Hvis du har kommentarer
så skriv til
Ole Buhl Nielsen
Brahetrolleborg, Ø. Hæsinge
Engang imellem hører eller læser man noget, som ikke er til at få ud af hovedet igen. Noget, som bliver med at rumstere. Det er nogen tid siden jeg læste et interview med dén canadiske officer, der havde kommandoen over en deling FN soldater i Rwanda, på den tid, hvor folkemord og blodbad omdannede det afrikanske land til et slagtehus. Denne canadiske officer var ikke udstyret med nogle beføjelser til at gribe ind, og hans styrke var da også for lille til reelt at kunne stille noget op, da myrderierne brød løs. Så han sad med sine mænd på kasernen og uden for slog jagtende bander mænd, kvinder og børn ihjel. Alt i ham skreg efter at beskytte de svage, at blande sig, men han kunne ikke. Siden har han ikke kunnet slippe det mareridt, han var øjenvidne til. Det var ham, der i interviewet sagde noget, som siden har rumsteret rundt i mine tanker: han sagde: "Nu ved jeg at Gud findes, for jeg har set Djævelen".
Det er en stærk udtalelse. En professionel soldat, der ellers er uddannet og hærdet til at udholde blodsudgydelse, ser så megen ondskab udfolde sig, at han kun kan tyde det på en måde, der er så omfattende, at den får det hele med: dette er Djævelen selv. Men også en mystisk udtalelse i første omgang: hvordan kommer han til, at Gud må findes, fordi han har set Djævelen. Det var det, der blev ved med at rumstere. Hvordan kunne han ud fra ondskab komme til tro på Gud. Normalt slutter vi det modsatte: at med al den ondskab, der findes i verden, så kan der ingen Gud være til. Men han sagde: Nu ved jeg, at Gud findes, for jeg har set Djævelen.
Men sammenhængen, logikken om man vil, i hans udsagn, gik op for mig, da jeg en aften fik lukket op for fjernsynet midt i valgkampen. Ikke fordi jeg regner vore politikere for hverken guder eller djævle - vil jeg da godt sige. Men jeg åbnede for fjernsynet midt i en valgudsendelse, og frem på skærmen tonede en harmfuld og vred Mimi Jacobsen - hun fyldte hele billedet - der var kun hende. Men så harmfuld hun var, kunne jeg jo uden videre slutte, at hun måtte være blevet provokeret, at hun måtte være midt i en ophedet politisk diskussion. Sådan taler man kun i en kamp, i et opgør. Og da kameraet panorerede ud, kunne jeg konstatere, at opgøret stod om lejeværdi af egen bolig, og at modstanderen var Marianne Jelved. Emnet og personerne er nu i denne sammenhæng mindre afgørende./ Men det fik mig til at tænke på, at når nogen raser, så sker det kun i en kamp. Og så gik sammenhængen i den canadiske officers udsagn op for mig: han havde set Djævelen udfolde sig i en grusom og ond kamp - og i kampen måtte der være en modstander - det kan kun være Gud. "Nu ved jeg, at Gud findes, for jeg har set Djævelen", som han sagde.
Det er en erfaring, vi alle kender, også hvor det ikke foregår så bestialsk: at godt og ondt ligger i en konstant kamp med hinanden. Vi tyder vort liv ud fra den kamp, vi holder med de gode i de film vi ser og de bøger, vi læser. Vi forsøger i enhver konflikt at aflæse, hvem er de gode, eller hvem er de mindst onde - hvem skal vi holde med. Vi forstår os selv som nogle, der holder med det gode. I kristendommen, og med rod i jødedommen, ved vi, at den kamp mellem godt og ondt er en kamp mellem Gud og Djævelen. Vi får sat navne på, vi tror, at kampen er større end de konkrete begivenheder, vi oplever. At det er en skabermagt, Gud, og en ødelæggelsesmagt, Djævelen, der står bag. Og vores rolle i den kamp er, at vi aktivt vælge side. Det nytter ikke noget blot "at holde med" fra sidelinien. Den der ikke aktivt kæmper, yder heller ikke modstand: dvs man dæmmer ikke op over for livets ødelæggende magter, men lader dem rase. Det var dét, der gjorde så ondt på FNsoldaterne i Rwanda - neutralitet kan være ødelæggende, for det er en sofastemme til det, der ødelægger livet.
Jesus var den, der med Guds magt gik ind i selve Djævelens våben - lidelse og død - og sprængte dem indefra. Jesu lidelse og død var et kommandotogt ind på fjendens territorium - derindefra kom Jesus levende tilbage: han opstod af graven og lagde døden bag sig. Skaberen er større end ødelæggeren. Troen på Jesus er en tro, der tager stilling, og ikke kan leve i neutraliteten.
Det er en kamp mellem godt og ondt, mellem kærlighed og had, mellem sanhed og løgn. I evangeliet idag kommer vi ind midt i denne kamp. Vi kommer temmelig sidelæns ind i diskussionen, ligesom jeg kom temmelig sidelæns ind i valgudsendelsen med Mimi Jacobsem og Marianne Jelved.
Vi må kende emnet og deltagerne nærmere for at forstå diskussionen. Det er faktisk jøder, som er kommet til tro på Jesus, som Jesus her kalder for djævelens børn. Altså nogle af hans egne tilhængere - det kunne en politiker, der skal skaffe sig valg, aldrig komme i tanker om. Men Jesus skal ikke skaffe sig valg eller være populær - han skal vise, hvor Gud står og kæmpe Guds kamp. Diskussionen begynder forholdsvis uskyldigt i evangeliet. "Hvis I bliver i sandheden, som jeg har åbenbaret for jer, så skal sandheden gøre jer frie!", siger Jesus til de nyligt omvendte jøder. Jamen, vi er Abrahams børn, siger jøderne, vi er født ind i en tradition og i et åndsliv, hvor vi altid har været frie. Hvordan kan du så sige, at sandheden skal gøre os frie, når vi altid har været det? Og Jesus siger: Jeg er godt klar over, at I er Abrahams efterkommere, men hvis I åndeligt set er Abrahams børn, ville I også gøre Abrahams gerninger - men nu vil I have mig slået ihjel. Jeg der er udsendt af netop Abrahams Gud. Altså kan I ikke være Abrahams børn, I er djævelens børn, siger han kontant og udfordrende til dem. I er under påvirkning af Djævelen.
Det, Jesus anklager dem for, er i virkeligheden, at de ikke kaster sig selv ind i kampen mellem Gud og Djævel. Deres egne jødiske ledere i Jerusalem vil slå Jesus ihjel, og disse omvendte jøder tager ikke afstand fra det. De siger tværtimod, at de - som alle jøder - er Abrahams børn. De tror, at de er frie - Jesus ser, at de er stivnede mennesker. Det er ikke jødefjendsk dette her - Jesus har al mulig agtelse for Abrahams børn - han er selv en af dem - men Abrahams børn må gøre Abrahams gerninger, kæmpe på Guds side - for at være sande jøder. Sætte sig selv ind og ikke dække sig bag en stolt tradition - kun sådan lever traditionen.
Bekender man sig til en tradition, en kulturarv er der altid en risiko for at stivne i den som menneske. En risiko for at tro, at den hellige grav er velforvaret, bare man går i kirke for eksempel, bare vi døber vores børn for eksempel. Vi må forbinde noget levende, noget livsvigtigt med det, finde både vores glæde og vores trøst i at vide, at vi har en Gud, der kæmper på vegne af os. Lade det gøre os levende og engagerede i den kamp, der både pågår omkring os og i os. Jesus kalder os ud af det stivnede, neutrale, livet på sidelinien. Vælger vi den gode Guds side i livet, får vi liv og frihed. Den, der holder fast i mit ord skal aldrig i evighed dø, siger han. Det er det løfte, vi står midt i livets kampe med. I hans ord får vi del i den ånd og magt, som den onde selv allerede har tabt til. Amen