Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
22. søndag efter trinitatis 2000 - Solrød.
GT-læsning: Es. 49, 13-18
Evangelium: Matt. 18,1-14
Salmer: DDS 350, TS 870, DDS 258 - 276, (432/409), 11.
Prædiken:
At blive voksen er først at glemme og siden fornægte det, der var rigtigt, da man var barn.
Sådan skriver forfatteren Peter Høeg i romanen
"De måske egnede".
Men det, vi gennem romanens hovedperson får indblik i,
er mere end nogle sårbare børns forkvaklede og forkrøblende opvækst på et børnehjem.
På et dybere plan handler romanen om det skrigende misforhold mellem den gode vilje og evnen til at gøre det, som er bedst for andre.
For selvom de veluddannede voksne på børnehjemmet har de bedste mål og hensigter, er deres behandling af børnene mere tankeløs og grusom end gavnlig.
De ønsker nok at hjælpe og gøre børnene duelige til livet, men i virkeligheden lægger de møllesten om deres hals.
Og måske skyldes dette, at man dybest set ikke har nogen respekt for det, børnene er i sig selv.
De voksnes målestok for, hvordan et barn skal være,
er netop alt for ofte den voksne verdens idealer -
og dem er det jo ikke alle børn, der passer ind i.
Hvis man som barn vil have en plads i den voksne verden, gælder det om at fjerne alt det, som der ikke er plads til.
Glemme og siden fornægte det, som er rigtigt for et barn.
Hugge en hæl og klippe en tå, så man til sidst passer ind i mønsteret - selvom prisen alt for ofte bliver en forkrøblet tilværelse.
Og det er der jo nogen, der kan klare og andre, der ikke kan.
Nogen erklæres "egnede" og spås en strålende fremtid.
Andre "måske egnede" og de får ikke mulighed for at vise,
at de er andet end en potentiel fiasko i de voksnes verden.
Pointen er derfor historien om selvopfyldende profetier.
Børn, der bukker under, fordi der ingen respekt og ingen tiltro er til dem. De bliver det, man venter af dem.
Som hovedpersonen Peter siger det et sted:
Omkring de voksne har tiden lagt sig med sin hast, sin lede, sine ambitioner, sin bitterhed og sine langsigtede mål.
De ser os ikke rigtigt mere, og hvad de ser, har de glemt fem minutter senere.
Men vi, børnene, vi har ingen hud.
Og vi huske dem til evig tid.
Overfor denne udstilling af den gode viljes rædselsregimente møder vi i dag et helt andet ideal.
Et ideal, der holder barnet frem som mål i sig selv.
Spørgsmålet lyder i al sin enkelhed: Hvem er størst?
Hvem har mest prestige, magt, betydning og indflydelse?
Sådan forstås spørgsmålet idet mindste i den voksnes verden, som er bestemt af politik, økonomi og karriereræs.
Spørgsmålet går imidlertid et skridt videre end til at konstatere det, vi med god vilje alle godt kan indse.
Spørgsmålet lyder nemlig:
"Hvem er den største i himmeriget?"
Hvem er den største dér, hvor Guds vilje sker?
Hvordan ser storhed ud i fællesskabet med den Gud,
hvis majestæt og almagt vi kun kan synge om med et poetisk sprog af ord med anelser og billeder?
Som svar stiller Jesus et barn frem i kredsen og peger dermed på Guds målestok for storhed.
Overfor Gud, siger han, er det det sårbare og modtagende barn, som er den rette målestok for storhed.
Den, der tør være lille og afhængig af andre, er størst.
Guds Rige er for børnene, og hvis ikke vi kan vende os fra vore egne forkvaklede idéer om storhed og brugen af dem som pression overfor hinanden og for Gud,
så har vi slet ikke adgang til Guds virkelighed.
Vil vi være store ved at måle os selv i forhold til hinanden, lukker vi os selv og hinanden ude.
På en paradoksal måde er barnet er den største overfor Gud.
Eller måske er det snarere sådan, at for barnet er der ingen ambition om at være andet, end det, det er: Et elsket barn.
For barnet er - i det mindste indtil en vis alder, nemlig den, hvor de begynder at efterligne os forældre -
alene optaget af at være det, som det er.
At leve og ånde for én eneste ting, nemlig at være set og elsket af sine forældre og andre voksne.
Sådan er idealet også i den virkelighed, der er Guds.
Men sjældent i den verden, som er vores.
Peter Høeg lader nemlig hovedpersonen fortælle om en begivenhed, der tydeligt nok illustrerer dette.
Han er med sin datter på legepladsen, hvor hun træder op på nogle jernbanesveller, som ligger et stykke over jorden.
Og højt oppe fra, råber datteren til sin far: "Se mig!"
Men før faderen når at svare, har en fremmed kvinde, allerede råbt: "Ih, så dygtig, du er".
"Jeg kunne have revet hovedet af hende", tænker faderen.
"Barnet havde bedt om opmærksomhed. Hun havde bare bedt om at blive set. Men (i stedet) fik hun en vurdering...."
Nu er det jo ikke i nogen ond mening, det sker.
Det sker bare, fordi man selv, først som barn og senere som voksen, altid er blevet målt, vejet og vurderet af andre.
Til sidst kender man ikke nogen anden måde at tænke på.
Kender ikke sin værdi uden den er set og sat gennem andres vurdering af de præstationer, man har betalt med undervejs.
Og så er man med til at bære en tankegang videre, hvor dem, man tænker på og taler om, ikke har værdi i sig selv.
Kun de, der lever op til de uudtalte værdier og idealer,
vi smider i hovedet på dem, har vi øje for.
Kun den, der erklæres for egnet til at leve, lykkes.
Kun den, der lever op til målestokken, er værd at elske.
Men sådan er det altså ikke i Himmeriget - i Guds Rige - denne helt anden virkelighed, vi konfronteres med.
I barnets verden er behovet og længslen efter kærlighed den præmis, som alt andet bliver vurderet efter.
Barnet lever ikke blot af kærlighed, men af den ubetingede kærlighed, den opmærksomhed og medleven, som ikke sætter nogen betingelser for at komme til udtryk.
I barnet er der en iboende længsel efter at høre nogen sige:
Jeg ser dig og jeg accepterer dig som du er!
Du er god nok - du har lov til at være den, du er!
For kærlighed er ikke at leve op til uudtalte ønsker.
Kærlighed er en gave uden krav og forventninger.
Kommet så langt, kan vi så spørge os selv,
om der i dette er nogen forskel på barnet og os?
Er vi anderledes end et barnet?
Ligger der ikke den samme længsel i enhver af os?
Længslen efter at elske og blive elsket uden først at skulle tinge om prisen for det, vi ikke kan leve foruden?
Hvis vi aner, at sådan er det nok, skal vi også vide,
at så er vejen også åben for os.
Det er muligt at vende om.
Det er muligt at blive som børn igen.
Ikke barnagtige og pjattede.
Men som børn i den dybe forbundethed og afhængighed af det vigtigste for os alle, kærligheden.
At se os selv med de øjne, der alene ser os som elskede.
For os voksne kræver det imidlertid mod at tage imod.
Det kræver mod at opgiver troen på, at vi kan vinde kærligheden gennem kappestriden med hinanden.
Det kræver ydmyghed.
Kærligheden koster.
Kærligheden har en pris.
For at tage imod kærligheden, må vi først opgive troen på, at vi kan leve op til de idealer, vi selv har opfundet.
Hvis vore værdier og idealer for det gode liv utilsigtet går hen og tager det vigtigste fra barnet - dets tro og håb om at være egnet - så går det og siden også vi til grunde.
Da er disse værdier blevet et møllesten om halsen på os alle.
Da bringer vi dem til fald, som vi var sat til at tage vare på. Og om disse værdier og idealer er os så dyrebare som hænder og fødder, da må vi alligevel give slip på dem.
For det er bedre at få del i det rige, hvor alt er givet,
end at forsvare de tomme idealer, vi selv har skabt.
Og kan vi ikke det, ja, så må vi bede til,
at Gud også har blik for det menneske,
som er faret vild i sine egne eller andres forventninger.
Det menneske, der er kommet til at føler sig "ikke-egnet".
For hvad enten vi er børn eller voksne,
overfor Gud bringer vi det aldrig videre end til at være "egnede" modtagere af hans kærlighed og tilgivelse.
Amen.