Hvis du har kommentarer
så skriv til
Hanne Svensmark
BØN:Vi takker dig Gud, fordi du lader jorden bære frugt, giv os at bruge
dine gaver med omtanke og næstekærlighed.
Amen.
PRÆDIKENEN:
Efteråret kan være en tid, der får os til at tænke på forfald, på undergang
og død. Det kan føles, som om det bliver koldere og mørkere for hvert minut
der går.
Efteråret kan virke nedtrykkende, som en tid der får os til at tænke på
tiden bare der går og går. Men det er også en tid, vi kan forstå som smuk,
forstå som en del af helheden i vores liv, forstå som noget samlende.
Efteråret er en tid til eftertanke, en tid til modning.
Men det er med det, som med andre ting, skal efteråret være en smuk tid for
os, må vi have gaven til at opleve den med en tillid, som vi kan leve på.
Oktober og efteråret siger noget til den, der har ro til eftertanke, siger
noget til den der ikke alene er fyldt af uro, forventning og længsel til og
efter hele verden.
Det håb og den tillid og eftertanke er noget af det Johannes vil vække os
til med sin forkyndelse, en forkyndelse der altid er stemt af lys og
glemmer, men som aldrig glemmer alt det svære i menneskelivet.
Da Johannes skal fortælle evangeliet om Jesus Kristus begynder han bevidst
på samme måde som Det gamle Testamente indledes: "I begyndelsen skabte Gud,
himlen og jorden:"
"I begyndelsen var ordet," begynder Johannesevangeliet. Det er vigtigt for
Johannes at gribe tilbage til begyndelsen og på den måde sige til os:
Jeg fortæller den samme historie som jøderne om Gud. Men i Jesus får vi det
igen som mulighed, vi satte overstyr, da vi spiste af træet og blev drevet
ud af Edens have.
Derfor griber han til vintræet, som et billede på Kristus, og lader Jesus
sige: "Jeg er det sande vintræ."
En del af indholdet i det billede er, at vi skal tænke på det første træ, på
det der var fra begyndelsen: At blive i Kristus er altså med andre ord at
stole på det, vi har fået fra skabelsen af.
Det er den ramme og sammenhæng Jesus sætter sig selv ind i med ordene: "Jeg
er det sande vintræ." For et træ er noget godt, og det symboliserer noget,
vi længes efter.
I mange hjem hang der tidligere meget smukke billeder af familiens stamme.
Hver person var en gren på stamtræet, og grenene sprang udfra den stamme og
rod, som slægten og hjemmet var.
Når vi tegner vores slægt som et stamtræ, viser det fint og tydeligt en
vigtig sandhed, nemlig at vi som mennesker ikke svæver frit i rummet.
Vi bliver født ind i en sammenhæng, der er større end os selv og som er til
forud for os selv. Vi er en del af en historie og en sammenhæng på godt og
ondt, en sammenhæng der præger os, og som vi med vores handlinger er med til
at præge.
Vi ved, det er en ordning på godt og på ondt. At vi er i en stor sammenhæng,
betyder at vi ikke skal ikke begynde forfra på alt, det ligger der tryghed
og sikkerhed i.
Men det betyder også, at vi er også bundet til den sammenhæng, vi er sat i
som menneske. Vi er præget af familie, baggrund, de betingelser vi fik i
opvæksten. Vi kan ikke bare tage det gode og melde os ud af den del af vores
historie og fællesskab, som vi måske helst ville være fri for.
Vores livsfællesskab er som et træ, og ind midt i det kommer Jesus så og
siger: "Jeg er det sande vintræ."
Stamtræet er den sammenhæng vi er sat i fra begyndelsen af. Jesus er det
vintræ vi bliver podet ind på fra dåben af, men som vi skal vokse sammen med
og bære frugt af, hvis det skal have en mening.
Det er en mislykket podning, hvis der ikke er etableret kontakt. Hvis
grenene, det vil sige os, ikke bærer frugt. Jesus er vintræet, den der
sørger for, at der er vækst og fællesskab mellem grenene. Hans far er
vingårdsmanden, der drager omsorg for at træet har det godt.
De grene der ikke trives på vintræet må væk. Den gren der bærer frugt
renses, så den bliver endnu bedre til at bære.
Bliv i min kærlighed, siger Jesus, skilt fra mig kan I intet gøre. At være
podet ind på vintræet, skal give os evner og kræfter til at være i vores
liv.
At være grene på vintræet, befrier os ikke for de sammenhænge vi er født ind
i, stamtræet bliver ved at hænge på væggen. Vi er stadig grene på det, vi er
stadig del af den historie som er vores og præger os på godt og ondt.
Som vores podning på vintræet ikke skal afskærer os fra at kende vores rod
og herkomst, skal vi ikke lade vores stamtræ afskære os fra at være grene på
vintræet, for det er netop herfra vi er rustet til hverdagens nærkamp med
kraft fra selve livet træ.
Det er herfra vi er rustet med et håb, der svarer til det håb, som kan leve
her i efteråret. Det håb, som får os til at synes, høst og efterår er noget
smukt, trods den død og det forfald det også kan minde os om.
Det håb der fortæller os og får os til at huske, at når vinteren kommer og
planterne er døde og borte, er de alligevel ikke mere døde og borte, end de
er parat til at spire igen til næste forår. Det er et under, man kan
spekulere over et helt menneskeliv uden at komme til at forstå.
Og sådan er det med vores liv i Guds hænder. Vi kommer af ingenting, vi
lever og dør. Og for vores efterladte ser det ud til at vi er blevet til
ingenting, men vi er bevaret hos Gud - som frøene i jorden - til
opstandelsen.
Når vi holder gudstjeneste, bærer vi vore liv frem for Gud og takker ham for
de gaver, han har givet os. For vores børn, som vi bærer til dåben, for
vores kærlighed, for vores liv med glæder og sorger.
Vi takker for, at vi har fået give at være grene på et træ, både den rod og
den stamme vi er født ind i og det træ vi blev podet på i dåben,
fællesskabet med livets Gud, der har hånd om os i livet og i døden.
Amen.
--
Hanne Svensmark
Borgergade 34
9740 Jerslev
98 83 19 70
mailto:hsv@km.dk