kan ikke lide det. For han vil udholde sin skyldfølelse og bære sit liv alene. Noget uden for sig selv vil han ikke lade sig styre af. Men en dag udebliver Sonja ved hegnet. Hun er blevet syg. Og i Raskolnikov vælder følelser op, han ikke troede, han ejede.
Da Sonja endelig besøger ham igen en tidlig morgen ved floden, hvor han arbejder, så sker der noget, som kommer helt bag på Raskolnikov. Hvordan det kom, ved han ikke, men han overvældes af kærlighed til Sonja. Han kaster sig ned foran hende, omfavner hendes knæ. Senere står der: ”Begge var de blege og hærgede, men i disse syge og blege ansigter lyste allerede en ny fremtids morgenrøde.”
Kærligheden havde kaldt dem til live. Og samme dag ser Raskolnikov anderledes på sine medfanger. Eller rettere det forekom ham, at alle fangerne, hans tidligere fjender, så på ham med helt andre øjne. Og selv begynder han at tale med dem, og de svarer ham venligt.
Sådan kan den sande kærlighed bryde ind i vores liv. I glimt kan den trænge gennem vores krejlermentalitet. Det er Guds nåde, det er hans barmhjertighed, når det sker. Når vi giver, og når vi modtager den kærlighed, der ikke opstiller betingelser. Da flyder saften fra vintræet frit til grenene. Da er Kristus i os, og vi er i ham. Da modtager vi Guds rige ligesom et lille barn. Da bærer vi megen frugt.
Amen