Hvis du har kommentarer
så skriv til
Carsten Møller-Christensen
Luk.13,1-9: 21.s.e.trin. (12/11-00)
DDS: 477; 268; 388 - 421; 414; 520.
'Hvorfor fik nogle folk fra Galilæa i det nordlige Israel engang en - for dem - så ydmygende død? Og hvorfor døde 18 mennesker, da et tårn i Siloa i byen Jersualem styrtede ned over dem? Mon ikke' - ville mangen en jøde på Jesu tid tænkes at kunne svare: 'det var nok fordi, de pågældende mennesker gennem en sådan ulykke blev straffet for deres syndighed. De blev altså slået ihjel, eftersom de havde levet specielt gudløst'.
Hvis folk på Jesu tid har tænkt noget i den retning, kunne de også have tænkt på det gamle ordsprog: "Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder". Det er jo en kendsgerning, ikke sandt! at ikke mindst vore forældres livsførelse præger os. Og det såvel på godt som på ondt. Det betyder - som det lød i et ordsprog - at når fædrene spiste ikke modne og hårde vindruer, SÅ ville deres sønner lære det samme. Og resultatet heraf ville blive, at børnene - ved at gøre som deres fædre - ligeledes ville få dårlige tænder.
Lærdommen heraf kunne blive den følgende for mange en jøder dengang: 'Ulykke var en straf for tidligere generationers synder'. Men tænkte man noget i den retning, var budskabet fra Herren klart: En sådan konklusion har vi ikke lov at drage. FOR som også allerede profeten Ezekiel slog fast for mere end 2500 år siden - og som jeg læste op fra alteret for lidt siden sam-men med den umiddelbart efterfølgende sætning, som jeg tillod mig ligeledes at tage med: Gud siger: "I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel: Alle menneskers liv tilhører mig. Den, der synder skal dø!"
Hvad betyder så det? Nok er vi såvel på godt som ondt prægede af vore forfædre. Men sagen er dog alligevel den, at det er vore egne synder, vi stilles til regnskab for - og kommer til at dø for. Det er med andre ord ikke børnene, der overfor Gud kommer til at undgælde for deres forældres forseelser. Nej! Men i samme åndedrag må vi så også slå fast, at vi heller ikke kan skyde vort ansvar fra os ved f.eks. at påstå: 'Det er ikke min skyld. Det er mine forældres, andres eller samfundets'. Det er nemlig din egen synd og skyld, du kommer til at stå Gud til regnskab for.
Men hvad så med de galilæere og 18 ulykkelige i Jerusalem, der var blevet slået ihjel? Var det som følge af deres egne forseelser - deres personlige syndeskyld - at de havde lidt døden på en så iøjnefaldende og uhygge-lig måde? Nej! svarede Jesus udtrykkeligt. For de var hverken større syndere eller mere skyldige i forhold til andre. OG derpå var det så, at Guds søn tilføjede det følgende: "Men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de".
På Jesu tid - og sådan har det forholdt sig ligefrem til denne aften - har det mere eller mindre konstant hele tiden været sådan, at det har været så som så med menneskers ønske om og vilje til at ville omvende sig. Lad mig bare her nævne, at dersom folk - og først og fremmest de ledende i samfundene - havde levet et smukkere kristenliv, ville såvel historien som vor nutid have set en hel del pænere ud.
Af den grund har mange kristne også i tidens løb spurgt sig selv og andre: 'Det her må ende med en dom fra Guds side? Hvornår kommer den mon?' Og mange af os stiller vel den dag i dag spørgsmål af nøjagtig samme art. 'Hvor længe vil Gud mon tillade alt det onde, som huserer såvel omkring os som indenfor i mig - den enkelte af os?'
I dagens tekst kom Herren Jesus netop ind på dette emne. Hen fortalte nemlig en lignelse - en historie - der overfor folk skulle gøre i det mindste to ting klart: (1) en gang kommer der en dom eller straf. For dét at mennes-ker fortsat lever i ulydighed imod Gud - dét får nu engang følger. Ja, gjorde Guds søn det endog klart: Konsekvensen af vedblivende at leve i modstrid med Guds vilje bliver faktisk ligeså uhyggelig, som tilfældet var med de mennesker og deres død, som vi her i dag hørte, at folk næsten gysende omtalte i den første del af prædikenteksten
Men - for det andet: Foruden at vi ikke kan afgøre eller bestemme, hvad der helt konkret er Guds straf over en særlig syndig livsførelse, SÅ ved vi heller ikke, hvornår Herrens retfærdige dom - dommedag - kommer. Vi kan, (det lader det NT os jo vide!) både forstå og mærke, at den dag hastigt må nærme sig. Men hvornår præcist den kommer, ved kun Gud. Og til slut i vor tekst ville Jesus gennem sin lignelse gøre os klart, hvad dette indebærer og ligeledes må indebære for os kristne. Dette vil vi også her i den sidste del af prædikenen se nærmere på.
En mand ejede en vingård. Og i denne var der også plantet et figentræ, som ikke - hvad det rent faktisk burde! - i tre år havde frembragt nogen frugt. Der var med andre ord tale om et produktionsapparat, som ikke var til nogen nytte. Ja, tværtimod stod det sådan i vejen, at det gjorde det vanskeligt at arbejde med de andre træer i vingården, som ellers måtte formodes at yde det resultat, som de skulle.
Ud fra en fornuftig tankegang var der kun et at gøre. Og det var lige præcist det, som vingårdens ejer gjorde klart overfor den gartner, som han havde ansat til at arbejde i sin vingård: 'Hug dog det unyttige træ om!' "Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte?"
Hertil kom så det overraskende svar fra gartneren: 'Herre, lad det stå et år til. I den tid vil jeg arbejde med det'. "Måske bærer det så frugt næste år". 'Og hvis ikke det er tilfældet, kan du da lade det hugge om'.
Gud arbejder med os - med dig og mig og alle andre mennesker med. Gennem sin søn, Jesus Kristus, har han i forvejen gjort det sådan, at der er åbnet en vej (for os) ind til det evige liv i Guds rige. Ved vor dåb fik vi også en personlig adgangsret dertil. Og nu - ved vor kristne tro - bevarer vi denne rettighed for alle Guds børn.
Men hvad med de mennesker, for hvem der ligeledes er åbnet en vej ind til Guds Himmerige - men som ikke befinder sig på denne vej? Og hvad, om du og jeg hører med til denne skare - dem, for hvem der meget vel meget snart kan forestå en uhyggelig dom?
Kære menighed! Lad os betænke to ting: (1) Har jeg - den enkelte af os - det sådan, at jeg nu og her er rede til at møde Herren på dommedag? Har Gud Herren med andre ord fået den frugt eller det det resultat ud af mit liv, som han både ønsker og forlanger af sine børn? Og for det andet: Har jeg - den enkelt af os forstået - at jeg står i Guds redningstjeneste. Omkring os, (ligesom tilfældet er indenfor i ligeledes hver enkelt af os kristne), er der jo såvel det ene som det andet sted meget, der mildt sagt ikke kan siges at være smukke frugter - eller som i bedste fald kun er nyttesløst. Her er der derfor et arbejde at gøre. Og det dig og mig, der tror på Jesus, som skal gå forrest i denne arbejdsproces.
Hvad er så vor arbejdsredskaber: Guds ord! For netop ved dét, at vi lytter til dette ord, bliver vi den muld eller gren, i hvilken og på hvilken, Gud kan få sine frugter til at spire og gro. OG ved at vi spreder det samme ord - og får vore omgivelser til ligeledes at lytte dertil! - udfør vi det arbejde, der bevirker, at vor frelses Gud ligeledes hos dem som hos os selv kan få den frugt, som Heren både ønsker og forlanger.
Men lad os ikke glemme skarpheden - den særdeles tydelige besked - i Jesu ord til denne søndag. Og ind-holdet heraf vil jeg her til allersidst sammenfatte i følgende sætninger:
Der forestår en dom - og det så også, hvad enten den
kommer til at udspille sig på den ene eller på den anden
måde. OG dersom mennesker (dig og mig indbefattet!)
ikke omvender os sådan, at vi her i livet lever, som
Herren vil det - bliver denne dom et uhyggeligt ende på
alt godt for vort vedkommende.
Endnu afventer vor Gud, at han får leveret det
resultat af menneskers liv, som han ønsker - endnu har
han jo ikke ladet den sidste og endegyldige dom fælde.
Husk: Guds ord er den muldjord - eller forudsætningen for, at vi kan være de grene - af hvilken og på hvilke de gode frugter - set med Guds øjne! - spirer frem. Og at det forholder sig sådan bør få følger for ikke mindst os kristne.